Left 4 Dead 2 - strategisk samarbejde på højt plan

I sidste uge købte jeg Left 4 Dead 2 gennem Steam til den nette sum á 185 kr., da de holdte mid week-tilbud med 50% rabat. Jeg har allerede spenderet 45+ timer i spillet og må konstatere, at det simpelthen er noget af det mest underholdende, jeg længe har prøvet. Zombier har aldrig været sjovere at nakke ...

For udenforstående kan Left 4 Dead-konceptet forekomme ret overfladisk og virke som en hjernedød actionshooter med massevis af zombier. Dette er på ingen måde tilfældet, for faktisk er spillene overraskende dybe og strategiske, når man først kommer under huden og lærer dem at kende. Game designet er mildest talt brillant - forholdsvis simpelt, men alligevel åbner det op for en lang række af gameplay-muligheder.

Først og fremmest er enhver gennemspilning Left 4 Dead 1 og 2 unik og varieret. Det skyldes dels den meget omtalte AI Director, som sørger for, at antallet af zombier, special infected, våben, ammunition og medic packs altid er forskelligt og tilpasset til det sværhedsgradsniveau, man spiller på, og dels at man spiller sammen med tre andre gutter over internettet, hvilket som bekendt altid sikrer en anderledes oplevelse, end hvis man blot spiller med computerstyrede bots. Det betyder, at spillet tåler utrolig mange gennemspilninger, da en bane aldrig opleves på samme måde to gange. Samtidig gør det, at hvis man gang på gang taber et level på grund af den høje sværhedsgrad, er man alligevel villig til at blive ved – det føles ganske enkelt ikke trivielt og ensformigt at spille Left 4 Dead flere gange i træk, og man har hele tiden lyst til at fortsætte for at bevise, at man kan banke computeren. Den gamle talemåde "to beat the game" lever i bedste velgående her, og en stædig perfektionist som jeg har svært ved at lægge spillet fra mig. Holdbarheden synes derfor uendelig, især fordi der er så mange forskellige baner og modes, som bliver ved med at fastholde spilleren.

Spillets Campaign-mode er rigtig god og sjov at gennemføre med en gruppe venner, men der hvor Left 4 Dead, og især Left 4 Dead 2 (som tilføjer nye baner, modes, zombier og våben), brillerer, er i dets Versus-del. Præmisset er nøjagtig det samme som i Campaign, blot med den lille forskel, at de computerstyrede zombier er blevet skiftet ud med et hold bestående af fire rigtige mennesker, som har kontrol over de såkaldte special infected. På den måde spiller man fire mod fire (fire overlevende vs. fire inficerede), hvor man på skift går igennem spillets mange kapitler. De overlevendes mål er naturligvis at nå frem til næste checkpoint, og omvendt skal zombierne forsøge at stoppe dem med alle tænkelige midler.

Stay together and work as a team!
Som overlevende menneske handler det altid om at gå sammen, for man har ganske enkelt ikke en chance alene. Dette fremprovokerer et særlig teamwork-element, som jeg sjældent har set så veludført i et computerspil. Army of Two spillede meget på, at man skal hjælpe hinanden, men Left 4 Dead ganger Valve mandtallet med to og lægger endnu mere vægt på, at man handler for holdet og ikke blot for sig selv. Forudsat at man spiller sammen med gode folk, der er med på at spille seriøst og komme så langt som muligt, er det virkelig en fed oplevelse at se, at alle hjælper hinanden hele vejen igennem. Her nytter det ikke at opføre sig egoistisk og bruge alle medicinpakker selv, nej, man skal bruge dem på de spillere, der har mest brug for dem. Sammen står vi stærkt, men alene er vi intet, som man siger. I de fleste andre skydespil kan man normalt kun se sin egen health bar, men Valve har ganske smart valgt, at man altid kan se sine medspilleres livsbar, således at man konstant er klar over, hvordan det står til med éns medspillere. Det nytter nemlig ikke noget at lade nogle blive tilbage, for spillets gameplay kræver simpelthen, at man altid er mere end én, således at andre kan hjælpe til, hvis en spiller pludselig bliver fanget og taget af en zombie.

