lørdag den 19. juni 2010

En intelligent bog om videospil

I løbet af de sidste par år er en ny form for kritisk måde at skrive om videospil opstået. Det foregår især i blogosfæren, hvor folk som Michael Abbott (The Brainy Gamer) og Leigh Alexander (Sexy Videogameland) er med til at skrive mere intelligent om spillene, end hvad man ellers ser i den almindelige spiljournalistik. Her handler det ikke blot om, at "spillet skal have 10/10, fordi det har god grafik og fængende gameplay", men man dykker dybere ned og analyserer elementer som tema, historie, moral og etik. Eller sagt på en anden måde: Hvad handler disse videospil om, og hvad de betyder for os som mennesker?


Her i dag læste jeg bogen Extra Lives: Why Video Games Matter, som er et af de første længere værker, der med en seriøs og uhæmmet tilgang til mediet prøver at begrunde, hvorfor spil i det hele taget betyder noget og ikke bare skal ses som ligegyldig ekskapisme og tidsspild. Bogen er skrevet af Tom Bissell, som har stået bag adskillige bøger og diverse avisartikler. Han underviser i fiktionsskrivning, hvilket man godt kan fornemme, idet han stort set kun taler om spil, der på den ene eller den anden måde har historiefortælling i fokus.

Extra Lives er en meget personlig skildring af en gamer, som tydeligvis er mere skeptisk over for de spil, han bruger sin tid på, end mange andre er. Med bogen tillader han sig selv at stoppe op og reflektere over, hvordan det kan være, at han vælger at dedikere flere hundreder timer af sit liv på at at rende rundt i fantasiuniverset i The Elder Scrolls IV: Oblivion, og hvorfor han gik glip af udnævnelsen af Amerikas første sorte præsident på grund af udgivelsen af spillet Fallout 3. Med denne bog forklarer han, hvorfor man ikke (altid) skal skamme sig over at spille videospil.

Mest af alt føles bogen som en samling halvlange blogindlæg, hvilket bestemt ikke skal forstås negativt. Tværtimod er det yderst interessant at læse om Bissells personlige oplevelser med spil som Mass Effect, Left 4 Dead, Braid, Far Cry 2 og Grand Theft Auto IV. Som det kan ses, arbejder han mest med nyere titler, og det faktum, at han så konkret går ind og taler om specifikke videospil, indbærer selvfølgelig en vis risiko, både for at bogen hurtigt vil blive forældet, men også at visse læsere simpelthen vil have svært ved at følge med, hvis ikke de kender til det pågældende spil. Heldigvis sikrer hans flydende og meget elegante skrivestil, at man som læser ikke falder fra. Bissell har nogle rigtig interessante tanker og perspektiver, som jeg personligt ikke selv havde tænkt over, da jeg sad foran min fjernsynsskærm.

Alt i alt er Extra Lives udmærket læsning om videospil, og hvorfor det er så vigtigt, at vi tager dem seriøst. Dette er ikke bogen, som definitivt går ind og siger, at spil skal anses som kunst (forfatteren gør det hurtigt klart, at denne sag er ham total ligegyldig), men er mere en subjektiv forståelse af det nye digitale og interaktive medium, som vi stadig har meget at lære om. Det er en bog, hvor Tom Bissell forsøger at sætte ord på, hvorfor videospillene kan give os så unikke og anderledes oplevelser, men det er samtidig en kritik af, hvor meget mere mediet har (eller burde have) at byde på.

0 kommentar(er):

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.