Tilbageblik på spilåret 2012

Nu er 2013 så småt ved at gå rigtig i gang. Derfor vil jeg benytte lejligheden til at kigge tilbage på det forgangne år og se, hvilke spil det har budt på. 2012 har efter min mening været et stærkt og spændende spilår, som har givet anledning til alverdens af skønne slags oplevelser. Især har der været stor fremgang for download- og indie-spil. Når jeg kigger tilbage, har jeg kun købt en lille håndfuld fysiske spil i år - alle andre har jeg fået gennem en eller anden form for download-service.

Her præsenterer jeg i kronologisk rækkefølge de spiltitler, som jeg har haft fornøjelsen af i 2012. Som det fremgår, har jeg spillet en stor bunke af spil. Derfor vil jeg begrænse beskrivelserne af de enkelte titler, da denne blogpost ellers ville blive kæmpestor. Meningen er ikke at gå supermeget i dybden med hvert spil, men mere at give et kort overblik over de titler, som jeg spillede i løbet af 2012.

Ghost Trick: Phantom Detective [iPad]

For omkring et års tid siden skrev jeg om Ghost Trick. Jeg har altid været stor fan af Ace Attorney-serien, så Ghost Trick var et naturligt valg for mig, da det blev udgivet til iOS. Historien er velskrevet og meget medrivende, og gameplayet er ret interessant, idet man ikke så meget spiller en hovedperson, men mere en tilskuer fra siden, som skal forsøge at forhindre diverse dødsfald.

Husker især:
Slutningen, hvor den helt store afsløring sker. Jeg vil naturligvis ikke røbe det her, men hvis man har spillet Ghost Trick, ved man godt, hvad jeg taler om. Bagefter er det umuligt at se spillet på samme måde igen ...

Gunpoint [PC]

Jeg havde i noget tid fulgt Gunpoint lidt fra siden, men da jeg så, at udvikleren bag søgte beta-testere, slog jeg til og spurgte om en download-kode. Gunpoint er et 2D stealth-/spionage-spil, hvor man løber rundt som en gut i en utrolig sej trenchcoat-dragt. Spillet giver én et væld af muligheder, idet man kan re-wire forskellige ledninger og sikkerhedssystemer, så man i ro og mørke kan bevæge sig rundt i bygninger. Eller også kan man vælge at tage den lidt mere actionfyldte vej og skubbe vagter ud over kanten, ned til den visse stød.

Husker især:
Spillet er udviklet af en fyr, Tom Francis, som havde en vision for dette stealth-spil. Han lærte sig selv at programmere for at lave spillet i Game Maker, hvilket er ret imponerende.

Dear Esther [PC]

Dear Esther var virkelig et spil, som for alvor delte vandene i 2012. Spillet var oprindeligt et Source-MOD, men i 2012 fik det sin egen kommercielle udgivelse på Steam. Det bliver beskrevet som en spøgelseshistorie, men i modsætning til mange andre gyser-spil, så foregår det meste oppe i éns eget hoved. Spillet lader nemlig meget op til spillerens egen fantasi, da der faktisk kun sker meget lidt action i selve spillet. Dette har ledt til den ret passende beskrivelse som et "walk'em up".

Husker især:
De utallige af diskussioner som dukkede op på nettet efter spillets udgivelse. Mange mente slet ikke, at man kunne kategorisere Dear Esther som et spil, men i stedet som et eksperiment, der tester grænserne for interaktiv underholdning. Selvom "spillet" er utrolig kort (1-2 timer), så fandt jeg det interessant. Det er næppe en titel, jeg har lyst til at spille igen, men det er uden tvivl en start på noget større. Lidt ligesom The Stanley Parable fra 2011 har Dear Esther et anderledes koncept, som man sjældent har oplevet andre steder.

Catherine [PS3]

Det er ingen hemmelighed, at japanere laver mærkelige spil. Catherine er i særdeleshed ét af dem. Det fede ved Catherine er dets utrolige mundane, men stadig medrivende, historie om Vincent, der befinder sig i et noget af et kærlighedsdilemma. Han har nemlig været sin kæreste, Katherine, utro til en pige ved navn Catherine. Ja, du læste rigtigt ... Vincent kæmper en intern magtkamp: Katherine er begyndt at snakke om at tage deres forhold til næste niveau med ægteskab og deslige, mens Catherine på den anden side er en lækker tøs, som kommer ind fra siden og i dén grad tiltaler Vincent som fyr. Dog viser der sig at være meget mere på spil, end Vincent kan forestille sig, og etik og moral bliver vigtige begreber i hans liv.

Hver aften sidder Vincent og drikker med vennerne på den lokale bar, mens løgnene hober sig op omkring ham. Dette leder til ondskabsfulde mareridt, hvori Vincent skal forsøge at bestige høje tårne af kasser, inden han falder ned i dybet og bliver slugt af et forfærdeligt moster. Et unikt præmis som faktisk fungerer rigtig godt på flere planer. Selve gameplayet er et puzzle-agtigt spil, hvor man skal bestige bjerget af klodser på forskellige måder. Dette er både udfordrende og sjovt, men samtidig er der en stærk symbolik at finde både i spillets gameplay og historie.

Husker især:
Sidste del af spillet er utrolig svært, til en grænse hvor jeg vil kalde det urimeligt. Især sidste bane var slem, og jeg var på et tidspunkt ved at give op, fordi det syntes umuligt at bestige det sidste bjerg af kasser, fordi en kæmpe djævel af et monster blev ved med at nakke mig.

Beat Sneak Bandit [iPad]

Jeg har altid haft en forkærlighed for rytme-spil. Derfor var jeg glad, da jeg stødte på det charmerende Beat Sneak Bandit, der forener en unik visuel stil med et rytmisk gameplay. I takt med musikkens beat skal man forsøge at snige sig forbi forskellige vagter og sikkerhedsforanstaltninger. Dette gøres ved et simpelt tryk på skærmen. Spillet er meget velpoleret med flot grafik og god musik.

