Tag en dosis Mirror's Edge, bland det med N+'s minimalistiske stil og tilsæt Sonics hurtige tempo, og du har Flash-spillet Canabalt.
Forleden læste jeg en artikel i Edge #214 om den stigende indie-tendens inden for spilverdenen, og hvordan det i langt højere grad er blevet et spørgsmål om markedsføring end blot rå spiludvikling. Sagen er den, at markedet er ved at være overfyldt med små (ofte gratis) indie-spil, hvad enten vi taler om Xbox Live Arcade eller Flash-portalerne på nettet. Det handler om at skille sig ud fra mængden, hvorfor kreative metoder skal tages i brug for at få ordet ud om sit spil.
I artiklen nævnes et Flash-spil med titlen Canabalt (som jeg endnu ikke er helt sikker på hvad betyder), som i allersimpleste forstand går ud på at hoppe fra hustag til hustag. Det er et såkaldt "one-button game", som gennem mund-til-mund metoden via bl.a. Twitter og Facebook er blevet overordenlig populært med 100.000+ downloads på App Store.
Nysgerrigt gik jeg ind for at prøve spillet, som viste sig at være utrolig simpelt, men alligevel underholdende nok i de få minutter (eller sekunder), et enkelt spil varer.
Selvom jeg tidligere har skrevet om, hvor klichéfyldt hoppe- og løbe-mekanikker er i videospil, er Canabalt et godt eksempel på, at selvom et spil ikke er fantastisk nyskabende, kan det stadig være sjovt. Tempoet stiger gradvist, og det handler om perfektionistisk timing. Takket være et (tror jeg) simpelt randomize-system, der sætter vilkårlige platform-elementer sammen, er hvert spil anderledes i forhold til det tidligere, og det er svært ikke lige at skulle prøve igen for at slå sin egen highscore.
En sjov feature er, at man ved at trykke på en knap kan tweete sin highscore ud til folk med et link til spillet. Det er smart fundet på, for på den måde bliver budskabet om spillet endnu mere udbredt.
Prøv Canabalt her.
1 kommentar(er):
Nice! Kan virkelig godt lide stemningen og især musikken :)
Send en kommentar
Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.