Playing now - april '09

Jeg har en dum tildens med ikke at blive fuldstændig færdig med et spil, før jeg går i gang med det næste. Faktisk har jeg slet ikke tid til at spille i øjeblikket, men alligevel sniger de sig ind bagfra. Her er en liste over de spil, jeg er i gang med i øjeblikket, og hvad jeg synes om dem.

Grand Theft Auto: Chinatown Wars [NDS]

Da jeg var på studietur i Spanien, købte jeg Chinatown Wars til min DS, så jeg havde noget at slå tiden ihjel med under flyturen. Jeg kendte ikke særlig meget til det på forhånd, og normalt er jeg ikke specielt interesseret i serien. Jeg elskede toeren, og jeg var dybt imponeret over det første 3D-spil, men efterfølgende har serien aldrig rigtig fanget mig igen. Jeg blev glædeligt overrasket over Chinatown Wars, som er en nostalgisk blanding af de første GTA-spil, som man så oppefra, og det nyeste IV-kapitel. Lad mig sige det med det samme: Dette spil er hele vejen igennem et fuldbyrdes GTA-spil.

Trods de mindre skærme og den simplere grafik har udviklerne formået at bibeholde charmen og stemningen. Som altid går det ud på at køre/gå rundt i en stor verden med et hav af missioner. På den måde fungerer spillet som alle de andre. Noget nyt er drug-dealing, hvor man ved hjælp af sin smarte PDA skal fræse rundt og finde de bedste købere og sælgere af stoffer for at få størst mulig profit. Noget andet nyt er små minigames, som man skal løse, når man fx stjæler en låst bil. Her skal man lirke låsen op på forskellige måder, inden at alarmen går i gang. Man kommer også ud for at skulle blande sine egne molotov cocktails ved at pumpe benzin ned i en flaske. Alt sammen sker ved hjælp af touchskærmen. Det balancerer på kanten til at være en gimmick, men det fungerer ganske fint og giver i den lange ende serien et nyt friskt pust. Grafisk er spillet noget af det flotteste på maskinen, ja, det overgår endda The Legend of Zelda: Phantom Hourglass.

Spillets største minusser er historien, og især dialogen, som sker gennem kedelige tekstbokse og cutscener uden det mindste spor af animation. Styringen kan også godt være lidt træg, men efter en smule tilvænning er den til at døje med. Et absolut anbefalelsesværdigt spil med god holdbarhed. Jeg har endnu ikke gennemført det, og jeg har stadig til gode at prøve multiplayer-delen.

Alien Homonid HD [XBLA]

Jeg elsker Castle Crashers, så da jeg så, at udviklernes første spil var sat ned til halv pris på Xbox Live Arcade (normalprisen er 800 Microsoft Points), slog jeg til. Jeg har desværre ikke nået at spille det særlig meget, da min Xbox for nyligt gik død med Red Ring of Death, men af hvad jeg fik prøvet, minder det meget om førnævnte spil. Den største forskel er, at man kun kan spille to samtidig, hvor man i Castle Crashers kunne være fire venner sammen. Derfor er der ikke så stort et fokus på teamwork. Alien Homonid er også en hel del sværere og føles lidt mere hardcore. I stil med fx Ikaruga (som er ekstremt fedt og ekstremt svært) kan man nemlig kun tage imod én kugle fra fjenderne, før at man mister et liv. Det kan godt blive temmelig irriterende i længden, men så må man bide tænderne i sig og prøve igen. Spillet er meget Flash-agtigt, men det gør ikke noget for mig. Jeg er helt vild med Dan Paladins stil, som rummer enormt mange skægge detaljer. Alien Homonid er et forholdsvist simpelt spil, men ikke desto mindre rigtig sjovt.

MadWorld [Wii]

Jeg har købt dette spil af tre grunde: For det første vil jeg gerne støtte spil på Wii'en, som er mere henvendt det voksne publikum. Hvis det sælger godt, er der en chance for, at andre udviklere/udgivere tør at komme med lignende spil til den ellers meget børnevenlige spillekonsol. For det andet står mange af udviklerne fra det fænomenale Okami bag MadWorld. For det tredje ser spillet bare helt vildt fedt ud, og det må jeg konkludere, at det også er.