Husker især:
Den catchy musik.

ZiGGURAT [iPad]

Det er absolut ingen underdrivelse når jeg siger, at ZiGGURAT er et af de bedste touch-baserede spil, jeg nogensinde har prøvet. Glem alt om Angry Birds; styringen i ZiGGURAT er perfekt optimeret til en iPhone eller iPad. Spillet er udviklet af en af mine yndlingsspiljournalister, Tim Rogers, der i mange år har talt om friktion i videospil. Følelsen af kontrol i ZiGGURAT er virkeligh god. I sig selv er spillet temmelig simpelt: Man befinder sig på toppen af en ziggurat (et trappeformet tempeltårn), hvor monstre klatrer op fra siderne. Ved at holde fingeren nede, kan man oplader sit skud. Lidt i stil med Gears of War's Active Reload handler det om ikke at holde ned for længe, men i stedet finde det optimale tidspunkt at affyre sin laserkanon. Derudover skal man tænke på kurven, éns skud flyver i, samt hvor og hvornår man rammer fjenderne (skyder man på det rigtige tidspunkt, bliver eksplosionen større og omfatter andre fjender). Mildest talt er implementationen af ZiGGURAT perfekt. Spillet er både simpelt og dybt samtidig, og jeg har brugt mange, mange timer på at forbedre min highscore.

Husker især:
Musikken. Følelsen af kontrol. Og så den her velskrevede guide af Patrick Miller, der går i dybden med spillets underliggende mechanics: How to Not Suck At ZiGGURAT. Nå, ja, og så det forfærdelige skrig der bliver afspillet, hver gang man taber.


Journey [PS3]

Journey - den lille indie-darling, der ku'. Indimellem dukker der spiltitler op, som alle øjeblikket kan se det fantastiske i, og som man ved vil gå ned i historien som noget, der var med til at definere mediet. Journey er af den slags spil. På alle måder er det fantastisk. Spillet har en vision og en følelse, det gerne vil viderebringe, og dette lykkes til fortræffelighed. Det er tydeligt, at udviklerne har lagt alt deres kærlighed i projektet. Journey er et smukt spil på alle tænkelige måder, og det formår i dén grad at vise, hvad spilmediet kan, som ingen andre medier er i stand til. Det er svært at finde ord til at beskrive de mange facetter, Journey rummer.

Husker især:
Da jeg fremviste spillet til to af mine venner. Jeg fortalte dem intet om det på forhånd, men gav dem blot en PS3-controller i hånden og sagde "værsgo". Nogle timer efter dukkede rulleteksterne op, og bagefter kom der en række gamertags frem. Her fortalte jeg så omsider, at disse gamertags symboliserede de forskellige spillere, som havde akkompagneret dem undervejs. Det var virkelig et "HOLY SHIIIT!"-moment, da det gik op for mine venner, at den anden figur, der af og til fulgte dem i Journey, faktisk var en anden, levende person og ikke blot en computerstyret AI.

Code Hero [PC]

Code Hero var det første Kickstarter-projekt, som jeg valgte at støtte. Præmisset er ret fantastisk: Code Hero er et spil udviklet i Unity med det formål at lære, hvordan man udvikler computerspil. Armeret med en Code Gun kan man skrive og affyre forskellige scripts, som påvirker den verden, man bevæger sig rundt i. Det er en langt mere intuitiv - og sjov! - måde at lære at programmere på, og man starter helt fra bunden med begreber som variabler og loops.

Spillet belære ikke kun om, hvordan man programmerer, men gør også et nummer ud af at fortælle historien bag programmering. Adskillige frontfigurer så som Ada Lovelace, Charles Babbage, Alan Turing og sågar Marcus "Notch" Persson. Alt i alt et meget ambitiøst projekt, som desværre i øjeblikket møder lidt modstand, fordi udviklingen er begyndt at gå langsommere end forventet.

Husker især:
En boss-kamp i form af den klassiske programmerings-opgave Fizz Buzz. Her skal man i bogstaveligste forstand skrive et stykke kode, som inden for en tidsramme skal slå 100 Space Invaders-lignende aliens ihjel.

Team Fortress 2 [PC]

Gode, gamle TF2. I forbindelse med to af mine universitetsgrupper fik vi lyst til at spille et skydespil sammen, hvor alle kunne være med. Valget endte naturligvis på Team Fortress 2, i og med at det er gratis at spille, er forholdsvis let at gå til, og at det er et perfekt holdspil. Der er ikke så meget andet at sige, end at det er hylende skægt at spille sammen med nogle gode venner.

Husker især:
Tidligere har jeg været vant til at spille på åbne servere med 15-20 andre personer online. Derfor var det mig en glædelig overraskelse at opleve, at TF2 også er sjovt med færre spillere. I slutningen af vores P3-projektperiode spillede vi hver dag en times Team Fortress 2 i vores gruppe, typisk med fire personer. Spillet viste sig at være langt mere strategisk og spændende, når man kun spiller to mod to. Pludselig skal man til at overveje nøje, hvilken class man spiller som. Jeg vil gå så langt til at sige, at jeg foretrækker at spille TF2 med få spillere end mange spillere.

Super Smash Bros. Melee [GCN]

Vi fik sat et par fjernsyn op i vores grupperum sammen med en PlayStation 1 og GameCube, hvor vi især havde meget sjov med at spille Smash. Selvom det efterhånden er et gammelt spil, er det stadig mægtig skægt. Jeg fik indviet nogle stykker fra min gruppe til at spille det, og så kom der også nogle andre udefra, som kendte til Smash i forvejen - vi havde nogle rigtig gode kampe.

