Den usynlige kunst bag tegneserier

Understanding Comics: The Invisible Art er en fantastisk bog om, hvordan tegneserie-formatet hænger sammen. Faktisk er det ikke en bog i traditionel forstand, idet den er sat op som en tegneserie, hvor forfatteren/tegneren Scott McCloud selv optræder som en figur, der guider læseren igennem et hav af spændende emner. Det er en dejlig øjenåbner for et format, der ofte er blevet kritiseret for at være noget barnligt og destruktivt snask.

Der startes ud med at finde en definition på, hvad tegneserier egentlig er for noget. Her kigges på tidligere måder at definere formatet på, men McCloud ender med denne ret brede, men ganske passende, definition: Juxtaposed pictorial and other images in deliberate sequence ("juxtaposed" er et fancy skoleord, som bare betyder "side-om-side"). Med denne går han ind og argumenterer for, at tegneserie-mediets oprindelse kan spores flere tusind år tilbage, hvor symboler og huletegninger blev brugt til at viderebringe historier og beskeder imellem mennesker.

Udover at beskrive formatets historie dykker McCloud også dybere ned og ser på, hvordan tegneserier er opbygget. Som han selv siger, er det ret magisk, at vi ud fra to billeder (eller flere) kan skabe en bevægende sammenhæng; at vores hjerne automatisk forsøger at koble tingene sammen, uden at vi overhovedet tænker over det. Han diskuterer emner som closure - hvad der sker mellem panelerne - hvor dét, som ikke bliver vist, ofte er et stærkere virkemiddel end dét, der bliver vist. Emner som tid og bevægelse bliver også berørt, for der eksisterer nemlig et unikt forhold mellem tid og rum ulig i noget andet format. Ligeledes kommer han ind på relationen mellem det skrevne ord og det trykte billede, og han kigger på forskellige stilarter inden for tegning. Et kapitel, jeg især fandt spændende, var om identifikation. Her forklarer han, at det ikke altid er en fordel at tegne i fotorealistiske stilarter, men derimod at en mere simpel og ikonografisk stil ofte er at foretrække, idet læseren på den måde har nemmere ved at lægge en del af sig selv ind i figuren og relatere til denne.

Af andre interessante aspekter kan nævnes: farvetegning, motion lines, forskellige konventioner med hensyn til stilart og symboler, samt nogle spændende iagttagelser i forskellene på den vestlige og østlige verdens måder at lave tegneserier på. Alt sammen ledsages med gode og talrige eksempler fra eksisterende tegneserier.

The Invisible Art har været en udsøgt fornøjelse at læse. Den rummer utrolig mange spændende elementer, som alle bliver fortalt på overbevisende facon igennem meget flotte tegninger. Man kan føle, at McCloud virkelig brænder for tegneserie-formatet, hvilket især ses i et af de sidste kapitler, hvor han nærmere sig et mere abstrakt meta-niveau og spørger sig selv, hvad kunst er for en størrelse, og hvorvidt tegneserier er en del af dette. Han spørger sig selv (og dermed læseren): "Hvorfor gør jeg det her?" Han hæver sig op og kigger på, hvordan en kreativ skabelsesproces forløber og kommer frem til seks universelle trin, som alle kunstnere skal igennem. Dette perspektiv var ekstremt lærerigt og kan sagtens finde anvendelse i andre medier, fx inden for spiludvikling, som jeg jo interesserer mig meget for.

Understanding Comics: The Invisible Art er en utrolig relevant bog, uanset graden af éns interesse inden for tegneserier, og selvom den har næsten 20 år på bagen, er den stadig propfyldt med spændende iagttagelser, som kan bruges den dag i dag. Mens jeg læste den, kunne jeg ikke lade være med at tænke på Raph Kosters A Theory of Fun for Game Design. Selvom de behandler vidt forskellige former for underholdning, formår de begge at hæve sig op til et niveau, der ikke blot beskriver det enkelte medium, men går ind og sætte ord på noget mere generelt omkring, hvordan vi mennesker lever og opfører os. Begge forfattere er ekstremt dygtige til at viderebringe deres budskab igennem en legende og meget tiltrækkende stil, hvor ord og billeder fint akkompagnerer hinanden, og hvor man virkelig kan mærke, at folkene bag ved, hvad de taler om. The Invisible Art gav mig helst lyst til at begynde at læse tegneserier igen, selvom det efterhånden er flere år siden, at jeg var en ivrig manga-læser, og mit Anders And & Co.-abonnement er for længst blevet opsagt.

En varm anbefaling af begge bøger skal lyde herfra.