No More Gaming - MISSION ACCOMPLISHED!

I maj satte jeg mig selv målet ikke at spille et eneste spil. Nu er de 30 dage gået, og projektet var en succes.
Sidste tirsdag begyndte jeg altså at spille igen, hvilket har været en af grundene til, at jeg ikke har haft tid/overskud til at skrive om det på bloggen før nu.

Det lykkedes mig at være fuldstændig spilfri i en hel måned i træk. Måske ikke ligefrem nogen stor bedrift, men for mig var det fedt at sætte et personligt mål og forsøge at overholde det. Hver dag satte jeg en streg på et stykke papir for at tælle dagene, og efter de 30 dage begyndte jeg så at spille igen - ved at starte med Alan Wake aftenen efter min sidste skriftlige eksamen.

Det har faktisk ikke været særlig svært at afholde sig fra spilleriet. Jeg har stadig haft meget med spilverdenen at gøre i form af blogindlæg, nyheder, podcasts osv. Jeg forsøgte ganske vist at trappe lidt ned dér, men jeg opdagede hurtigt, at når jeg ikke brugte min tid på at spille, forsvandt mange timer foran skærmen på anden vis gennem (som regel) ligegyldig netsurferi.

Derfor besluttede jeg mig for at installere programmet "ManicTime Tracker", som overvåger éns færd på computeren. På den måde kunne jeg helt konkret gå ind og se, hvor meget tid jeg har spildt på de enkelte programmer på min computer, hvilket i sidste ende hjalp mig til at blive bedre til at administrere tiden.

På sin vis har det været dejlig befriende at tage en pause fra ræset om altid at spille de nyeste spil. For en gangs skyld kunne jeg sætte mig ned og dedikere min tid til få ting ad gangen - som som C++ programmering og eksamenslæsning. Jeg må dog indrømme, at jeg godt kunne have prioriteret min tid endnu bedre, men ikke desto mindre har No More Gaming-projektet været et fint skridt på vejen.

Generelt føler jeg, at jeg har haft mere tid til overs i de 30 dage, end jeg ellers plejer, hvilket samtidig har bidraget til en mindre stresset hverdag. Jeg har brugt mere tid til at tænke over nogle ting; især hvorfor jeg egentlig bruger så meget tid af mit liv på i det hele taget at spille videospil. For mig handler det om oplevelser, som man ikke får andre steder. Det gælder især oplevelser sammen med venner, hvilket har fået mig til at tænke over, at jeg i høj grad værdsætter en spiloplevelse mere, når jeg deler den samme med andre. Co-op og multiplayer er vigtige elementer for mig, men bare sådan noget som at sidde sammen med sin lillebror foran skærmen for at gennemføre The Legend of Zelda: The Wind Waker sammen er en oplevelse, jeg sent vil glemme. I øjeblikket spiller jeg en masse Left 4 Dead 2, hvor man kan sige, at hvis det spil ikke indeholdte online-multiplayer, havde det på ingen måde været nær så underholdende.

Jeg er også begyndt at gøre mere status over mit liv, og hvad jeg vil med det i fremtiden. Min store passion er videospil, og jeg føler, at hvis jeg ikke passer på og bruger min tid fornuftigt, kan alting hurtigt bliver meget overfladisk, og timerne forsvinder hurtigt, hvis jeg ikke er i stand til at strukturere dem ordentligt.

Alt i alt har det været interessant at afholde sig fra sin helt store hobby i en måned i streg. Det har ikke været så slemt, som jeg forventede; nej, jeg tror faktisk, at det har været en ganske sund oplevelse for mig. Jeg tror sagtens, at jeg kunne gøre det igen, men det bliver ikke lige med det samme, for jeg har en kæmpe bunke af spil, som bare venter på mig.

Jeg vil slutte af med et uddrag fra en kommende bog af Tom Bissel, Extra Lives: Why Video Games Matter, hvor han beskriver sit afhængighedsforhold til stoffer og GTA: IV. Det er rigtig god læsning, hvor man virkelig begynder at reflektere over, hvorfor man gør det, man gør.