søndag den 12. juni 2011

Suction Co-Op

Det slår mig lige, at jeg slet ikke har nævnt, at jeg er færdig med mit højskoleophold.


I sidste uge kom jeg hjem efter 15 uger på Vallekilde Højskole, nærmere bestemt linjen Game Academy. Det har været utrolig givende for mig på rigtig mange punkter. Det sociale var ekstremt fedt, og det var dejligt at være omgivet af like-minded folk, som også har spiludvikling som interesse.

Vi har på Game Academy været igennem en helt masse emner, takket være Thomas Vigilds fantastiske evner til at få fat i gæstelærere udefra. Vi har haft om alt fra serious games, news games, brætspil, lyd, historiefortælling, 3D, achievements, gamification og spilanalyse til emergent spil-design, Unity-programmering, markedsføring og DADIU. Kort sagt en bred vifte af alt, hvad der har med spil og spilbranchen at gøre.

Vi fik under forløbet udviklet en del forskellige spil, hvoraf de fleste var simple bræt- og historiespil. Til skolens "åbent hus"-dag skulle alle linjerne (forfatterne, journalisterne, event-folkene og Game Academy) fremvise de ting frem, som de har lavet på skolen. Det var utrolig fedt at se, hvor mange af de fremmødte venner og familiemedlemmer, som prøvede og fandt vores spil sjove. Især var jeg glad for Storyteller, som er et socialt historiefortællings-kortspil, der fremprovokerer de mest finurlige historier (jeg har beskrevet det i nærmere detaljer på min Game Academy-blog).

Men det hele gik ikke kun op i brætspil. Selvom de er rigtig sjove at lave, må jeg sige, at det er de digitale spil, jeg brænder mest for. Derfor glæder det mig, at vi nåede at få lavet et enkelt computerspil, nemlig Suction Co-Op. Det er en simpel spilidé, som jeg fik, imens jeg sad i en bus på et tidspunkt. I alt sin enkelthed handler det om, at man er et par sugekopper, som skal samarbejde om at flytte sig rundt på forskellige overlader. Som titlen antyder, er det nemlig co-op baseret, hvilket betyder, at man skal arbejde sammen for at vinde. Spillet er ikke videre avanceret, men faktisk ret sjovt. Det er stadig en forholdsvis simpel prototype, men det kan trods alt spilles.
Prøv Suction Co-Op i din browser lige her.

Thomas Vigild var i øvrigt så flink at nævne Suction Co-Op på sin blog i fredags, hvilket har medført et kæmpe boost i besøgsantallet. Faktisk ligger spillet lige nu på forsiden af Politiken, hvilket er pænt vildt!

2 kommentar(er):

Anonym sagde ...

Suction co-op ser ud til at minde pænt meget om det populære iPhone-spil fra 2009 'Sway' ;)
http://youtu.be/jI0oLnDShes

Gustav Dahl sagde ...

Jeg har aldrig hørt om spillet før, men efter at have set din video, må jeg indrømme, at der er mange lighedspunkter.

Sway virker en smule mere "elastisk" i sit feel. Samtidig er der en stor forskel i gameplayet, i og med at Suction Co-Op kræver to spillere, som skal samarbejde (selvom man dog sagtens kan spille det alene - det er bare ikke nær så sjovt).

Man kan sige, at konceptidéer aldrig er eksklusive. Andre har nok på et eller andet tidspunkt tænkt det samme. Alligevel er det lidt sjovt at se, hvor meget Sway også visuelt minder om vores spil.

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.