Husker især:
Svært at sige, men det var ret fedt, da jeg opdagede, hvordan man moonwalker med Captain Falcon.

Shadow of the Colossus [PS3]

Mens 2011 var året, jeg spillede Ico, gik der nogle måneder, før jeg fik taget mig sammen til at gennemføre Shadow of the Colossus, der er mange anses som en milepæl for spilmediet. Jeg kan godt se det fantastiske i Shadow, men på den anden side må jeg indrømme, at spillet ikke har ædlet med ynde. Konceptet med udelukkende at have boss-kampe kan jeg godt lide (faktisk var spillet oprindeligt tiltænkt som en online multiplayer), men hele den gigantiske, øde verden var ikke lige mig. Jeg brugte mange timer på bare at ride rundt i den rene ingenting for at finde den næste kolos at nedslagte. Selvfølgelig er der noget metaforisk i at ride rundt i en stor, tom verden, men for mig blev det for meget til sidst. Shadow of the Colossus er stadig et rigtig fint spil, men jeg må indrømme, at jeg foretrækker Icos måde at fortælle historier på.

Husker især:
Spillet har mange memorable boss-kampe, men én, som står tydeligt ud fra de andre, er kampen mod sanddragen Phalanx. Det var virkelig nervepirrende at klatre på kolossen, imens den fløj rundt mange hundrede meter over jordens overflade.

Uncharted 3: Drake's Deception [PS3]

Jeg var vild med de to første spil. Faktisk var Uncharted-serien en af hovedgrundene til, at jeg købte mig en PlayStation 3. 1'eren var et utrolig veludført spil, mens 2'eren tog alting til nye højder. Med Drake's Deception, derimod, føltes det som om, at luften var gået lidt ud af ballonen. Uncharted 3 er stadig et flot spil, ingen tvivl om det, men ærlig talt er jeg ved at blive lidt træt af skydespils-genren. Jeg så hellere, at man forsøgte sig med noget andet, da Uncharted i bund og grund er et skydespil ligesom alle mulige andre - bare et rigtig flot et af slagsen. Historien var også lidt noget miskmask, og der var knap så mange "game defining moments" som i 2'eren. Togscenen i Among Thieves står stadig som højdepunktet for serien efter min mening.

Husker især:
Da jeg spillede Uncharted 3, læste jeg et interview med David Cage i forbindelse med annonceringen af Beyond: Two Souls. Her talte Cage om begrebet "game mechanics", og hvorfor vi overhovedet har brug for dem. Konceptet med at have game mechanics antyder, at vi har et begrænset sæt af mekanismer i vores spil, som bliver genbrugt om og om igen. Cage fremsagde sig selv som fortaler for spil uden repetition; hvor man ganske enkelt ikke udføre de samme handlinger igen og igen. Dette fik mig til at tænke på, hvor meget skyderi der er i et spil som Uncharted, og hvorfor det er sådan. En af de ting, jeg især husker fra Drake's Deception, er de mange gentagelser i gameplayet. Mange af de samme scenarier skal man igennem flere gange, eksempelvis når man løber væk fra nogle glubske, mørke monstre i bedste Indiana Jones- og Crash Bandicoot-stil. Set pieces kan være gode nok, men behøver vi at gentage dem?

Nitronic Rush [PC]

DigiPen er et amerikansk spil-universitet kendt for blandt andet at have huset de originale skabere af Portal. Nitronic Rush er et yderst velpoleret universitets-projekt, der giver mig associationer til spil som F-Zero GX, Lego Racers og Excite Truck. Med sine racerbil kan man i et højt tempo udføre vilde tricks.

Husker især:
Det er fedt, når racerspil giver mulighed for også at flyve med sine biler. Jeg elsker det.

Fez [X360]

Man kan se Fez som det naturlige skridt efter indie-successen Braid, der tog verden med storm i 2008. Fez er en retro-platformer fyldt med eventyr og mystik. Spillet fokuserer ikke så meget på mål og belønninger, men opfordrer mere til at være et sted, hvor man hygger sig og går på udforskning.

Fez indeholder adskillige alfabeter og talsystemer, som man skal kunne læse og forstå for at klare de mange svære puzzles. Faktisk er det nærmest et krav, at man tager noter, hvis man gerne vil kunne løser opgaverne på egen hånd. Jeg må dog indrømme, at jeg indimellem søgte efter hjælp på nettet, fordi nogle af gåderne var lidt for langhårede til mig. Desværre har jeg aldrig fået gennemført Fez, fordi jeg gik lidt død i det til sidst.

Husker især:
Nogle af puzzlesene gør brug af QR codes, som man skal scanne med sin mobiltelefon. Rimelig smart tænkt.

Katawa Shoujo [PC]

Jeg stødte på denne interaktive novelle ved et tilfælde og blev hurtigt fænget af dets historie. Selvom det ikke rigtig er noget spil, men blot tekst og billeder, som man skal klikke sig igennem (og indimellem foretage valg), så tilbyder Katawa Shoujo (der kan oversættes til "Disability Girls") en meget moden og stærk historie, som jeg sjældent har set i et spil før. Det handler om drengen Hisao, der grundet en farlig hjertefejl bliver sendt til en skole for handicappede børn. Her finder han adskillige andre elever, som tilsyneladende har lært at leve med deres fejl og mangler, så som blindhed, døvhed eller amputerede lemmer. Hisao kæmper en personlig kamp for at finde sig til rette i sit nye liv, men møder undervejs en række piger, som han (alt efter hvilke valg man træffer) forelsker sig i.

Katawa Shoujo lyder måske som et corny japansk porno-spil, men det heldigvis ikke tilfældet. Jo, der er nogle få erotiske scener, men fokusset ligger ikke så meget dér som på de indbyrdes relationer imellem eleverne. Historien er utrolig velskrevet, og det er nemt at indleve sig i de forskellige figurer.

