Noget, jeg har lagt mærke til, er, at mange nyere videospil prioriterer online-multiplayer frem for lokal-multiplayer, hvor man spiller på samme fjernsynskærm. Det er en tendens, som i takt med at online-funktionaliteterne bliver bedre og bedre på konsollerne, der er blevet en meget vigtig købsfaktor for folk. Mange gider ikke at spendere ~500 kr. på et nyt spil, hvis det ikke indeholde en eller anden form for multiplayer, som kan spilles over nettet. Det samme gør sig gældende med Downloadable Content (DLC), som for alvor er blevet det helt store buzzword inden for spilindustrien.
Det synes jeg ærlig talt er synd. Hvor meget jeg end elsker at spille online i Modern Warfare 2 og Team Fortress 2, så er og bliver det nu altså en bedre oplevelse at spille i samme rum med nogle, man kender, frem for fremmede tyske børn, som sidder og skriger i deres Xbox-headset. Dette er især Nintendo bevidst om, og det er ikke så mærkeligt, hvis man tænker tilbage på de mange gode stunder, man har haft sammen med vennerne foran Nintendo 64'eren. At spille Mario Kart imod hinanden, fysisk face-to-face, er noget helt andet end at spille med en flok ukendte mennesker på internettet.
Det er en sørgelig tendens, som desværre lader til at blive mere og mere markant. Noget, der imidlertid irriterer mig endnu mere, er når udviklere så endelig giver mulighed for at spille lokal co-op, og at de så vælger at dele skærmen op på en fuldstændig åndssvag måde. Tag nu et eksempel som Resident Evil 5, der blev udgivet til Xbox 360 og PlayStation 3 sidste år:
Kan du se de store sorte områder omkring skærmen? Sådan kommer det til at se ud, hvis du beslutter dig for at spille sammen med en kammerat på samme maskine. Selvom du har været ude at investere i en hammerdyr 42" FULL HD-fladskærm, er du tvunget til ikke at udnytte hele skærmen, men i stedet at skulle kigge på disse to små billeder. Det kræver nærmest en lup at læse teksten på billedet, medmindre man sidder MEGET tæt på fjernsynet.
Capcom har længe himlet op om denne co-op del, hvor man sammen med en ven kan stryge igennem det zombiefyldte Afrika (som i øvrigt slet ikke er særlig uhyggeligt). Faktisk kan man ikke engang slå Sheva (den kvindelige hovedperson) fra; enten kontrolleres hun af en menneskespiller, eller også overtager computeren styringen. Ergo er co-op et ekstremt vigtigt element i denne titel, så hvorfor fanden skal vi pines med dette tåbelige skærmspild? Jeg har observeret samme dumme opdeling af skærmen i blandt andet Call of Duty: World at War og Modern Warfare 2, som begge har råbt og skreget om deres fantastiske co-op funktioner.
Det er hinsides min fatteevne, at man har sprunget over der, hvor gærdet er lavest. Selvfølgelig ser udviklerne helst, at vi alle køber en udgave af spillet hver, så vi kan sidde i hvert vores hjem med hver vores Xbox, som vi har betalt hver vores abonnement for at komme på Xbox Live, for at spille med vores venner over internettet. Men når de nu tillader os at spille på samme skærm, hvorfor så ikke bare gøre det ordentligt? Det har sikkert noget at gøre med det skærmformat, som spillet er udviklet i, men når titler som Army of Two og Left 4 Dead uden problemer kan udnytte HELE skærmen, hvorfor skal andre så ikke kunne gøre det samme? Jeg har i over et årti haft sjov med at spille titler som Bomberman, Super Smash Bros. og Mario Party med mine venner på samme fjernsynskærm uden nogle problemer overhovedet, så hvorfor skal tingene pludselig ændres? Jeg mener - teknologien bliver kun bedre og bedre, så hvorfor skulle det være et problem at udnytte vores superdyre hi tech-fladskærme?
1 kommentar(er):
Problemet er vel i virkeligheden, at skærmen altså giver nogle begrænsninger. F.eks. er multiplayer skydespil ikke skide sjove, når man hele tiden kan se hvor hinanden er.
Multiplayer over LAN/WAN virker meget mere potentielt for mig. Jeg synes faktisk, at spiludviklerne satser korrekt.
Send en kommentar
Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.