I det seneste halve års tid er min tilgang til spil-mediet begyndt at ændre sig. Der er ikke rigtig nogle videospil, som jeg ser frem til længere.
Det startede, før jeg begyndte at gå på højskole, men især efter at jeg er begyndt, er det gået op for mig, at der pt. stort set ikke er ét eneste spil, som jeg glæder mig til. For blot et par år siden kunne jeg lave alenlange lister over spiltitler, som jeg glædede mig helt vildt meget til og bare SKULLE købe på dag ét. Nu, derimod, har jeg svært ved at overhovedet finde en enkelt spiltitel eller to, som jeg ser frem til til at købe.
Jeg tror ikke kun, at det er mig, men at det er en tendens inden for spil-kulturen, som er ved at forandre sig. Flere og flere ellers innoverende spil bliver efterfulgt af den ene titel efter den anden. BioShock, Portal, Assassin's Creed, LittleBigPlanet, etc., etc. Faktisk er det eneste spil, som jeg lige nu glæder mig til at prøve, netop Portal 2, som jeg, grundet mit højskoleophold, har ventet med at købe. Men selv dét er jo en fortsættelse - dog en rigtig god én - og er til en vis grad den samme oplevelse, som vi fik tilbage 2007.
På højskolen er det også gået op for mig, at det ofte er de gamle titler, som jeg finder mest interessante. Vi har spillet alt fra Super Mario 64, Half-Life Super Smash Bros. Melee og The Legend of Zelda: Ocarina of Time til Punch-Out!! og Metroid Prime. Men når vi så får fat i Bulletstorm og det nye Mortal Kombat? Nah ... de spil finder jeg godt nok kedelige!
Det er virkelig en underlig følelse ikke at have massevis af spil, som jeg ser frem til. Jeg plejede at skrive lange lister, ja endda nedtællingslister, men i dag ser jeg ikke engang frem til Skyward Sword. Hvordan fanden kan man IKKE se frem til det næste Zelda-spil!? Åh, hvor jeg husker den spændende hype, der hersede omkring Twilight Princess. Det var virkelig fedt at have noget at se frem til - et episk spil, som ville sprænge alle tænkelige rammer. Forventningens glæde ved konstant at være på udkig efter nye informationer og screenshots fra spillet var rigtig stor, ja, måske større end da selve spillet så omsider udkom.
Denne spænding og glæde har jeg slet ikke ved Skyward Sword, som i mine øjne ligner mere af det samme uden at bidrage med noget nyt til serien. Men alligevel er det en underlig, tom og trist fornemmelse slet ikke at glæde sig til det næste Zelda. Jeg fatter det virkelig ikke, men sådan er det. Et andet eksempel er Nintendo 3DS. Jeg var helt oppe at køre, da den originale DS udkom tilbage i 2006. Trods den store hype for den nye 3DS, har den slet ikke fanget min interesse overhovedet. Ikke engang det kommende Ocarina of Time 3D-remake er med til at tænde nogen gnister. Tværtimod vil jeg meget hellere spille den oprindelige version, da 3D ikke siger mig en skid. Jeg bryder mig heller ikke så meget om det lysere og mere cartoonish look, som OoT 3D øjensynligt har fået.
Mest af alt savner jeg at kunne fordybe mig for alvor i et videospil. Ligesom i gamle dage hvor man kunne bruge uger, måneder og sågar år på at udforske hele verden i et enkelt spil, uden overhovedet at spekulere over, hvad det næste produkt var, man skulle købe. Jeg savner dengang, hvor jeg kun fik to nye spil om året: til min fødselsdag og juleaften.
Faktisk er jeg begyndt at bruge flere penge på små iPad-apps, end hvad jeg gør på "rigtige" spil. Her har især Superbrothers: Sword & Sworcery EP vist sig at være en perle (som jeg dog endnu ikke har gennemført pga. spillets indbyggede tidsmekanisme). Et andet interessant spil er Spider: The Secret of Bryce Manor, som også er hyggeligt tidsfordriv. Noget helt andet er, når jeg begynder at gen-købe spil, som jeg allerede ejer. Hvordan det psykologisk lader sig gøre, ved jeg ikke, men det er utrolig svært at sige nej til spil, der blot koster 6 sølle kroner. Derfor sidder jeg bl.a. med World of Goo, Max and the Magic Marker og Dead Space til min iPad, hvor jeg især med sidstnævnte tvivler på, at jeg nogensinde kommer igennem spillet. Og det skal lige nævnes, at jeg allerede ejer alle tre spil (iPad-udgaven af Dead Space er dog lidt anderledes) på andre konsoller i forvejen!
Generelt er jeg begyndt at få en "køb nu, inden du fortryder det"-holdning, hvor jeg bruger massevis af penge på pakketilbud, fx gennem Steam, hvor man kan få bunkevis af spil for en slik. Problemet er bare, at jeg nok aldrig rigtig får tid/lyst til at spille dem inden for den nærmeste fremtid. Det er blevet FOR nemt at købe spil bare ved et enkelt klik, og det resulterer i enorme backlogs af spil, som man utrolig gerne vil spille, men som man har svært ved at finde tid til.
