Forleden købte jeg The Orange Box til Xbox 360 for sølle 130 kr. Egentlig har jeg gennemført alle Half-Life 2-spillene, samt Portal, da jeg sidste år lånte selvsamme orange pakke på biblioteket, men jeg fik for nogen tid siden en pludselig trang til at opleve Mr. Freemans spændende univers igen. Ligeledes er det en god måde at slå tiden ihjel på, indtil det helt store vinterhit, Call of Duty: Modern Warfare 2, udkommer her om nogle dage.
Da jeg lånte den orange boks i sin tid, prøvede jeg kun Team Fortress 2 ganske kort. Konceptet lød spændende, men ved første øjekast var det alt for forvirrende og kaotisk for mig. Derfor droppede jeg det efter få minutter til fordel for Portal, som jeg spillede igennem i commentary mode, hvilket var en meget lærerig oplevelse, hvor udviklere og skuespillere fortæller om tilblivelsen af spillet, og hvilke problemer de løb ind i undervejs. Jeg glæder mig til at komme til Episode 1 og 2, som jeg også regner med at spille med kommentarsporet slået til.
Nå, men her for nogle dage siden gav jeg altså Team Fortress 2 en ny chance. Efter en times tid var jeg blevet lidt klogere på spillet, men det var stadig meget svært at finde rundt i de mange figurklasser. Jeg gav det et par timer mere, og pludselig var jeg hooked. Som sådan er der ikke noget spilmekanisk nyt ved Team Fortress 2, men idet spillet gør brug af ni forskellige figurklasser, der er så markant forskellige fra hinanden, åbnes der op for oceaner af spillemåder og -strategier, , hvis lige jeg aldrig har oplevet i noget andet multiplayer-spil.
Nu, her nogle dage efter at jeg modtog The Orange Box, ser jeg, at jeg har brugt mange flere timer på Team Fortress 2 end Half-Life 2, hvilket overrasker mig. På trods af de kun seks maps, er der bare et eller andet magisk ved gameplayet, der gør, at jeg bare bliver ved og ved for at udforske nye måder at bruge hver figurs styrker og svagheder på. Det er et utrolig hold-fokuseret spil, hvilket betyder, at jo bedre man er til at udilegere roller og hjælpe hinanden, desto stærkere står man som team. Jeg har ikke tænkt mig at gå alle figurtyper igennem (her anbefaler jeg, at man ser de humoristiske "Meet the [insert class]"-trailers), men det fascinerer mig, hvor godt man har formået at balancere spillet, så ingen klasse er markant bedre end en anden. Team Fortress rummer stadig visse nuancer af sten-saks-papir elementet, men det er udført så godt, at man sjældent rigtig lægger mærke til det.
Alt i alt er jeg positivt overrasket over dette nu to år gamle spil. Jeg ærgrer mig lidt over, at det først er nu, at jeg stifter bekendtskab med titlen, da der ikke er så mange tilbage, som spiller online på Xbox Live (og jo - FPS'er kan sagtens spilles på konsoller, hvis nogen skulle være i tvivl) . Ikke desto mindre har jeg allerede nu haft et væld af skægge oplevelser med denne tegnefilms-agtige shooter, som ligner noget, der er snydt ud af næsen fra en Pixar-modellør.
2 kommentar(er):
Jeg brød mig aldrig rigtig om TF2 til Xbox 360, eftersom spillets tempo er utrolig højt, og man derfor ikke kan undgå ret tit at dø fordi man nu engang sidder med en controller (held og ulykke med rocket jumps fx). Jeg købte det dog til PC i sommerferien og blev fuldstændig hooked. Derudover er der en del flere baner til pc, og jeg tror heller ikke, at Xbox-versionen har fået alle de nye opdateringer.
Nogle spil skal bare spilles på pc, andre på konsol, hvor jeg fx foretrækker at spille CoD4.
Sådan har jeg det også med Left 4 Dead; det spil fungerer bare bedst på pc.
Har ikke prøvet pc-udgaven af Team Fortress 2, så hér kan jeg ikke udtale mig.
Send en kommentar
Fandt du indlægget interessant - eller har ham der Gustav ikke fattet en hujende fis - så giv din mening til kende i kommentarfeltet herunder. Jeg ELSKER at få kommentarer, så kom bare med dem! :)
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.