Husker især:
Jeg kunne især godt lide historien om den blinde pigen Lilly Satou.

999: Nine Hours, Nine Persons, Nine Doors [NDS]

Efter at have spillet henholdsvis Ghost Trick og Katawa Shoujo var jeg godt gearet til endnu et historie-drevet spil. Jeg havde hørt godt om 999 til Nintendo DS, men aldrig prøvet det. Fik endelig taget mig sammen til at købe det, og selvom jeg desværre ret hurtigt gik i stå (dels på grund af andre opgaver og dels fordi jeg fandt spillet en smule kedeligt), præsenterede det et interessant koncept. Sammen med en gruppe andre personer er man fanget ombord på et stort skib med en række mystiske døre. De har ni timer til at løse opgaverne, ellers vil skibet synke til bunds.

999 fokuserer på logik-, tal- og matematikopgaver i stil med Professor Layton-serien. Jeg nåede dog ikke særlig langt i spillet, da præsentationen og figurene aldrig fangede mig. Selvom præmisset lød ret fedt, var dialogen (i hvert fald i begyndelsen) temmelig kedelig. Jeg lod noget så overfladisk som den grafiske præsentation afskrække mig, da de 3D-agtige miljøer virkede håbløst forældede og decideret grimme.

Husker især:
Desværre ikke så meget. Kun at jeg måske en dag skulle give spillet en chance igen.

The Dream Machine [PC]

Da jeg var til Nordic Game Conference med min højskole i 2011, hørte jeg et foredrag om spillet The Dream Machine. Det første, som man lægger mærke til, er spillets grafik, da alt er udført i modellervoks og så dernæst scannet ind og digitaliseret. The Dream Machine starter ud med en dagligdagshistorie om et ægtepar, der er flyttet i deres første lejlighed sammen. Hurtigt begynder der dog at sker mystiske ting og sager, og som spillets titel antyder, finder man en besynderlig maskine, der gør det muligt at gå ind i folks drømme.

Jeg har aldrig været stor fan af point and click-genren, men her er historien tilpas spændende og gåderne tilpas intuitive til, at jeg fik lyst til at spille. Indtil videre er der udgivet tre ud af de planlagte fem episoder, og historien er for alvor begyndt at blive spændende.

Husker især:
Universet og stemningen. Mystisk, men på samme måde hyggelig.

Metal Gear Solid [PS3]

Jeg har altid været et Nintendo-barn, så tilbage i 90'erne gik jeg fuldstændig glip af Metal Gear-fænomenet. Flere gange har jeg hørt godt om serien, men det var først da jeg fik anskaffet mig en PlayStation 3, at jeg fik mulighed for at stifte bekendtskab med Snake og co. I begyndelsen af 2012 var jeg til en SpilBar i København med en af mine favoritpersoner inden for spiljournalistik: Leigh Alexander. Hun er kæmpefan af Metal Gear Solid-spillene og har flere gange skrevet spændende artikler og blogindlæg om serien, som jeg har fulgt lidt med i fra sidelinjen. Efter at have talt med hende i virkeligheden, fik hun mig overbevist om at prøve spillet, nu hvor en HD-kollektion netop var udkommet med 2'eren og 3'eren (dog ikke 1'eren, som man skal downloade på PSN).

Jeg tog chancen og gik i gang med Metal Gear Solid, og jeg må sige, at jeg er rigtig glad for at have prøvet det. Det er virkelig et meget voksent spil, selv i dag, med en seriøs historie, som man sjældent ser i andre spil. Spillet er ældet med ynde, og især stemmeskuespillet står stadig som noget af det bedste inden for spilmediet i dag.

Husker især:
Da jeg købte min PlayStation 3, anskaffede jeg mig Metal Gear Solid 4: Guns of the Patriots. Uden at kende særlig meget til serien, fik jeg klaret mig igennem det mange cutscener, som jeg faktisk rigtig godt kunne lide. Det var selvfølgelig begrænset, hvor meget jeg fik fat i historien (4'eren er stort set en slutning på en hel æra med Solid Snake). Derfor var det en ret mærkværdig følelse at opleve "omvendt nostalgi", da jeg så endelig spillede det første Metal Gear Solid. Serien er fyldt med referencer, især i 4'eren, så det var sjovt endelig at få sat lidt mere af plottet på plads.

Battlefield 3 [PS3]

Jeg købte allerede spillet i slutningen af 2011, men fik aldrig rigtig tid eller lyst til at spille det ordentligt. Jeg har altid været stor fan af Battlefield-serien, men 3'eren fængede mig bare aldrig. Heller ikke da jeg gav det en ny chance nogle måneder efter fandt jeg den store interesse for at spille Battlefield 3. Jeg forsøgte mig med noget multiplayer. Jeg købte sågar en DLC-pakke med en håndfuld klassiske baner fra Battlefield 2 (mit yndlingsspil i serien), men blev desværre slemt skuffet.

Fokusset i Battlefield 3 er væk i mine øjne. De gamle spil handlede om holdsamarbejde og at køre i store kampvogne, flyve i helikoptere og jetjagere. Allerede med Bad Company gik man væk fra dette og satsede mere på selve skydedelen (som, indrømmet, altid har haltet i forhold til eksempelvis Call of Duty) og destruktion af bygninger. Problemet er bare, at Battlefield på mikro-plan ikke er noget videre godt skydespil. I "de gode gamle dage" handlede det om makro-plannet, det altoverskydende kaos på slagmarken. Denne følelse af at være en del af noget større er ganske enkelt forsvundet. I stedet har man en mere "tung" følelse af et skydespil, som ikke rigtig kan finde ud af, om det vil være realistisk eller arkade-agtigt.