Heldigvis er det hele ikke bare gråt og trist. Indimellem dukker der spændende og fantastiske indie-titler op fra horisonten, som er med til at feje benene væk under én. Her er spil som Braid, Flower, LIMBO, og Amnesia: The Dark Descent glimrende eksempler, netop fordi de bidrager med helt nye og uventede oplvelser. Desværre er der bare lidt for langt mellem perlerne, til at jeg kan holde gejsten oppe. Jeg gider ganske enkelt ikke AAA-ræset længere. Et nyt Call of Duty? I don't care anymore; been there, done that!
Jeg ved ikke, om det er mig, som bare er ved at vokse lidt fra spil-mediet. Mine forventninger er i hvert fald noget højere, end hvad de var for nogle år siden. I dag gider jeg ikke spille det samme spil, som jeg har gjort utallige gange. Det har jeg ganske enkelt ikke tid eller råd til. Hverken Mass Effect 3, LA Noir eller Brink giver mig små julelys i øjnene, som jeg ved, at mange andre får. Uanset hvordan man vender og drejer det, er titler som disse i sidste ende meget mere af det samme, som man har prøvet så mange gange før. Det er underligt at kunne bladre igennem et eksemplar af EDGE Magazine uden rigtig at finde nogle af de kommende spiludgivelser interessante. Nej, så vil jeg faktisk hellere læse om folks personlige historier i Kill Screen end et preview på den næste kommende stortitel.
Nå jo, hvis jeg skulle nævne ét spil (udover Portal 2), som jeg ser frem til, må det være Sonys genudgivelse af PS2-spillene Ico og Shadow of the Colossus, som jeg aldrig nåede at prøve i sin tid. Men selv det er jo gamle spiltitler ... så, hvornår kommer der noget nyt?
6 kommentar(er):
På en måde er der ikke ret mange spiltyper, og på et tidspunkt bliver man vel bare træt af at gennemføre/gennemleve det samme under mere eller mindre varierende forhold.
Som så meget andet bliver det at spille computerspil forudsigeligt og kedeligt hvis man har prøvet det mange gange. Og ja, efterhånden som man bliver ældre, får man andet at bruge sin tid på.
Tak for din kommentar :)
Jeg tror, du har helt ret i, at hovedårsagen til, at man bliver træt af at spille spil, er, at mange af dem ligner hinanden utrolig meget. Men som jeg også skriver, dukker der indimellem helt nye spiltyper frem fra indie-verdenen, som slet ikke ligner noget, man har set før.
Det er interessant at læse dine tanker og 'udvkling', fordi der skete det samme for mig for nogle år siden.
I et godt stykke tid fulgte jeg industrien meget intenst (du husker vel Kamino). Jeg elskede at læse de seneste nyheder og hoppe med på diverse hype trains, indtil det en dag gik op for mig, at jeg ikke rigtig nød at spille særlig mange af de spil, jeg købte. Jeg tror, at Resident Evil 5 var vendepunktet. Jo, det var da en next-gen udgave af Resident Evil med flot grafik, nye fjender osv. Men det var ikke sjovt længere. Siden den dag har jeg ikke købt spil til min 360 eller PS3 udover de årlige udgaver i FIFA-serien.
Sådan som jeg ser det, tror jeg, at mange af os, der går meget op i videospil, bliver betaget af videospilsindustrien. Vi starter som små med at spille videospil, fordi det er sjovt og begynder så at følge spilindustrien som en hobby. Hvis man kigger på diverse spilmedier, så tror alle, at videospil er på vej til at blive større end Hollywood. Der er masser af hype, og "spil bliver jo bare federe og og bedre". Men gør de nu også det? Hvis man kigger på markedsdata, så er industrien i nedgang. Jeg tror, det der sker, er, at nå vi bliver ældre, går det så småt op for os, at vi egentligt slet ikke synes, at de mange moderne videospil er så sjove igen. Vi ØNSKER så gerne, at vi synes det, for videospil er jo vores hobby, men det er de bare ikke (jeg kender så mange, der bliver ved med at købe spil, men ikke spiller dem særlig meget). Og på et eller andet tidspunkt brister illusionen - som den har gjort for mig - og som jeg kan fornemme, den på nogle områder har gjort for dig - og så ændrer ens billede af videospilindustrien sig.
Jeg tror, at denne pludselig faldende interesse i videospil sker for mange, når de bliver ældre. Når man er ung, er man mere tilbøjelig til at følge sin hobby og særinteresse. Man har et følelsesladet forhold til det, men når man bliver ældre, ser man pludselig klarere. Man går mere op i sin tid og penge, og det går op for en, at mange afdisse cinematiske, scriptede spiloplevelser, som mange af de moderne spil er, slet ikke er så sjove. De er ikke ens penge og tid værd.
