Jeg forudsagde Wii U for seks år siden

Jeg er endnu ikke helt solgt på konceptet bag Wii U, men omvendt er jeg også blevet mere interesseret og positivt stemt siden mit sidste indlæg.

Der er stadig visse ting, jeg ikke bryder mig om, og som jeg håber, at Nintendo får på plads, inden udgivelsen i 2012. En af disse ting er online-funktionalitet, hvor den japanske spilgigant indtil videre har afsløret, at man vil lade det helt op til de enkelte udviklere/udgivere, hvilken form for online, de vil gøre brug af. Dette varsler i mine øjne rigtig dårligt, og Nintendo risikerer at skabe en skillelinje mellem store og små spilfirmaer: de, som har råd til at lave en robust og god online-service á la Xbox Live (EA, Ubisoft, etc.) , og de, som ikke har råd og derfor enten køber sig til tredje parts software eller slet og ret dropper online fuldstændig på Wii U (små og mellemstore spilstudier, samt indie-udviklere).

En anden ting er GameCube-support. Ganske givet er den lille spillekube snart to generationer bagud, men Nintendo udtalte for nyligt, at man på Wii U kommer til at kunne downloade klassiske GameCube-titler gennem en form for Virtual Console. Det er alt sammen meget godt, men problemet er, at Wii U ikke understøtter GameCube-controllers, hvorfor man enten skal bruge NinPad'en eller en Classic Controller fra Wii. De laver sikkert noget streamings-halløj, sådan at man kan spille GameCube-titlerne på NinPad'en, hvilket er ganske cool, hvis ikke det var for et lille problem ... man kan (indtil videre) kun tilslutte én NinPad per Wii U-maskine! Dette forhindrer resolut alle former for multiplayer-spil, medmindre man har tænkt sig at investere i en helt masse Classic Controllers (eller hvad Nintendo finder på at lave til Wii U). Jeg er udmærket klar over, at vi bør nødt til at komme videre, men GameCuben havde altså en pokkers god bunke multiplayer-titler, som jeg den dag i dag stadig nyder at hive frem af og til.

Nintendo har endnu ikke rigtig besluttet, hvor vidt det skal være muligt at tilslutte mere end en enkelt skærm-controller til Wii U. Som jeg også beklagede mig over i mit tidligere indlæg, vil det naturligvis blive en dyr affære at skulle købe flere NinPads. Men omvendt risikerer Nintendo at skabe et unaturligt hierarki blandt spillerne, hvis man kun kan bruge én NinPad til konsollen. Forestil jer en situation, hvor spiller 1 sidder med NinPad'en, mens spiller 2, 3 og 4 sidder med en fesen Wii Remote. Jeg vil i alt fald blive misundelig og føle mig lidt misfornøjet, hvis jeg i længere tider ad gangen skulle sidde med gammel interface-teknologi, mens en kammerat ved siden af sidder med den nye controller. Hvorfor ikke give mulighed for alle at spille på lige fod, ligesom man gjorde med Game Boy Advance-forbindelsen til GameCuben i titler som Zelda: Four Swords Adventure og Final Fantasy: Crystal Chronicles? Asymmetrisk multiplayer-gameplay, som vi indtil videre har fået fremvist, er interessant, men på længere sigt tror jeg, at man kommer til at savne mere traditionelle former for co-op, hvor alle spiller på lige fod med hinanden.

Jeg har læst, at en af hovedgrunden til designet bag Wii U's controller er, at Nintendo opdagede, at mange hurtigt endte med at sætte deres Wii væk, efter at Wii Sports-fascinationen var forsvundet efter nogle uger/måneder. R&D-folkene hos Nintendo undersøgte sagen nærmere og fandt ud af, at den tid, det tager at tænde fjernsyn og konsol, ofte er en vigtig faktor i, hvor ofte man gider at hive spillemaskinen frem. Med Wii U vil man fuldstændig eliminere denne ventetid, da man ganske enkelt kan spille på den, uden at fjernsynet behøver at være tændt.

Jeg kan sagtens følge denne tankegang. Selv skiftede jeg efter mange års habilt brug af Firefox til Google Chrome af den simple årsag, at Googles browser starter mange gange hurtigere end ildræven. Dette skyldes mestendels mine mange plugins i Firefox, samt noget database-halløj, men i sidste end sparer jeg faktisk temmelig meget tid i min hverdag, fordi Chrome starter op prompte, mens Firefox sagtens tager halve og hele minutter, før den er klar. Det samme oplever jeg med min iPad, som jeg langt oftere tager frem, hvis jeg hurtigt skal undersøge noget på nettet, i stedet for min bærbare computer, der tager et par minutter om at tænde. Vi mennesker er teknologiske luksusdyr og vi vil gerne have, at alting går så hurtigt som muligt.

