I sidste uge udkom et indie-spil til Xbox Live Arcade, som mange har gået længe og ventet på: Super Meat Boy. Baseret på et Flash-spil af samme navn (dog minus "Super"-delen) er dette en unik platformtitel, som tager tingene tilbage til de gode, gamle dage, hvor glæden ved at gennemføre et spil føltes langt større.
Det fede ved Super Meat Boy er dets minimalistiske spildesign. Her er ingen unødig hjælp, ingen checkpoints eller liv. Nej, her er man bare Meat Boy (eller en af de utallige andre cameo-figurer fra diverse indie-spil), som kun kan to ting: løbe og hoppe. I bedste Super Mario Bros.-stil skal man igennem utallige af baner for at redde Bandage Girl, Meat Boys store kærlighed.
Alt det ligegyldige fyld er skåret væk, og kun det essentielle er tilbage, nemlig gameplayet. Det er svært at forstå, hvor godt Super Meat Boy føles, før man selv sidder med det imellem hænderne, men tro mig når jeg siger, at dette er en af de bedste platformere, jeg nogensinde har prøvet. Styringen er virkelig, virkelig god. Man føler, at man har fuldstændig kontrol over Meat Boy. Især kontrollen i luften er god og er hverken for "floaty" eller "stram". Tænk Mega Man og gang de så med 10. Wall-jumping har aldrig været sjovere i et videospil!
Super Meat Boy er virkelig et glædeligt gensyn med de gamle platformspil, idet sværhedsgraden er usædvanlig høj set i forhold til nutidens standard af videospil. Hvis du har prøvet det fremragende N+, har du en nogenlunde idé om, hvor svært Super Meat Boy er. Det fede ved det hele er, at det (stort set) aldrig føles urimelig svært, men at man bare er nødt til at øve sig og blive bedre til at styre den lille kødklump. Spillet indeholder over 300 forskellige baner, men på trods af kvantiteten er der på ingen måde sparet på kvaliteten. Leveldesignet grænser til det geniale, hvor man med meget simple midler virkelig formår at udnytte gameplayets fulde potentiale.
Alting føles og ser godt ud i Super Meat Boy. Det er dejlig forfriskende, at nogen tør bryde med konventionen om, at alting skal gøres mere brugervenligt og simpelt. Man kan argumentere for, at Super Meat Boy blot er et simpelt spil, men set fra en anden vinkel er det også utrolig dybt. Udover standard-banerne er der såkaldte "Dark"-udgaver, hvor små ting omrokeres for at gøre banen lige dén tand mere tough. For slet ikke at tale om "Warp Zone"-banerne, der med forskellige retro-temaer gør et svært spil endnu sværere: Her skal man nemlig klare tre level i rap, hvor man kun har tre liv tilgængelig. Dør man, så er det ellers blot om at genstarte. Stilen her er gennemført i nostalgiske retro-temaer, og indimellem hænder det, at det hele glitcher, og man befinder sig pludselig i en Blue Screen of Death-verden.
Jeg kan på alle måder anbefale Super Meat Boy (som i øvrigt også udkommer til WiiWare og PC i fremtiden) for alle, der a) elsker platform-spil, b) godt kan lide at blive udfordret, c) er vild med undergrundsstemningen inden for indie-scenen. Alting er gennemført ned til mindste detalje, og man vil længe gå og have de catchy 16-bit melodier i baghovedet, efter at man har slukket for spillet. I øvrigt koster spillet kun 800 Microsoft Points lige nu; en slags rabat-gave givet på forskud til spillets fans, idet prisen vil blive sat op til 1200 om et par måneder.
Er du endnu ikke overbevist? Så se nedenstående video, som parodierer de gamle NES-reklamer fra back in the days:
On another note kan jeg i øvrigt anbefale Steve Swinks spændende bog Game Feel: A Game Designer's Guide to Virtual Sensation, som netop handler om, hvordan man får et spil til at føles godt. Altså kort sagt hvordan styringen sidder lige i skabet, som det er tilfældet med Super Meat Boy.
3 kommentar(er):
Jeg har ikke prøvet spillet, men det ser ganske fint ud. Jeg giver dog ikke så meget for "indie-stemningen" - man skal nok være spiludvikler og inde i indie-miljøet, før det tilføjer noget ekstra til oplevelsen.
Har du prøvet Minecraft? Jeg synes, det er noget, af det mest interessante, jeg har set i mange år.
Det med indie-stemningen kan måske sammenlignes lidt med Super Smash Bros. og dets mange figurer/baner fra forskellige spil. Enten kender man dem, og synes det er fedt, eller også gør man ikke. Man kan dog altid derfra tage den videre og begynde at lære figurerne at kende ved simpelthen at spille deres respektive spil. Det er i al fald måden, jeg har lært mange Nintendo-figurer på: Ved at blive introduceret for dem i Smash Bros. og så senere spille eksempelvis Metroid (Samus) eller Mother (Ness).
Har endnu ikke prøvet Minecraft, selvom alle i øjeblikket snakket om det. Har ikke haft tid, da jeg føler, at spillet er af den slags, som man skal bruge meget tid til at fordybe sig i.
Minecraft er i øvrigt udviklet i løbet af et game jam. Sådan et er jeg netop hjemvendt fra (Indie9000 i Aalborg), hvor vi lavede et ganske sjovt co-op platformspil i Unity. Regner med at skrive mere herom i fremtiden-.
Jeg har kun prøvet Minecraft lidt indtil videre, men jeg synes, det virker awesome. På mange måder minder det mig om det originale Zelda-spil. De har i hvert fald de ting til fælles, at man kan udforske en kæmpe verden helt som man. Og så er fjenderne ganske farlige. Man frygter dem virkeligt, når det begynder at blive mørkt. Frygt er i øvrigt en følelse, man slet ikke oplever nok i videospil mere - nok fordi alting er så scriptet af designeren.
Jeg tror i øvrigt, at de randomiserede verdner med fjender, der er popper op vilkårlige steder, har et stort potentiale. Jeg er godt træt af at spille et spil, hvor designeren har tilrettelagt alting. Det gør spillet forudsigeligt og kedeligt og medfører en lav genspilsningsværdi. En randomiseret verden giver et helt andet gameplay, fordi du ikke aner, hvad der kommer til at ske. Man bliver som spiller rent faktisk overrasket - endnu en følelse, der også alt for sjældent opleves, når man spiller et spil nu om dage.
Send en kommentar
Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.