Hvad er løsningen så? Jeg tror, det afgørende spørgsmål er, om mange af os mister interessen i videospil, fordi vi bare slet ikke gider at spille videospil mere, eller det er fordi at spildesignerne ikke laver videospil, der kan fange interessen ved ret mange mennesker udover nørder og 12-14 årige. Jeg tror på det sidste. Jeg vil gerne stadig spille videospil. Jeg vil gerne stadige spille i Zelda. Jeg vil stadig gerne købe håndholdte Nintendo-konsoller. Men ikke sådan som Nintendo tilbyder deres produkter på nuværende tidspunkt.
Fuldstændig enig.
Er også gået i gang med at spille mere klassiske spil på højskolen. Fx sidder vi lige nu og gennemfører Zelda: Ocarina of Time, hvilket stadig i dag er et rigtig fedt spil.
En helt anden side af sagen er i øvrigt udviklingsdelen. Der er stor forskel på at nyde/blive underholdt et spil og at udvikle spil selv. Begge dele er spændende, men er på det seneste begyndt at hælde mest til at læse om/udvikle spil selv, end jeg sidder og spiller dem.
En tredje ting er, at mange af dem, jeg spillede Nintendo (og andet) enten er vokset fra det, eller at jeg ikke har kontakt til dem længere. For mig har den sociale fællesoplevelse altid betydet rigtig meget, hvorfor jeg sjældent bryder mig om at spille alene foran tv-skærmen.
Jeg er helt enig i den sociale del - jeg foretrækker at spille med andre. Hele præmissen for videospil (altså konsolspil og ikke computerspil) var, at man kunne sidde sammen med familie og venner og spille. På det seneste har udviklerne bevidst gået væk fra det. Væk med lokal multiplayer og væk med spil, der kan spilles af hele familien. Spil kan nu om dage ikke blive voksne og hardcore nok. Det er ikke så underligt, folk 'vokser' fra videospil, for industrien laver kun spil til en meget lille målgruppe. I virkeligheden er det industrien, der har 'vokset' sig fra brugerne. Folk vil stadig gerne spille Super Mario Bros. og spil med samme værdier, som mange af de populære NES-spil havde i sin tid. Det er industrien, der ikke længere vil lave dem.
Wii'en har jo netop vist, at folk stadig gerne vil spille videospil, hvis de blot bliver lavet med de ordentlige værdier. Wii'en var en revolution - et oprør mod det snævre fokus og et ønske om at lave videospil til masserne igen. Som bekendt gik revolutionen i vasken, fordi tredjepartsudviklerne aldrig forstod, hvad Wii-ejerne gerne vil have ("hvorfor køber de ikke vores dumme casual-spil?") og Nintendo stoppede og vendte tilbage til at gøre tingene, som de gjorde under Nintendo 64 og GameCube-perioderne, hvilket medfører at interessen hos folk falder (som du selv oplever nu).
På trods af at Wii'en endte med at være en skuffelse, er det nu alligevel den, der har givet mig de bedste spilminder i denne generation. Når spil som Wii Sports, Wii Fit, NSMBW eller sågar DKCR kan fange ens kæreste, venner og familie, så er det noget specielt. Så føles videospil magisk igen, som det gjorde engang, hvor det var en selvfølgelig af ens favoritkonsol jævnligt fik spil, der kunne spilles i fællesskab. Hvis jeg var spiludvikler, ville jeg tage udfordringen op. Der er et stort markedet, der gerne vil spille videospil, men som ikke får, hvad de vil have. Jeg ville være meget interesseret i at løse den opgave, fremfor bare at lave spil til mig selv og mine ligesindende, som de fleste spiludviklere gør nu om dage.
Jeg tilslutter mig jeres pointer - i løbet af de seneste 4-5 år har jeg skåret vildt ned på tid (og penge) dedikeret til spilmediet. Tilbage står jeg i dag med den romantiske tanke om Nintendo; lysten til at være en del af hypen, samlermanien og være opdateret. Over for dette står min logiske sans, hvor alt handling bliver tænkt igennem (modsat tweenies-årenes spontanitet, hvor man købte i blinde af hensyn til romantikken). Jeg kan f.eks. ikke retfærdiggøre et 3DS-køb for mig selv, da prisen er for høj, spillene mangler og 3D ikke siger mig en flyvende fis.
Jeg tror, et "spil-cølibat" kunne være et sundt og naturligt valg. Lige tage nogen måneder/år, hvor man med ro kan reflektere over værdien i spilmediet. Den dag i dag tjekker jeg stadig lige diverse hjemmesider ud for at se, hvad der rører på sig, men uden samme lyst til at købe, købe, købe. Til gengæld har jeg fået en større glæde når jeg har spillet spil som Galaxy, og ligesom dig finder jeg større fornøjelse i spil jeg allerede ejer (Ocarina of Time).
Send en kommentar
Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.