At spille som menneskerne er uden tvivl sjovt, men hvor Left 4 Dead tydeligst skinner igennem er på zombie-siden. Her handler det nemlig i endnu højere grad om at samarbejde og spille strategisk. Der er syv forskellige typer special infected (Boomer, Smoker, Hunter, Jockey, Spitter, Charger og Tank), og for at vinde skal man arbejde sammen. Man skal planlægge, hvordan holdet skal slå til, for alene kan ingen zombie rigtig gøre noget, da menneskerne hurtigt er til for at hjælpe deres kammerat i nød. Derfor er man tvunget til at drage nytte af hver figurs unikke egenskaber. De har hver deres roller at spille, og da der kan gå op til 30 sekunder, fra at man er død til at man kan respawne igen, skal man nøje overveje sine handlinger. Det hjælper intet at rushe derud lige med det samme, hvilket jeg har måtte erfare på den hårde måde. Det handler i høj grad også om at kunne udnytte banedesignet til egen fordel: Skubbe folk ud over broer, føre dem ned i vandet, isolere dem i små, aflukkede rum osv. Spacing er også et vigtigt element, da man ikke kan spawne tæt på en overlevende, eller hvis denne har én inden for sin synsvinkel. Man er derfor nødt til at tænke over, hvor man vælger at positionerer sig.

Faktisk kan Left 4 Dead tilnærmelsesvis sammenlignes med brætspillet Skak: Man har en række unikke figurer med hver deres styrker og svagheder, og for at vinde er man nødt til at kunne forudse sin modstanders næste træk. Det nytter ikke noget bare at storme derudaf i blinde, men omvendt kan man heller ikke sidde tilbage og trille tommelfingre. Valve har med de to Left 4 Dead-spil fuldstændig gjort op med det klassiske class-system, hvor man bestemte typer som snipere til langdistance, assault til nærkamp, support til at hjælpe osv. Spillene lægger op til en helt ny måde at anskue FPS-genren på, og det er helt vildt, så dybt gameplayet egentlig kan blive, når man sætter sig ned og lærer de enkelte figurer at kende.

Der er for eksempel Boomeren, hvis formål er at hoppe ind i mængden af de overlevende for at kaste ulækkert brækslim ud på dem for derefter at lide en grufuld død som den klat blævrende fedt, han er. Dette vil få de almindelige zombier til at gå fuldstændig grassat på de, der har været så uheldige at blive "boomet". Det efterfølgende kaos er en oplagt mulighed for at benytte en Jockey, Hunter eller Smoker til at trække enkeltindivider væk fra flokken. Når en af disse først har fået fat i et menneske, er de praktisk talt hjælpeløse, indtil nogen af de andre kommer og dræber den pågældende zombie. Men hvis man er smart, hopper man på hver sit menneske, således at de alle bliver paralyseret samtidig. Og er en af de overlevende nede, er det bare om at bruge Spitter til at spytte den syrlige grønne væske ned på vedkommende, hvilket forhindrer de andre i at komme og hjælpe personen op. En Charger kan også være rigtig nyttig, da han som en amerikansk fodboldspiller kan tonse ind i en eller flere af de overlevende og løbe rigtig langt væk med dem, så de bliver løsrevet fra gruppen. Og endelige er der den frygtindgydende Tank, som, hvis man arbejder rigtig godt sammen, kan slå et helt hold overlevende i gulvet og dermed vinde kampen prompte.

Et balanceret computerspil med utrolig dybde
Noget af det allerbedste ved spillene er, at de føles så balanceret, at man aldrig giver spillet skylden for éns nederlag. Hvis man taber, er det ganske enkelt fordi man står over for et stærkt hold. I begyndelsen kan zombie-siden virke ret svær at gå til, men hvis man formår at koordinere sine angreb, kan de effektivt paralysere et helt hold af overlevende. Det hjælper ligeledes i spillets balancering, at man i hver runde får lov til både at spille som infected og survivors - på den måde har intet hold en decideret banefordel. Banerne er også tilpas veldesignet, så der ikke opstår steder, hvor et hold af mennesker bare kan sætte sig i et hjørne og nærmest være uovervindelige. Zombierne har altid kroge, hjørner og hustage at angribe fra, så man kan aldrig rigtig vide sig sikker noget sted.

