Every day the same bloodline

Kill Screen har skrevet en formidabel anmeldelse af iPad-spillet Infinity Blade.

Jeg har tidligere skrevet om magasinet Kill Screen. Det er kort sagt noget af det bedste, som er sket for spiljournalistikken overhovedet: et magasin for gamere, der rent faktisk gider at læse. Bladet har nu kørt i et lidt over et år, og det lader bestemt ikke til, at man har tænkt sig at sætte farten ned.

Udover det fremragende trykte magasin drives også et website, KillScreenDaily.com, hvor der er mindst lige så mange interessante artikler, nyheder og anmeldelser at finde. Disse er dog på ingen måde almindelige mainstream-tekster, hvilket en ny anmeldelse af Infinity Blade er et godt eksempel på.

Da jeg fik min iPad sidste vinter, skrev jeg om Infinity Blade. Den var et ret lang blogindlæg, men konklusionen lød, at på trods af interessant udnyttelse af iOS-platformen, var spillets grundstruktur ekstrem repetitiv og ensformig. Kort sagt handler spillet om grinding, grinding, grinding.

Kill Screens anmeldelse af spillet ligner ikke noget, jeg har set før. Ved at udnytte nogle (går jeg ud fra) simple Javascripts har man nemlig sammensat en dynamisk anmeldelse, som ændrer sig, mens man læser. Det skal opleves, før man forstår det, og i mine øjne fanger den netop Groundhog Day-følelsen, som spillet giver én.

Læs (oplev) Kill Screens anmeldelse af Infinity Blade (husk at klikke på "Begin Bloodline 2").

Det slår mig, at Infinity Blade ikke er det første spil som har temaet om tid og gentagelser. Et af mine favoritspil, The Legend of Zelda: Majora's Mask, opererer netop med emnet tidsmanipulation, men formår langt bedre at knytte de narrative og mekaniske elementer sammen, end hvad Epics iOS-spil gør.

En anden titel, som har skabt stor kontrovers inden for samme tematik, er det lille Flash-spil Every day the same dream fra Molleindustria. Hvis du ikke har prøvet det, vil jeg stærkt anbefale dig at give det et klik (spillet tager små 10 minutter). Det vil dog være synd at afsløre, hvad spillet går ud på, men tro mig når jeg siger, at oplevelsen er ganske unik, ja sågar filosofisk.

Prøv Every day the same dream her.

Ps. Sidste år skrev jeg blogindlægget Et nostalgisk kig tilbage på et spil om vind og venskab. En ven anbefalede mig at oversætte teksten til engelsk og sende den ind til Kill Screen, fordi han syntes, min historie kunne passe godt dér. Det gjorde jeg, og jeg fik ganske positiv respons fra magasinets redaktion. Desværre var indlægget lidt for langt, og omstændighederne passede ikke så godt på det tidspunkt, så derfor kom min tekst ikke med. Det kunne ellers have været fedt, for skribenterne hos Kill Screen er virkelig, virkelig dygtige!