Husker især:
Hvis man forudbestilte Collector's Edition, fik man gratis adgang til DLC-pakken Back to Karkand, som indeholder fire klassiske baner fra Battlefield 2. Jeg var sikker på, at jeg havde gjort dette, hvilket jeg til min ærgelse senere opdagede, at jeg ikke havde. Jeg bruger sjældent penge på at købe ekstra-pakker til spil, men fordi jeg var så stor fan af Battlefield 2, kunne jeg ikke lagde være med at købe fornævnte DLC. Desværre var følelsen af de gamle baner fuldstændig væk. Især Wake Island (den bedste bane i seriens historie, efter min mening) var skuffende udført.

SpyParty [PC]

SpyParty er et utrolig fascinerende spil, hvis beta jeg fik adgang til hen over sommeren. Jeg har tidligere skrevet om spillet, og selvom jeg gik lidt i stå nogle måneder efter (grundet mange forskellige årsager), har det været under konstant udvikling. SpyParty er nok et af de mest unikke multiplayer-koncepter, jeg har set, og det er fedt at se, at Chris Hecker brænder så meget for at gøre sit spil så perfekt som muligt. Spillet er stadig i lukket beta-fase, men jeg ved, at Hecker meget snart ønsker at åbne op for en bredere gruppe mennesker. Dét skal nok blive spændende.

Husker især:
De mange nervepirrende timer i begyndelsen, hvor man er usikker på, om man gør noget forkert. Spillet har en stejl læringskurve og masser af dybde. Der er bare SÅ meget at lære, for slet ikke at tale om meta-spillet ...
Left 4 Dead 2 [PC]

Ikke så meget nyt under solen her. Left 4 Dead har i en årrække været et af mine "back-to-basis" spil, som jeg bliver ved med at hive frem. Sammen med Super Smash Bros. Melee er Left 4 Dead 2 et spil, som jeg aldrig bliver træt af. Nogle gange går det endda udover mine produktivitet i andre projekter, hvorfor jeg har måtte afinstallere spillet adskillige gange. Jeg tror, jeg efterhåndende har fjernet og installeret det fra Steam en fem-seks gange nu.

Husker især:
Det desværre stigende antal af rage quitters, som prompte forlader et spil, lige så snart det begynder at gå dårligt for dem. Irriterende.

Quantum Conundrum [PC]

Interessant koncept, men alt for langtrukkent og en smule kedeligt stemmeskuespil. Det er svært ikke at sammenligne med Portal, der på så mange måder er bedre og mere kompakt spil. Quantum Conundrum føles som en klat smør, der er blevet smurt ud over alt for meget brød. Spillet er sjovt, men kunne sagtens have været kortere.

Husker især:
Couch surfing! Weee!

Metal Gear Solid 2: Sons of Liberty [PS3]

Jeg kendte godt til den store overraskelse i Metal Gear Solid 2, som mange fans blev slemt skuffede over tilbage i 2001. Alligevel fandt jeg ikke Raiden nær så irriterende, som folk har gjort ham til. Ja, han er ikke supercool ligesom Snake, men omvendt giver han muligheden for at se tingene fra en lidt anderledes vinkel.

Jeg brød mig ikke synderlig meget om banedesignet i Metal Gear Solid 2, og kameravinklen fra oven var heller ikke lige mig. Trods dette indeholder spillet mange spændende temaer om, hvordan vi behandler og beskytter viden i en digital verden. Faktisk tror jeg, at spillet er endnu mere relevant i dag, end det var ved dets udgivelse.

Husker især:
Raiden der løber nøgen rundt i slutningen af spillet. Kojima altså ...

Metal Gear Solid 3: Snake Eater [PS3]

Uden tvivl et af højdepunkterne i den efterhånden snørklede Metal Gear Solid-serie. Det var virkelig forfriskende med en ny setting i form af en frodig jungle. Spillet har masser af små nuancer i dets gameplay, og de fleste af bosserne er virkelig godt fundet på. Det var dog først efter at jeg havde gennemført spillet, at jeg opdagede de mange, mange gemte ting, så som alternative måder at dræbe sniper-bossen "The End" på ved enten at skyde ham i kørestolen, første gang man ser ham, eller ved at vente en uge, så han dør af alderdom.

Husker især:
De utallige film-referencer man får af Para-Medic over radioen. Og da Naked Snake bliver sammenlignet med James Bond. Double-O Snake ...

Dreamfall: The Longest Journey [PC]

Købte det gennem et Steam sale i sommerferien. Universet virkede dragende, og mange havde talt godt om det. Historien er ganske fin, og selvom spillet føles lidt gammeldags i dag, har det en charme over sig. Det minder mig en smule om Fahrenheit, faktisk.

Husker især:
Den spooky tech-bamse Wonkers the Watilla.

Beat the Beat: Rhythm Paradise [Wii]

Først og fremmest hader jeg den europæiske titel. Nej, så kan jeg langt bedre lide Rhythm Heaven. Var stor fan af DS-udgaven, så selvom Wii nu er så godt som død, syntes jeg, at det var på sin rette plads at få fat i Wii-versionen, der udkom her i sommers. Rhythm Paradise er et minimalistisk rytmespil i gakket japansk WarioWare-agtig stil, som man enten elsker eller hader. Jeg hører til førstnævnte, og jeg har da også brugt adskillige timer på at komme igennem de mange minispil. Heldigvis har man bibeholdt det, som gjorde de to tidligere spil så geniale: en simpel styring, hvor man kun gør brug af to knapper. Ingen motion-control gimmicks. Pyha.

Husker især:
Der er så mange unikke og sjove idéer i Rhythm Paradise, at det er svært at vælge. Men skulle jeg vælge blot ét spil, må det være Air Rally, hvor man spiller badminton oppe i luften, som minder mig om bordtennis-spillet fra DS-udgaven.

