Et lille engelsk mirakel

Over de sidste par måneder er der sket noget inden i mig. Som følge af at have været i en universitetsgruppe med nogle folk, som ikke kan tale dansk, er jeg nemlig blevet tvunget til at formulere mig mundtligt på engelsk.

Lige siden de små skoleklasser har jeg været bange for at tale engelsk. Jeg tror, det skyldtes et skoleskift omkring 4. klasse. På min gamle skole blev vi stadig undervist i meget primitiv engelsk, men da jeg så skiftede til en anden skole, oplevede jeg et drastisk skift i sværhedsgraden. Det kom som noget af et chok for mig, at læreren her konstant talte på engelsk, og eleverne ligeså skulle svare på samme sprog.

Siden da har jeg været meget utryg ved at skulle ytre mig verbalt på engelsk. Min udtale var dårlig, og mange ord havde jeg ingen ide om hvordan skulle siges. Mit ordforråd var begrænset, og det var som om, at min tunge kom i vejen, hver gang jeg skulle sige noget. Jeg var faktisk decideret ræd for at tale på engelsk.

Op igennem hele folkeskolen var jeg bange for engelsk-faget og forsøgte altid at undgå det, når der kom verbale diskussioner. Skriftligt var jeg en smule stærkere, da jeg var begyndt at læse flere bøger på engelsk. Men det kunne på ingen måde måle sig med dem i klassen, som havde boet i udlandet i hele og halve år. At mine sociale relationer i folkeskolen var så-som-så gjorde det hellere ikke just nemt.

Trods dette endte jeg med at vælge en gymnasielinje med både engelsk og spansk på A-niveau. Det kan virke lidt modstridende, men jeg kunne ikke øjne andre alternativer. Jeg ville givet faget en chance til og tvang mig selv til at give engelsk et forsøg. Takket være en fremragende lærer blev jeg bedre og bedre til skriftligt engelsk - ja, faktisk en af de bedste i klassen. Alligevel var jeg aldrig glad for at række hånden op og sige noget på engelsk. Min frygt var blevet lidt mindre, men jeg undlod hvis muligt at sige noget i timerne.

Nu har jeg så gået på Aalborg Universitet i omtrent et halvt år. Jeg havde på forhånd hørt, at Medialogi-uddannelsen på Bachelor-niveau ville foregå på dansk, mens at Kandidaten var engelsk. Men i og med at rigtig mange udlændinge søgte ind i år, valgte man, at al undervisning nu skal foregå 100% på engelsk. I starten tænkte jeg ikke videre over det; jeg har det fint med at læse og forstå engelsk - jeg mener, alt vores læremateriale er alligevel internationalt, og jeg bevæger mig dagligt rundt på internationale websites uden problemer.

Men da vi så skulle danne grupper for det første semester, og jeg havnede i én med to studerende fra Litauen, gik det op for mig, at vi nu var nødsaget til at skulle kommunikere på engelsk. Jeg havde ikke rigtig noget valg, og lettere genert fik jeg fremstammet et eller andet på gebrokkent engelsk.

Dette var i oktober. Skru tiden frem til i dag, februar, og tingene ser noget anderledes ud. Efter at have talt så meget engelsk i min gruppe er det blevet langt mere naturligt for mig. Min frygt for at sige noget dumt eller forkert er stort set forsvundet, og jeg har nemmere ved at starte en samtale på engelsk i dag.

Det er faktisk lidt utroligt, hvor meget nogle intensive måneder, hvor man bliver tvunget til at tale engelsk, kan gøre. Fra at have lav selvtillid og nærmest frygt for verbalt engelsk er jeg nu i stand til at tale nogenlunde flydende foran en større skare mennesker, uden at det bliver intimiderende. Jeg har stadig en ekstrem dansk accent, det ved jeg godt, men jeg er nået milevidt fra de verbale engelskkundskaber, jeg var i besiddelse af for blot nogle år siden. Jeg har formået at nedbryde et mentalt filter, som konstant sørgede for, at jeg ikke begav mig ud på dybere vand med risiko for at sige noget forkert. I stedet for at risikere noget, var det langt mere sikkert at tie.

Sådan har jeg det heldigvis ikke længere. Det er gået op for mig, at vi alle begår fejl, og ingen danskere er perfekte til engelsk. Derfor er der intet farligt i at formulere sig på engelsk. Skidt pyt med at udtalen er helt hen i vejret - så længe folk bare kan forstå, hvad man siger.

Jeg er i dag ikke bange for det engelske sprog. Faktisk hænder det, at jeg efter en lang dag i grupperimmet cykler hjem og tager mig selv i at tænke på engelsk. Dette ville aldrig være sket i min folkeskoletid. Heldigvis er jeg nået langt væk fra dengang, ja, jeg føler mig nærmest som et nyt menneske, hvad angår mundtlig engelsk.

Og det er jeg uendelig taknemmelig for. Der er intet bedre end at overkomme sine egne svagheder.