Gears of War-klon på vej til PS3 - hvor går grænsen?

Da Quantum Theory blev annonceret tidligere på året, var alles første indtryk: Det her er en Gears of War-kopi. Udviklet af japanske Team Tachyon lod dette spil til at være, hvad mange PlayStation 3-ejere længe har gået og sukket efter, nemlig et cover-baserede actionspil i stil med Epics populære Xbox-serie.

Nu er der så kommet en demo af spillet, og jeg må indrømme, at jeg faktisk var en smule interesseret, idet jeg havde læst et spændende preview om spillet i EDGE Magazine. Her blev der snakket om, at omgivelserne dynamisk og organisk ville ændre sig, og at man befandt sig i et stort klokketårn, som ofte drejede rundt og brat forandrede banernes design.

Efter at have prøvet demoen faldt alle forventningerne til jorden. Dette ER bare en hjernedød cover-shooter, hvor ordet "klon" ligger meget nærliggende i munden. Der er tale om en virkelig buff og stereotyp hovedperson, som har fået tilføjet et strejf af dæmon i sit udtryk, men alligevel ikke kan undgå at minde om Marcus Fenix. Denne mand, Syd, er virkelig indbegrebet af "bold space marine" med overdimensionerede proportioner og latterlige punchlines, som slynges ud til højre og venstre.

Ned til den enkelte game mechanic fungerer Quantum Theory nøjagtig på samme måde som Gears of War - bare ikke nær så flydende og poleret. Styringen er identisk, og interfacet minder i mistænksom høj grad om hinanden. Selv Marcus' famøse "roadie run" er blevet hugget, om end Syds animationer langt fra er lige så overbevisende (klik på billedet til højre for at se eksempel).

Sammen med et uinspirerende banedesign og nogle af de mest kedelige fjender, jeg længe har set, står Quantum Theory som et ligegyldigt produkt, der ikke tilføjer noget som helst nyt til genren. Nå jo, så er der hende pigen Fillena, man støder på. Tilsyneladende er hun lige så skydegal og stereotyp som manden, og der går ikke mange sekunder, før hun reduceres til en "når-jeg-trykker-på-denne-knap-bliver-du-til-et-levende-missil" feature meget á la Elika i Prince of Persia. Ikke at jeg skal lege feminist eller noget som helst, men hvis jeg var kvinde, ville jeg se dette som en stor fornærmelse mod mit eget køn. Eksempelvis råber Syd ofte replikken:"Do I have to babysit you now!?", når hun bliver slået i gulvet af en gruppe fjender og har brug for hjælp.

Nu er det selvfølgelig kun en demo, jeg har prøvet af Quantum Theory, men spillet står meget snart til udgivelse herhjemme, og jeg tvivler ærligt talt på, at de grundlæggende ting kan nå at blive ændret. Uanset hvad fandt jeg spillet ekstremt middelmådigt og endda temmelig dårligt. Tag bare bosskampen i slutningen af demoen, som nærmest er uspillelig, fordi banedesignet er så dårligt, at man ikke har noget sted at gemme sig. Der er et par covers tilgængelig, men disse bliver hurtigt ødelagt, og så er man ellers overladt til at hoppe tilfældigt rundt i håb om ikke at blive majet ned af bossens laserkanon. Kombineret med et dårligt boss pattern og mangel på feedback føltes bossen som ligegyldig og irriterende.

Efter mange forsøg formåede jeg at klare monsteret og mødtes nu med en stereotypisk reklametrailer, som bare viser mere af det samme. Slutteligt kommer teksten "GOTTA KILL IT!" frem ud af ingenting. Ja, okay, så ved man da, hvilken målgruppe der sigtes efter ...

Hvor vil jeg så hen med alt dette? Selvfølgelig låner og inspireres man af andre spil hele tiden. Det er der sådan set ikke noget galt i, hvis blot man formår at vinkle det på sin egen unikke måde. Men direkte at kopiere et andet produkt på det grundlag, at sådant ikke eksisterer på en given spilplatform (Quantum Theory udkommer både til Xbox 360 og PlayStation 3, men det er tydeligt, at sidstnævnte er den vigtigste udgave) er decideret dovent og tåbeligt. Jeg er godt klar over, at spiludvikling handler om at tjene penge, og spillet skal såmænd også sælge, men på et eller andet punkt må man trække en grænse for, hvor langt man er villig til at gå i kopimaskinens navn.

Det var ikke Gears of War, som opfandt cover-mekanikken, men Epic var de første, som forfinede den og fik den til at fungere ordentligt. Siden da har dette være de facto-standarden inden for stort set alle third person shooters. Markedet er efterhånden ved at være mættet af alle disse semi-kloner, som gameplay-mæssigt er stort set det samme som Gears of War, men igennem tema/historie/våbenudvalg/banedesign eller lignende forsøger at variere oplevelsen.

Skal jeg uddrage en konklusion af alt det her må det være, at det ikke er nok i sig selv bare at have et cover-baseret skydespil. Et spil kan ikke stå alene med denne game mechanic; der skal ligesom noget mere til.

Et eksempel herpå er Platinum Games' Vanquish, som jeg for nogle uger siden prøvede en demo af. Her er på flere måder tale om en japansk vinkling af Gears of War. Trods dette bidrager spillet også med noget nyt i form af en sci-fi dragt, der i bedste Iron Man-stil lader spillets hovedperson suse rundt i vanvittig høj fart. På sin vis føles det som en hybrid af de japanske shmup-klassikere og så det vestlige tag på third person shooter-genren.

Jeg følte mig ganske fint underholdt og glæder mig til, at det færdige spil kommer på gaden. Sagen er nemlig den, at Vanquish kan spilles på to måder. Man kan spille det som et traditionelt cover-spil, hvor man langsomt bevæger sig frem fra dækning til dækning og skyder fjenderne én ad gangen. Her føles det akkurat som Gears of War, hvilket nogle vil elske og andre hade. Men hvor Vanquish adskiller sig er i dets slow motion- og boost-evner, hvor man med høj fart nærmest skøjter hen ad banen og gør brug af vilde melee-angreb. I modsætning til "brug-pigen-som-et-nærkampsvåben"-funktionen i Quantum Theory, føles dragtens evner på ingen måde overfladiske og ligegyldige -- snarere tværtimod. Gameplayet her virker meget dybt, fordi der er så mange kombinationsmuligheder. Men om spillet i længden kan holde sig friskt og ikke blive repetitivt, må tiden vise. Jeg er i hvert fald positivt stemt, især fordi det er nogle af de samme, som stod bag Bayonetta, MadWorld, Resident Evil 4 og Viewtiful Joe. Skulle jeg finde en fællesnævner på alle disse meget forskellige spil, må det være, at de tager noget velkendt fra deres respektive genre og twister det på en tilpas forfriskende måde, således at spillene kommer til at føles nye og anderledes.