Mit indlæg om Wii U skabte en del kontrovers forleden dag. Indrømmet, jeg var måske lidt for negativ i mit ordvalg, og nej, selvfølgelig erklærer jeg ikke Nintendo fallit på baggrund af en enkelt pressekonference.
Jeg er sikker på, at Nintendo nok skal trylle et eller andet frem. Det plejer de at gøre. Men det ændrer ikke ved det faktum, at Wii U i øjeblikket, i mine øjne, lader til at være et skridt tilbage i forhold til den enorme succes, man havde med den oprindelige Wii.
Når det så er sagt, ved de, som har fulgt min blog helt fra starten (hvilket er over fem år siden nu), at jeg er og altid vil være Nintendo-fan i hjerte og sind (hvor cheesy det så end lyder). Gennem årene er jeg dog blevet mere kritisk i mit "forhold" til Nintendo; hvor jeg før var en blind fanboy, tillader jeg mig nu at stille spørgsmålstegn ved tingene indimellem. Nintendo har givet mig nogle af mine allerkæreste gaming-minder, og selvom deres nye approach er anderledes, regner og håber jeg da med, at de fortsat vil tilbyde mig magiske oplevelser akkurat ligesom før.
Jeg husker især tilbage på pre-Wii dagene (dengang den gik under kodenavnet "Revolution"). GameCuben var så småt ved at ædles, og alle så frem til en ny konsol. I årevis huserede der rygter, hvor der nærmest dagligt dukkede nye controller mockups frem (selv lavede jeg en primitiv video om en usynlig controller tilbage i 2005). Denne glædens hype har jeg ikke rigtig oplevet med Wii U. Måske er det bare mig, eller også er tidenerne anderledes i dag. Især det danske Nintendo-community er blevet langt mere adspredt, end hvad det var for fem år siden.
Nå, men min tanke med dette indlæg var at dele en gammel video om den såkaldte "Nintendo ON". Videoen blev lagt online kort før E3 2005 (det var før YouTube for alvor slog igennem) og skabte en utrolig stor hype og vilde spekulationer. Folk var mildest talt i vildrede: Var dette virkelig den næste Nintendo-konsol, eller var det ren og skær fan-ønsketænkning? Indholdet i filmen var af utrolig høj kvalitet, og selvom den portrætrede virtual reality-hjelm virkede fremtidsagtig og usandsynlig, var der alligevel mange, som troede på den (inklusiv jeg selv). Nintendo har før forsøgt sig med Virtual Boy, hvilket gjorde, at ON-konceptet ikke føltes helt hen i vejret.
Nintendo ON blev som bekendt ikke til noget, for det blev senere opdaget, at en spanier ved navn Pablo Belmonte stod bag det hele. 1Up foretog på et tidspunkt et interview med ham, I Want to Believe, hvor han lagde kortene på bordet. Videoen har sågar fået sin helt egen Wikipedia-artikel, hvor Nintendo ON bliver kaldt "det største hoax i videospillenes historie". Hvor Belmonte befinder sig i dag, er uvidst, men mon ikke han har fået sig et fedt job efterfølgende med hans fantastiske evner? (han kreerede filmen ene mand på under en uge!)
Det var good times dengang, hvor man med sin naive Nintendo-fanboy tankegang virkelig troede på Nintendo ON. Dengang hvor den japanske gigant stod til at skulle revolutionere hele verden; dengang alting kunne lade sig gøre ...
6 kommentar(er):
Nintendo ON var spændende, men set i bakspejlet, tror jeg ikke, Nintendo ville have haft heldet med sig, hvis det var sådan en konsol, de udgav. Det er ikke noget, jeg ville have specielt meget lyst til at bruge, og jeg tror heller ikke, at de fleste ville bryde sig om at gå rundt i stuen med sådan en klods for øjnene for at spille computerspil :P
I onsdags kaldte du også Wii U egoisternes maskine - hvad kan man så ikke kalde Nintendo ON?
Om ikke andet var videoen rigtig fed og velproduceret, og på grund af hypen var det også et par sjove uger på internettet :)
Du har helt ret, i praksis ville ON nok ikke fungere. Faktisk minder den jo en del om Kinect, og vi ved alle, hvor mange fesne on-rails spil dén har fået.
"I want to believe".. lyder helt religiøst ;) Desuden er der noget drømmende romantisk, men også trist over det - at man kun kan være lykkelig i tanken/drømmen om noget, og ikke i realiteternes verden. Jeg kunne nævne mange forfattere, der døjer med samme problemstilling.
Nå, tilbage til emnet! Jeg husker tilbage på Nintendo ON som urealistisk, men alligevel et udtryk for samtiden, hvor Nintendo-fans led under overstående tanker. Hardcore-fans ønskede sig brændende en revolution, og ønsker man sig noget revolutionerende vil man altid blive skuffet. Realiteten var dog en anden; Wii blev en succes, selvom fanboys var utilfredse ved annonceringen. Et godt eksempel på, at "mere-vil-have-mere" tanken blandt fansene ikke stod mål med virkeligheden. Nintendo valgte en back-to-basic løsning, som viste sig at være succesfuld.. et sundt lille brud i en højkonjunktur. Mentalt havde Nintendo ON måske derfor netop en stor betydning.
Hele idéen om "det perfekte spil" eller "den perfekte konsol" er muligvis en uopnåelig drøm, men det er netop i dette mere meta-agtige niveau ("drømmenes verden"), hvor man for alvor kan fange folk - hvor man lover noget helt magisk og revolutionerende, som vil forandre folks liv for altid.
Dette er selvfølgelig i realiteten et umuligt udsagn at leve op til, men se blot på et firma som Apple, der netop proklamerer sine produkter som "life changing". Man køber ikke blot en telefon - man køber samtidig en filosofi og livsstil.
Det var fedt dengang! :-)
Wii var da en revolution. Måske ikke for online geeks, men for millioner af normale mennesker var den. Faktisk var revolutionen så stor, at folk, der stoppede med at spille under 16-bit-generation (og de var mange der faldte fra dengang!) begyndte at spille igen + folk, der havde svært ved at tage videospilsindustrien og dens barnligheder alvorligt inden, overgav sig også.
Utilfredsheden kom først et år eller to senere, da det gik op for folk, at Nintendo udgav for mange dårlige spil.
Send en kommentar
Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.