Geocaching ... du har muligvis hørt om det, men hvad er det egentlig for noget? Sagt ganske kort: Det er en skattejagt i bogstavlig forstand, som ved hjælp af nutidens GPS-teknologi gør det muligt at rejse rundt og finde bunkevis af rigtige, fysiske skatte.
Det startede med, at jeg for en måneds tid siden slå et indslag i Aftenshowet om geocaching-fænomenet. Jeg havde godt hørt om det før, men først nu gik det op for mig, at man ved hjælp af sin mobiltelefon kunne gå i gang lige med det samme uden noget hokus pokus.
Jeg havde tidligere troet, at det krævede masser af ekstraudstyr, men faktisk er det eneste, man behøver, et device som kan modtage GPS-koordinater. Det vil sige stort set alle nyere smartphones. Da jeg er den glade ejer af en HTC Hero med Android, gik der ikke længe, før jeg fik downloadet appen c:geo, hvilket førte mig hen på Geocaching.com, som er det officielle samlingssted for skattejagten.
Nu har jeg brugt ordet "skattejagt" nogle gange, men hvad er geocaching overhovedet for noget? Jo, ser du, det går ud på, man gemmer forskellige former for skatte rundt omkring i landskabet - det kan være i en skov, ved en strand eller i byen; det er faktisk ligemeget. Denne skat er typisk en lille kasse eller spand, som indeholder alle mulige slags genstande. Det kan være udenlandske mønter, tøjdyr eller noget helt tredje. Pointen er så, at man noterer GPS-koordinaterne for skattens placering ned, og disse uploades dernæst til Geocaching.com. På den måde kan andre gå ud og lede efter denne skat, og hvis de finder den, har de lov til at bytte én af genstandene. Man tager selv én ting med hjem, mens man lægger noget andet. Denne "noget-for-noget" regel sikrer, at skatten aldrig bliver tom.
Konceptet har faktisk mange år på bagen, også i Danmark, men er først for alvor blevet udbredt i takt med at iPhones og lignende telefoner er blevet hvermandseje. Selv er jeg noget overrasket over, hvor mange skatte der er gemt i det område, hvor jeg bor. Vi bor lige over for en skov, hvor der er mindst fem eller seks skatte i nærheden. Bare inden for en radius af et par kilometre er der derimod flere hundreder skatte at finde.
Der er en virkelig sjov oplevelse at gå på jagt efter skatte. Det er nemlig ikke bare at følge sin GPS, for når man når frem til punktet, skal man pludselig til at bruge sine øjne og lede. Geocacher-folk har det nemlig med at gemme skatten på meget opfindsomme steder. Derfor skal man, når man laver en ny cache, give stjerner efter, hvor svær den er at finde. 1 er det nemmeste, og 5 er det sværeste. Selv har jeg kun fundet skatte, der har 1 eller 2 i sværhedsgrad, og et par af dem brugte vi temmelig lang tid på at finde.
Det er svært helt at forstå, hvad der gør geocaching sjovt, før man selv har prøvet det. Jeg er især fascineret af den nærmest kult-agtige stemning, som fænomenet gennemsyres af. Man har sin egen terminologi (fx kalder man de uindvidede for "mugglere"), regler og normsæt for, hvordan man skal opføre sig. Det er nærmest en slags hemmelig verden, som kun ganske få kender til.
Det er sjovt at tænke på, hvor mange gange vi har været på familietur i skoven uden at vide noget som helst om disse skatte, der har ligget gemt i efterhånden nogle år. Når man så endelig finder sådan en skat, giver det en skæg fornemmelse, at man står med noget, som flere andre mennesker også har rørt ved i al hemmelighed. Ofte ligger der logbøger i cachen, hvor man kan skrive en lille hilsen og fortælle, hvad man har lagt i skatten. På den måde kan man også se, hvornår de første skattejægere var ude.
Det er virkelig utroligt, hvor mange skatte der findes rundt omkring i Danmark. Prøv blot at søge i dit eget lokalområde, og du vil blive forbløffet over, at du ikke har hørt om fænomenet noget før.
Efter at have fundet en del skatte sammen med min lillebror, besluttede vi os for at lave vores egen og gemme den et sted i skoven. Den er allerede blevet fundet af et par stykker, da folk kan skrive sig om til en sms-service, som informerer om nye caches i éns lokalområde. Hvis I en dag kommer forbi Risskov-området, kan I lede efter den her: Animal Friend Cache.
T4TC! ("Thanks For The Cache")
mandag den 15. november 2010
Geocaching - min nye hobby
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
6 kommentar(er):
Lyder som en sjov hobby. Man får da lidt frisk luft :)
Har sjovt nok aldrig hørt om fænomenet før, bortset fra det, Arne Munck har fortalt om det på NG o.lign.
Jep, det gør man :P
Har godt lagt mærke til, at Arne har talt en smule om det, men fik mig aldrig taget sammen til at undersøge det, før jeg så indslaget i fjernsynet.
Lyder faktisk ret nice. Kan godt sætte mig ind i følelsen af at have fundet noget, som andre har gemt - og så så tæt på en selv.
Har også lagt mærke til at Arne Munch har nævnt det - jeg solgte bl.a. nogle pokémon figurer til ham, som han skulle bruge til formålet - men havde ikke forstået det sjove i det. Det synes jeg du kom godt ind på i denne blog, selvom du skriver, at det er svært at forklare det sjove i det.
Hold da op. Super-unikt koncept. Har kun gode minder fra, da jeg selv rendte rundt i min forældres have og i den nærmeste park og gemte små skatte :D
Jeg bor 5 minutters gang fra en skov, og jeg har netop fået en HTC WildFire. Kunne godt finde på at gemme en lille treasure.
Gustav, kan du afsløre nogle af de skatte, du har fundet indtil videre?
Tak for jeres kommentarer :)
Jan: Der findes en del Android-applikationer til formålet. Geocaching.com har også en officiel købe-app, men jeg har erfaret, at c:geo er en af de bedre (og så er den gratis).
I de skatte, som jeg har fundet, har der mest været småting som mønter, postkort, smålegetøj og lignende. Fx er der en "International Cache", som går ud på, at man skal lægge noget, der ikke har med Danmark at gøre, men kun andre lande. Det er ret sjovt at se, hvad folk finder på.
På under en uge har syv personer været forbi min skat. Folk får åbenbart besked via sms, når der dukker nye op i deres lokalområde.
Hvis jeg havde en GPS-gadget, så var jeg nok også røget med på dillen - må huske det når jeg engang får en ny mobiltelefon :)
Send en kommentar
Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.