Souvenir [PC]

Et lille Unity-projekt som jeg tilfældigvis støtte på, bl.a. udviklet af den berømte mod'er Robert Yang. Spillet præsenterer én for en fantastisk Super Mario Galaxy-agtig drømmeverden, hvor man bevæger sig rundt for at finde forskellige tabte genstande. Det er virkelig et flot og stemningsladet spil med meget fantasifuldt level design.

Husker især:
Elskede brugen af 3D-tekst. Det ser bare cool ud!

The Secret World [PC]

Det er efterhånden mange år siden, at jeg rigtig har spillet et MMO. I 2006 lånte jeg kortvarigt en vens account til World of Warcraft, og jeg blev utrolig fascineret over konceptet med at have en stor, levende verden. Tanken om at skulle betale et månedligt beløb for et spil har dog holdt mig tilbage, selvom jeg har været med til diverse beta'er af nystartede MMO'er.

The Secret World udkom i midten af 2012, og på et tidspunkt holde udviklerne en gratis-weekend, hvor man kunne prøve spillet. Jeg downloadede det og spillede det i nogle timer. Især universet og settingen fandt jeg interessant, da det ikke ligner nogle af de mange fantasy-inspirerede MMO'er på markedet. I stedet for trolde og elvere er der i The Secret World zombier og Lovecraft-inspirerede monstre (selveste Cthulhu skulle også gemme sit et sted). Derudover er der masser af myter og konspirationsteorier, som man kan give sig i kast med. Alt i alt et forfriskende tag på en spilgenre, der ligner alt for meget noget, som er snydt ud af næsen på Tolkien. The Secret World udfordrer ikke WoW, men finder sig i stedet til rette med en moderne verden, der blander magi og nutids-våben på alternativ måde.

I december 2012 valgte man så at skrotte abonnements-modellen, således at man nu kun betaler et engangsbeløb for at spille. Under Steams julesalg slog jeg til og har indtil videre lagt en 15-18 timer yderligere i spillet.

Husker især:
Stemningen og den unikke blanding af nyt og gammelt. Det er også ret sejt, at man kan vælge at spille som Illuminati eller tempelridderne, synes jeg. På et tidspunkt er der faktisk en figur, som fortæller én, at tempelriderne i denne verden ikke bør sammenlignes med det bullshit, som Dan Brown beskriver i sine bøger. Oh snap! To af startbyerne er New York og London, hvoraf førstnævnte har sin helt egen fight club! Derudover stødte jeg på en fyr, der kan hjælpe med at omforme sin figurs ansigt - sjovt nok minder han utrolig meget om Doktor Frankenstein (Frankenstein er en af mine favoritbøger).

Gravity Bone [PC]

Jeg spillede Gravity Bone og fortsættelsen Thirty Flights Of Loving på en opfordring fra en ven, uden at jeg anede noget som helst om spillene. Det er svært at beskrive, hvad Gravity Bone faktisk er, men uanset hvad er det interessant eksperiment for historiefortælling i videospil, da der gøres heftigt brug af montage-klipning, som er kendt fra filmens verden. Der springes konstant i tid og sted, mens man febrilsk forsøger at koble de forskellige scenarier sammen til en historie, der giver mening.

Spillet føles som et statement. Men hvad præcis der states, er svært at sige.

Husker især:
Da man kommer løbende på et langt spisebord med en masse mennesker siddende, som begynder at råbe og skrige, mens man løber igennem alt deres fine mad.

Thirty Flights of Loving [PC]

Selvom ovennævnte spil umiddelbart ikke har noget at gøre med historien i Thirty Flights Of Loving, så hænger de to spil på en eller anden måde sammen. Stilen er den samme, men her endnu bedre udført. En masse action og en masse spring frem og tilbage - uden at man rigtig forstår, hvad der foregår. Hvilket er ret fedt, fordi man pludselig er tvunget til at sidde og tænke over historien, uden at få det hele serveret på et sølvfad. Kan også sammenlignes lidt med The Stanley Parable fra 2011, som også forsøgte at bryde med de narrative konventioner.

Husker især:
Scenen hvor en håndfuld middagsgæster drikker sig fulde og begynder at danse opad mod himlen i en psykedelisk rus.

Papo & Yo [PSN]

PSN havde virkelig nogle stærke download-titler i 2012, og Papo & Yo var uden tvivl et af de mest modige forsøg på at fortælle en anderledes historie i et spil. Historien er nemlig baseret på udviklerens forhold til sin alkoholiserede far, og hvordan det påvirkede hans søns barndom. Spillet præsenterer en meget fantasifuld og mystisk verden, som man har lyst til at udforske.

Husker især:
De mange Inception-agtig scenarier hvor bygninger stables og bøjes på de mest fantastiske måder. Den sydamerikanske favela-arkitektur med de flotte grafittimalerier (som faktisk også findes i den virkelige verden).

Mark of the Ninja [XBLA]

Mark of the Ninja er måske et af de bedste stealth-spil, som jeg har prøvet. Følelsen af frihed og kontrol er virkelig god, og styringen sidder lige i skabet. Jeg elsker den grafiske stil, samt måden, hvorpå lyde så som fodskridt symboliseres på.

Husker især:
De mange kombinationsmuligheder. Det er sjovt at eksperimentere med de forskellige våben og evner. Ligeledes er det fedt at snige sig uset forbi en håndfuld vagter, som giver en perfekt følelse af at være en ninja.

Call of Duty: Modern Warfare 3 [PC]

Modern Warfare 3 var kortvarigt gratis på Steam, så jeg gav det et forsøg. Blev dog ret skuffet. Dels er mine interesse for "almindelige" skydespil dalet, dels føler jeg, at der er gået lidt af CoD-ballonen, i hvert fald når vi taler om multiplayer. Jeg var rigtig glad for Call of Duty 4, men løbet er ved at være kørt for dén serie efter min mening.