Left 4 Dead er i mine øjne det allerbedste eksempel på et kompetitivt spil, som kan stå på fuld højde med mere traditionelle spil som fodbold eller rugby. Det handler virkelig om at samarbejde og have en god taktik, hvilket medfører, at et hold, som kommunikerer verbalt sammen over eksempelvis Skype, fuldstændig smadrer et hold, som er sammensat af tilfældige mennesker, der ikke kan finde ud af at tale sammen. Og det handler ikke kun om at skyde modstanderne ned; man skal nemlig være meget omhyggelig med, hvor og hvornår man skyder, da spillet gør heftig brug af friendly fire, hvilket betyder, at det ofte kan være bedst at vente et par sekunder med at skyde, så man ikke risikerer at ramme en af sine holdkammerater.

Noget nyt i Left 4 Dead 2, i forhold til originalen, er "Scavenger Mode", som handler om, at et hold skal finde 16 benzindunke, der er placeret rundt omkring på banen. Disse skal fyldes i en motor, som hver gang kvitterer med ekstra spilletid. Modstanderens opgave er at forhindre, at menneskerne får fyldt alt benzinen i motoren, for de skal nemlig i næste runde forsøge at slå dem ved at finde flere benzindunke end det andet hold. Her er det strategiske element igen til stede: Vælger man at splitte sig op i små grupper, der løber hver sin vej for at finde flest mulige dunke, eller går alle fire sammen, så man er mere sikker, men ikke kan nå at finde nær så mange dunke? Eller sender man to mænd ud i marken, mens de to resterende bliver tilbage og holder stand ved motoren? Mulighederne er utallige, og den samme gode taktik virker ikke nødvendigvis to gange i træk.

Fejer alle de tunge FPS-drenge af banen
Valve har virkelig gjort sig en genistreg med henholdsvis Team Fortress 2 og Left 4 Dead-spillene, der på mange punkter minder om hinanden grundet de mange figurklasser og det strategiske element. Left 4 Dead er dog mere præget af samarbejde og taktik, samt et højere tempo i stil med fx Counter-Strike. Hvis der skulle være én ting, som udviklerne bør arbejde på i en eventuel efterfølger, kunne jeg godt tænke mig at se et mere meta-præget planlæggelseværktøj. Jeg har tidligere været i et klanmiljø, dengang Battlefield 2 var på sit højdepunkt, og her var det utrolig spændende at sidde sammen og planlægge, hvordan vi skulle gribe sagen an for at vinde over et modstående hold. Igennem et særligt computerprogram henvendt mod klankampe viste vores holdkaptajn os et kort over banen, som han samtidig kunne tegne og skrive på, så vi alle blev klar over, hvordan vores taktik hang sammen. Ligeledes tog han plads i den særlige Commander-rolle, hvor man får et oversigtskort over hele mappet og kan hjælpe med at spotte fjender, smide artilleri og hjælpekasser ned fra luften. Jeg er ikke klar over, hvordan dette skulle overføres til Left 4 Dead, men det kunne være ganske interessant med en slags trænerroller, der ligesom i en fodboldkamp skal hjælpe holdet med at fungere sammen og justere deres strategi undervejs. En slags tovholder, som står for al kommunikation og koordination under spillet.

Normalt er jeg ikke den helt store zombie-freak, men Left 4 Dead er sgu noget specielt og noget nær den perfekte FPS-oplevelse. Spillene fejer letsindigt både Modern Warfare og Battlefield af banen, for uanset disse spils høje produktionsværdi og brug er superlativer, føles de stadig på samme måde, som de gjorde for et lille årti tilabe. I sidste ende handler bare om rene frags og se sin rang udvikle sig på et abstrakt scoreboard.

Valves tag på genren er ganske enkelt helt enestående og forfriskende anderledes og giver en helt anden, og efter min mening meget bedre, oplevelse end de konservative spiltitler gør. Left 4 Dead er et af de mest underholdende spil, jeg har prøvet længe, og takket være den fremragende Steam-platform, er jeg begyndt at spille computer igen. Jeg har ellers næsten udelukkende beskæftiget mig med konsollerne de sidste mange år, men Left 4 Dead fungerer uden tvivl bedst på pc grundet dets høje tempo. Spillets gameplay er suverænt, og ved ikke at påklistre en tung historie på de fire hovedpersoner, får man en effekt af, at man selv er med til at skabe historien igennem sine spil-sessions. Det er nemlig mindst lige så sjovt at snakke med sine venner om en forestående kamp, og hvordan man greb hele sagen an over for et utrolig stærkt hold.

Og når alt kommer til alt er der intet som at sidde og råbe: "Tanken kommer, tanken kommer! Tank, taaaaaaaaaaaaaaaaaank!!!!" i hovedet på sine medspillere.