Social networking på Facebook og catch-22 problematikken i spilindustrien

Min store drøm er at blive spiludvikler. Her er social networking muligvis en vej ind i industrien via Facebook, Linkedin, Twitter etc. Sagen er den, at for at blive en del af branchen, er man nødt til at kende nogen, som kender nogen.

Det er altid godt at have de rette forbindelser, uanset hvilken branche man befinder sig i, og i dag er det lettere (men også vigtigere) end nogensinde før takket være internetfænomenet "social networking". Især i spilindustrien er det vigtigt at kende folk, som trækker i trådene. Hele branchen er nemlig pakket ind i en catch-22 problematik, hvor man kun bliver hyret, hvis man allerede har praktisk erfaring. Men hvordan får man erfaring i første omgang, hvis ingen gider at have en grønskolling? Man kan jo ikke få praktisk erfaring hos et spilstudie, hvis det er påkrævet, at man allerede har erfaring, før man kan blive ansat. Det er en ond cirkel ...

Man er altså nødt til at arbejde selv på små hobbyprojekter og lignende. Man skal kort fortalt kunne vise konkrete prototyper og færdige spilprojekter frem - se i øvrigt Game design - the portfolio of Gustav Dahl eller min nyligt oprettede CV-sektion her på bloggen.

Jeg har dog langt fra alt den tid, som jeg gerne vil, til seriøst at fordybe mig i sådanne projekter. Jeg har været lidt i gang med Unreal Level Editor, men har svært ved at finde den fornødne tid på grund af skolen. Ellers er der selvfølgelig de mange game jams, som er rigtig gode til at give én praktisk erfaring med at udvikle computerspil. For nogle uger siden blev Nordic Game Jam 2010, verdens største game jam, afholdt på ITU med stor succes. Uheldigvis ramte weekenden den dato, hvor jeg skulle danse lanciers til 3g gallafest, selvom jeg utrolig gerne ville have været med for bl.a. at møde Peter Molyneux og Project Natal.

Tag initiativ, socialisér - lær folk at kende

Noget, der inden for det sidste stykke tid virkelig er gået op for mig, er, at det er ekstremt vigtigt at kende de rigtige folk. Og disse relationer kommer ikke bare af sig selv - man bliver nødt til aktivt at gøre noget for at danne dem.

Jeg må indrømme, at jeg ikke altid har været den bedste til at søge kontak til nye folk. Jeg har dog erfaret, at det faktisk godt kan betale sig at være lidt mere udfaren, end man lige skulle tro. Man skal turde tage et initiativ, skrive en lille besked til vedkommende - og hvem ved, måske fører det noget godt med sig. Jeg har op til flere bekendtskaber, som er skabt ud fra små konversioner med folk på internetfora. Folk, som jeg aldrig havde mødt før, men som jeg lærte at kende på online og nu indimellem mødes med i den virkelige verden, hvor vi dyrker vores fælles interesser.

Socialsiden Facebook har taget hele verden med storm, og i dag er man nærmest dømt som outsider, hvis man ikke befinder sig på Fjæsbogen. Jeg må indrømme, at jeg synes, at det er en gang narcissistisk pjat med "se mig, jeg har spist en leverpostejmad"-statusopdateringer og de mange quizzer om alt mellem himmel og jord.

Ikke desto mindre har jeg opdaget, hvor nyttig Facebook kan være til at lære folk at kende fra eksempelvis spilindustrien. Det er pludselig blevet muligt for en lægmand som mig at blive "venner" med en lang række kendte navne inden for den branche, som jeg så hjertens gerne vil kunne kalde mig en del af. Derfor har jeg på det seneste sendt venneanmodninger ud til en masse folk, som jeg egentlig ikke kender personligt, men som på den ene eller anden måde kan vise sig at blive nyttige i min rejse mod at blive spiludvikler. Overraskende nok er mange villige til at acceptere mig, og allerede nu har jeg fået etableret et par forbindelser, som jeg tror, kan blive rigtig gode at have i fremtiden. Facebook har desuden et smart system, der automatisk sammenligner folks indbyrdes venner, så man på den måde kan lære endnu flere at kende, som beskæftiger sig med de samme emner.

Derfor er mit råd, at man skal turde at tage springet. Egentlig er sociale services som Facebook og Twitter noget overfladisk plidderpladder, men gør det så meget, hvis det i sidste ende kan hjælpe én med at danne kontakter til flok, som man måske kommer til at arbejde sammen med? Det er måske lidt at skyde med spredehagl, men hvad gør det? Det er hvert fald et forsøg værd.