Husker især:
Banerne i multiplayer virkede forbløffende tamme i forhold til de gamle spil.

Dishonored [PC]

Hvor Mark of the Ninja brillerer i to dimensioner, er Dishonered et fremragende 3D stealth-spil. Spillet minder om en blanding af Half-Life 2 og Mirror's Edge, hvilket ikke er nogen helt dårlig cocktail. Level designet er rigtig godt skruet sammen og giver et utal af forskellige måder at gribe en situation an på. Derudover føles verden meget levende. De magiske evner i spillet er sjove at bruge, og kombinationsmulighederne er mange. Eksempelvis kan man spawne en håndfuld rotter, sætte en mine fast til én af dem og så hoppe ind i rotten og styre den hen mod en gruppe vagter for at sprænge dem i luften. Ret fedt.

Husker især:
Efter at have gennemført spillet selv først lod jeg min lillebror spille. Det var interessant at se, hvor forskelligt vi greb missionerne an på, og hvad vi hver især valgte at fokusere på. Lady Boyle-missionen var især god.

The Unfinished Swan [PS3]

Et forfriskende måde at gribe navigering an på i et førstepersons-spil. I stedet for at servere hele verdenen for spilleren, skal man selv hjælpe til ved at bruge blækklatter til at skabe kontraster i miljøerne, således at man kan se, hvor man bevæger sig. Et simpelt, men meget veludført koncept. The Unfinished Swan er et legende og magisk spil, som bliver ved med at overraske én hele vejen igennem. Fantastisk flot.

Husker især:
Hyldesten til Journey, som er gemt i slutningen af spillet. Derudover er slutningen også ret interessant på en meget meta-agtig måde.

Limbo [PC]

Teknisk set spillede jeg ikke Limbo i 2012, men derimod introducere jeg mine gruppemedlemmer fra universitetet til den lille danske spil-perle. Det var dejligt at se, hvor godt de tog imod spillet. Vi spillede Limbo i en lille biografsal, som vores lokale universitetsbar har. Desværre nåede vi ikke hele vejen igennem. Dette medførte, at to af mine gruppemedlemmer senere erhvervede sig selv spillet på Steam (en tredje person valgte at piratkopiere det) for selv at gennemføre det senere hen.

Husker især:
Jeg blev gjort bekendt med nogle skjulte ekstrabaner i pc-versionen, som ikke er at finde på Xbox. Dog skal man have samlet alle æggene for at kunne lukke op for de nye baner, hvilket jeg ikke fik gjort.

PlayStation All-Stars Battle Royale [PS3]

Oh well - jeg spillede godt nok kun betaen og ikke det fulde spil. Alligevel er jeg nødt til at udtrykke min skuffelser over for dette grimme plagiat af et kampspil. Konceptet er tyvstjålet fra Nintendos Super Smash Bros.-serie, men er langt fra lige så godt et spil. For det første kan man ikke slå hinanden ud fra banerne, hvilket fungerer rigtig dårligt. Dernæst er der figurgalleriet, som overhovedet ikke når samme højder som Smash Bros. Visuelt er det et værre miskmask, fordi spillet blander så mange forskellige stilarter. For mig var det svært at skelne de forskellige figurer tydeligt fra hinanden, hvilket ledte til meget forvirring.

Husker især:
Musikken i menuen. Poppet og uden charme.

Tokyo Jungle [PS3]

Tokyo Jungle er et japansk spil, når japanerne er bedst. Konceptet er så syret, at man ikke kan andet end at holde af det.

Husker især:
At løbe rundt som en glubsk dræber-pomeranianhund.

Counter-Strike: Global Offensive [PC]

Samme gamle historie som med Battlefield og Call of Duty: jeg gider ikke skydespil længere. Ligesom med Modern Warfare 3 var CS: GO gratis i en weekend på Steam. Har aldrig været den store fan af Counter-Strike, men var nysgerrig efter at se, hvordan spillet ser ud i dag. Der var ikke meget nyt under solen; selvom det visuelle ser en del pænere ud end de gamle CS, så føltes det meste ligesom før.

Husker især:
De mange tæv jeg fik online.

Super Hexagon (iPad + PC)

Super Hexagon er gået hen og blevet et af mine yndlingsspil i arkade-genren. Det er virkelig en fantastisk lille perle - og noget af en tidssluger. Faktisk har jeg købt spillet to gange, først til min iPad, og så på Steam, så jeg altid kan spille det, uanset hvor jeg befinder mig. Skulle jeg sammenligne det med noget, vil jeg kalde Super Hexagon det 21. århundredes svar på Tetris. Ja, så godt er det!

Husker især:
Mange spil-bloggere har skrevet ret interessante ting om Super Hexagon. Især kan jeg godt lide David Carlton, der på Malvasia Bianca sammenligner Super Hexagon med at lære at læse.

Battlefield 1942 [PC]

Mange taler dårligt om EAs Origin-butik, men i forbindelse med Battlefield-seriens 10 års jubilæum, gav de originalen ud gratis. Selvfølgelig måtte jeg lige forbi en tur, og vi fik os da nogle sjove kampe i en spisepause i vores universitetsgruppe.

Husker især:
Spillet holder stadig i dag (dog er det ret grimt at kigge på), selvom bots'ene er virkelig, virkelig dumme. Wake Island FTW!