Det er et udmærket designmål at sætte sig for den nye spillekonsol, men jeg håber inderligt, at der er mere i det end dét. Jeg vil altid prioritere god software frem for hurtig hardware. Selv hvis Wii U tog fem minutter at starte op, vil det ikke betyde det store, hvis blot maskinen leverer de bedste spiloplevelser, man kan tænke sig (eksemplet er naturligvis sat lidt på spidsen - se blot på installerings- og patching-tiderne på PlayStation 3; de kan dræbe enhver form for lyst til selv spil som Uncharted). Alligevel finder jeg det lidt misvisende, at Nintendo vælger at fokusere så meget på denne lille detalje frem for at vise nogle rigtige spil frem.

En anden ting, der stadig nager mig, er, at man med Wii U kan fortsætte sit spil, hvis et andet familiemedlem har brug for fjernsynet. For det første viser man med dette statement, at spil-mediet stadig anses som legetøj og er underlagt filmbranchen. Hvis far og mor skal se nyhederne, er det bare ærgerligt for sønnike, som må trække sig tilbage med sine små videospil. Hvor man med Wii netop gjorde det acceptabelt at spille sammen i dagligstuen, er det som om, at Wii U for evigt er underlagt en "jo jo, det er sjov nok underholdning, men lad nu de voksne komme til"- mentalitet. I stedet for at værne om spiloplevelsen i familien, kan man med NinPad'en nu sætte sig over i et hjørne og fortsætte spillene alene. Hvilket selvfølgelig ikke direkte er nogen dårlig ting, men i mine øjne begynder håndholdt og konsol her at blende lidt for meget sammen. Konsolspil har for mig altid handlet om en kollektiv oplevelse, mens håndholdte er mere private og intime spiloplevelser (dog undtagen spil som Pokémon). Selv for en garvet gamer som jeg virker dette træk forvirrende: Er Wii U en stationær konsol eller en håndholdt maskine? Og hvordan virker det så ikke for en ikke-gamer, der står ude i en butik og skal købe en ny spillemaskine til deres barn i julegave? Skal man vælge en Nintendo 3DS, så lilleputten kan sidde på sit værelse og hygge sig, eller skal man vælge Wii U i, i håb om at hele familien kan samles og hygge sig over en god omgang Mario? Jeg tvivler især på, at denne feature er en, det mere hardcore publikum kommer til at tage til sig. Hos dem er spillefjernsynet sikkert ikke placeret i dagligstuen, men inde på vedkommendes værelse (eller som jeg, der har et dedikeret gamer-rum). Det vil dog være interessant, hvis man kunne spille to spil samtidig: et på tv-skærmen og et på NinPad'en. Man er faktisk i gang med at forske i 3D- og holograf-teknologi, som gør det muligt at vise forskellige billeder til forskellige spillere på samme fjernsyn (tænkt split-screen uden snyd), men i og med at det er Wii U, som trækker det hele (den streamer indholdet til controlleren), tvivler jeg på, at dette lader sig gøre på Nintendos konsol.

Uanset hvad er det tydeligt, at vi mangler mere viden om Wii U, før man for alvor kan sige, om den bliver en succes. Men indtil videre må man erkende, at Nintendos udmeldinger om maskinen simpelt hen ikke har været klare nok. Der skal flere konkrete facts på bordet, så at sige, samt nogle spil, som rigtig udnytter den nye controller. Indtil videre er det kun Ubisoft, som har vist nogle forskellige skydespil frem, samt diverse tech-demoer fra E3. Ingen af disse har endnu overbevist mig om NinPad'ens eksistensgrundlag. Men lad os nu se.

Nå, men hele dette indlæg er faktisk én stor segue for et billede, jeg fandt på min computer forleden dag. Som jeg også har skrevet om før, var der i tiden om til afsløringen af Nintendo Revolution utrolig stor hype om dens tilsyneladende revolutionerende controller. Dengang var jeg skribent for et fan-site kaldet NintenDome, hvor vi jævnligt postede de mest besynderlige og gakkede controller-foreslag, folk kom med. På et tidspunkt holdt vi en lille konkurrence, hvor brugerne selv kunne bidrage med deres controller-bud. Jeg deltog også selv med nedenstående billede. Det slår mig, hvor meget den faktisk ligner Wii U (hvis man ser bort fra mine primitive Paint-skills):

Jeg havde fuldstændig glemt alt om dette billede, men når jeg nu kigger på det, er det sjovt at se, hvordan spilbranchen såvel som jeg selv har forandret mig siden 2005, hvor jeg lavede dette billede. Nu bliver det bare spændende at se, om det er en trend, der fortsætter, eller om Microsoft og Sony forsøger sig med noget fuldstændig anderledes. Lige nu florerer der rygter om, at de to giganter pønser på at gå sammen og lave én ultimativ spillekonsol med overlegen hardware (Sony) og software (Microsoft). I 90'erne var det samme ved at ske, da Nintendo og Sony planlagde at lave en konsol sammen. Nintendo frygtede dog, at Sony vil begynde at få for meget magt i spilbranchen, hvorfor de droppede aftalen og selv lavede Super Nintendo'en. Dette gav dog Sony blod på tanden, hvilket resulterede i PlayStation-maskinen. Og se bare, hvor vi er havnet i dag ...