fredag den 7. maj 2010

Limbo - et smukt dansk spil til Xbox Live Arcade

Sidste år debuterede Press Play med Max and the Magic Marker til WiiWare. I år er danske Playdead klar med deres utrolig stilistiske platformspil Limbo, som står til udgivelse til sommer på XBLA. I sidste weekend prøvede jeg en demo af det fascinerende spil til Cop3nhag3n Robot (en stor festival i København med alverdens former for spil).


På trods af at udviklerne har gået meget stille med dørene, har spillet alligevel fået opbygget en mindre hype her i vores lille land. Produktionsværdien er høj, og spillet lader til at blive det næste store hit siden IO Interactives Hitman-serie. Efter at titler som Braid og World of Goo har banet vejen for downloadable indie-spil, lader det nu endelig til, at Danmark er kommet med på bølgen.

Vi kender ikke meget til baggrundshistorien i Limbo, men vi ved, at spillet handler om en navneløs dreng, hvis mål er at finde sin forsvundne søster. Spillets titel refererer til et slags mellemstadie mellem himmel og helvede. I den katolske tro er "limbo" stedet for folk, der har begået arvesynd, men som endnu ikke er blevet fordømt til helvede. Hvor vidt dette helvedesbegreb bruges i spillet er uklart, men spillets verden virker brutal og stemningsladet.

Gameplay-mæssigt er spillet utrolig simpelt: Du styrer drengen rundt på platformbaner, hvor den ene knap bruges til at hoppe med, og den anden bruges til at trække i forskellige ting så som træstammer, bjørnefælder og minevogne. Spillet huser et utal af kreative og varierende puzzles, som ikke altid er lige til at finde løsningerne på. I den korte demo, som jeg prøvede, var der især et sted, hvor man skulle trække i nogle reb på tid, at jeg sad fast i flere minutter. Efterfølgende, da jeg omsider fandt ud af og udførte den korrekte løsning, var tilfredsheden og aha-oplevelsen stor.

Det unikke ved spillet er imidlertid dets visuelle stil, som man bemærker med det samme. Spillets farver er nemlig udelukkende holdt i sort og hvid, hvilket sætter en meget kontrastfyldt stemning. Spillets lyd gør også overraskende meget for oplevelsen, hvor den i bedste Shadow of the Colossus-stil får dig til at føle dig komplet alene i verden. Faktisk gøres der, i hvert fald i demoen, stort set kun brug af ambiente lydeffekter  som drengens fodtrin, grene der knækker og regn som pisker ned, hvor musik helt er udeladt for at skabe en dyster og anderledes stemning.

Limbo er et af den slags spil, som på papiret virker simpelt og lettere ligegyldigt, men når man oplever det på egen hånd, står det én klart, at der her er tale om noget ganske specielt. Stemningen er i top, og universet virker fængende og magisk. Det er svært ikke at sammenligne det med Braid, som på mange måder gør brug af de samme ting: forholdsvise simple mechanics, en god og intuitiv styring, et magisk univers og en historie, som gradvist åbner sig op, jo længere man kommer ind spillet. Dets stil virker på mange måder poetisk og fik mig op til flere gange til at tænke på historien om Alice i Eventyrland.

Playdead har scoret sig en aftale med Microsoft om at udgive spillet i løbet af deres "Summer of Arcade"-kampagne, som løber af stablen om et par måneder. Tidligere har stortitler som Castle Crashers, Braid, 'Splosion Man, The Secret of Monkey Island: Special Edition og Shadow Complex nydt stor glæde af denne promovering, så mon ikke Limbo kommer til at klare sig godt? Det håber jeg i hvert fald.

Desværre er spillets koncept en smule svært at forklare. Det er meget bedre at se det i aktion, hvilket får mig til at ærgre mig lidt over, at der kun findes ganske få trailers på nettet, hvoraf den nyeste er flere år gammel (UPDATE: den 7. maj udsendte Playdead en ny gameplay-teaser; denne linker jeg nu til i stedet for den gamle fra 2007). Ikke desto mindre fik jeg fortalt, at man regner med at smide en demo op (den selvsamme som jeg prøvede), hvilket jeg på det kraftigste vil anbefale folk til at tjekke ud. Desuden var der tale om, at man senere godt kunne tænke sig at udgive spillet til PlayStation Network, men at de i første omgang gerne vil fokusere på at få det ud til et enkelt format. Spillets sidste kode er allerede blevet skrevet, og nu ligger kun det kedelige papirarbejde tilbage.

Spillet er omtrent fem-seks timer langt, og allerede i demoen kunne jeg fornemme, at nogle af puzzlesene bliver temmelig svære. Ligeledes er spillet ikke just børnevenligt, da der findes op til flere ganske makabre måder, hvorpå den lille dreng kan blive slået ihjel. Det er svært at vurdere, hvor dybt spillet egentlig er, men én ting er sikkert: Limbo er en anderledes og unik oplevelse, som man ikke skal snyde sig selv for. Og så er det ovenikøbet dansk!

Jeg ønsker det 16 mand store udviklerhold alt held og lykke, for i mine øjne har Limbo potentiale til at blive noget rigtig stort.

0 kommentar(er):

Send en kommentar

Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.