Assassin's Creed III [PS3]

Jeg hoppede over de to mellemliggende spil, der kom efter Assassin's Creed II. Alligevel blev jeg fristet af III, der på mange måder forfiner Assassin's Creed-skabelonen. Selvom rigtig mange ting er fantastiske i spillet, må jeg dog indrømme, at man i sidste ende er kommet til at satse mere på kvantitet frem for kvalitet. Man prøver simpelthen for meget på én gang, hvilket gør, at spillets mange elementer hver for sig nogle gange føles mangelfulde. Jeg har spillet i knap 20 timer, og det føles som om, at jeg langt fra er ved at være færdig. I andre tilfælde ville dette hver en god ting, men med Assassin's Creed III er det bare gået hen at blive for meget. Det er som om, at man prøver at lave en hel verdenssimulation, hvilket er gået ud over selve spil-elementerne. Ganske vist er det fedt med en stor og levende verden, men i dette tilfælde kunne man nemt have nøjes med det halve. Det er svært at finde hoved og hale i historien, især fordi der konstant bliver introduceret nye personer.

Husker især:
Grundet de mange systemer, som skal fungere sammen, sker der indimellem nogle ret besynderlige fejl. Især har jeg oplevet nogle mærkelige ting med spillets AI. Eksempelvis har jeg oplevet NPC'er, der løber manisk rundt i cirkler. Jeg kom også på et tidspunkt til at blokere en dør for en mand, der gerne ville ind i sit hus. Dette medførte, at 3D-modellen blev sat til en standard T-pose stilling. Det var på samme tid sjovt og skræmmende at se manden gå rundt med armene spredt ud på denne måde.

Ligeledes har jeg oplevet heste med vibrerende bagpartier. En enkelt gang er jeg også faldet under banen, fordi jeg hoppede ud fra en klippe med noget vand, men i stedet for at lande i vandet, landede jeg på en sten, hvilket fik alting til at gå galt Den sjoveste fejl jeg har oplevet må dog være, da jeg på et tidspunkt beslutter mig for at svømme ud til en ø. Ved strandbredden sidder en mand for sig selv og kigger ud mod vandet. Da jeg kommer lidt nærmere, ser han mig, og manden hopper i panik ud i vandet og forsvinder brat. Jeg aner ikke hvorfor, men det var virkelig sjovt at se, hvor "bange" han blev for mig.

Hawken [PC]

Robotter er seje. Ingen tvivl om det. Jeg har kun snust lidt til diverse mech-spil, men har altid været fascineret af et kunne styre sådan et kæmpe monstrum. I slutningen af 2012 udkom der en public beta af Hawken, som er et gratis mech warrior-spil. I modsætning til andre robot-spil er tempoet højt, og faktisk kan det bedst sammenlignes med Call of Duty. Desværre fik jeg aldrig en god følelse af at styre en tung og stor robot. Spillet føltes også en kende for simpelt efter min mening.

Husker især:
Den imponerende grafik.

The Walking Dead: Season One [PC]

Da jeg første gang hørte om Walking Dead hen over sommeren, fangede det ikke rigtig min interesse. Jeg slog det hen som "endnu et hjernedødt og ligegyldigt zombie-spil". Hen mod slutningen af året holdt Steam et juleudsalg, hvor man kunne købe alle fem episoder til halv pris. Jeg prøvede kort demoen, og hurtigt gik det op for mig, at jeg havde taget helt fejl af spillet.

Få dage senere havde jeg tæsket mig igennem de fem episoder, og jeg var dybt imponeret. The Walking Dead indeholder måske noget af det bedste historiefortælling, som spilmediet tilbyder. The Walking Dead ligner på mange punkter Heavy Rain, men måske endda bedre! Det er en virkelig rørende og medrivende historie, og man kommer faktisk til at føle for personerne. Jeg troede oprindeligt, at fokusset lå på zombierne, men jeg fandt ud af, at dette var helt forkert: Spillet handler ikke om zombier, men om de overlevende mennesker og deres indbyrdes forhold. Man er nødt til at træffe beslutninger, som giver de bedste chancer for, at gruppen overlever. Ofte skal disse valg tages hurtigt og konsekvent, og i modsætning til de fleste andre historie-drevne spil, der gør brug af moralske barometre til at veje og måle éns valg, føles valgene i The Walking Dead naturlige og meget nuancerede. Der er ingen rigtige valg - nej, det handler om at tage det mindst forkerte valg, således, at flest mulige for gavn af beslutningen. Står man med valget mellem at redde person A eller person B, så er man nødt til hurtigt at beslutte sig, for ellers dør de begge. Det fede er, at de valg, man tager, har en indflydelse på historiens videre forløb. Ganske vist er det kun små ting, der ændres,  men de føles betydningsfulde og er med til at skræddersy spillerens oplevelse.

Måske en af årets mest positive overraskelser. Jeg ser frem til næste sæson.

Husker især:
Der er mange memorable sekvenser i de fem episoder, men jeg husker især, da en af mine yndlingssfigurer, den kvindelige journalist Carley, bliver slået ihjel på en meget nådesløs facon. Udviklerne var ved at bygge hende om som en interessant personlighed - men BANG, og så var hun pludselig væk. No hard feelings. Historien i The Walking Dead er brutal, men også meget nuanceret og ukonventionel, hvilket er rigtig fedt.

Slutteligt kommer her en liste over diverse spil, som jeg har snust til i løbet af året, men af forskellige grunde ikke har spillet tilstrækkeligt for at ville udtale mig om

• Deus Ex: Human Revolution [X360]
• Call of Duty: Black Ops [X360]
• Brink [X360]
• Fingle (iPad)
• VVVVVV [PC]
• Tuning [PC]
• Super Crate Box [PC]
• League of Legends [PC]
• Tribes: Ascend [PC]
• Tales of Monkey Island (1+2) [PC]
• Battlefield 2 [PC]
• Super Meat Boy [PC]
• Aquaria [PC]
• Lone Survivor [PC]
• Deadly Premonition [X360]
• Bit.TRIP. Runner [PC]
• Thomas Was Alone [PC]
• The Legend of Zelda: Skyward Sword [Wii]
• The Binding of Isaac [PC]