Spillet er tankevækkende simpelt; man skal nemlig ”bare” smadre sine modstandere på den mest voldelige måde overhovedet muligt. Til hjælp har man forskellige objekter, skilte, tønder, pigge og lignende, til at lave de mest bizarre kills, der nogensinde er set i et videospil. Yderligere groft bliver det, at hele spillet er i sort-hvid (dog også lidt gullig) med det meget fremtrædende røde blod. Den visuelle side minder på mange måder om Sin City, hvilket kun er en god ting.

Desværre bliver gameplayet meget hurtigt trivielt. Man skal lave combos (stik en pind igennem fjenden, sæt et bildæk over ham og hæng ham så op i en skarp krog) for at tjene points, der så lukker op for mere af banen, samt nogle ganske sjove minispil (der i øvrigt kan spilles i multiplayer). Efter nogle baner har man lært rutinen at kende, og så er oplevelsen ellers meget den samme resten af vejen. Der introduceres ikke særlig mange nye objekter at lege med, og mange af kills-animationerne bliver til sidst en smule kedelige at se for 27. gang i træk. Det er ærgerligt, at udviklerne ikke har turde tage springet og være en tand mere kreative i de måder, man kan slå folk ihjel på. Fx kunne det være interessant med flere våben end den motorsav, spillets protaganist bærer rundt med på sin arm. Ikke desto mindre er spillet dejlig forfriskende. Trods en lidt stram styring og lidt for få variationer, er spillet klart værd at tage et blik på. Især kommentatorerne til spillet, som foregår i et reality-program kaldet Death Watch, skal have stor ros.

The Legend of Zelda: Majora's Mask [N64 ~ GCN]

Jeg har ikke tænkt mig at gå særlig meget i dybden med dette spil, som jeg har brugt mange timer på at skrive om rundt omkring på nettet. Kort sagt er det et af de mest dybe og mørke spil i serien, og persongalleriet er helt unikt. Spillet gør brug af et særligt tidssystem; historien er nemlig den, at Skull Kid bringer dommedag over landet Termina ved at få månen til at styrte ned mod jorden. Link har nu tre dage til at redde verden fra dens grufulde skæbne, og dette gør han med sin trofaste okarina, som har evnen til at manipulere med tiden. Tiden er nemlig et meget vigtigt element i spillet, da de tre dage hurtigt forsvinder, før man har set sig om - medmindre man kender til en særlig melodi, som får den til at gå langsommere, eller man kan sågar spole tiden tilbage til den første dag.

Det tidslige aspekt skaber en række meget intelligente gåder og historier, som alle og enhver bør opleve. Mange finder spillet stressende, men det stiller jeg mig uenig med. I starten kan det godt virke som et irritationselement, at man skal skynde sig, inden at de tre dage er gået, men efter at have forstået systemet, kan man vende tiden til sin egen fordel. Spillet er som sagt meget dystert, ja sågar en smule filosofisk og eksistentialistisk, og så er det propfyldt med side-quests. Et stort omdrejningspunkt er nemlig masker, som giver Link forskellige evner. Der er masker, som transformerer ham om til andre racer, og så er der masker, som giver mindre kræfter, der benyttes til at løse specifikke opgaver. Ved første øjekast kan spillet forekomme ret småt i forhold til forgængeren Ocarina of Time - Majora's Mask har nemlig ikke så mange hovedtempler - men hvis man virkelig vil have fuldt udbytte af historien og samle alle 24 masker, kan det godt gå hen og tage mange, mange timer.

Spillet blev for nyligt udgivet på Virtual Console til Wii. Dette gav mig incitament til at begynde forfra i min Collector's Edition til GameCube, som indeholder en emulator af det gamle spil. Jeg blev nemlig aldrig færdig med det, da jeg spillede det for nogle år siden, og derfor syntes jeg, at det var på tiden at gøre et nyt forsøg. Desværre er emulatoren meget ustabil, hvilket resulterer i forringet lydkvalitet, og at spillet indimellem fryser. Fx har jeg oplevet at være midt i et tempel, hvorefter skærmen pludselig gik helt amok, og jeg blev nødt til at slukke. Lidt irriterende, men dog overkommeligt. Heldigvis er Virtual Console-versionen en del bedre, har jeg hørt. Hvis du endnu ikke har prøvet Majora's Mask, men er vild med de andre Zelda-spil, forlanger jeg, at du med det samme smutter ind på din Wii og downloader denne titel. Dét skylder du virkelig dig selv! Sammen med The Wind Waker er det uden tvivl et af mine yndlingsspil i serien, måske endda et af mine mest elskede spil overhovedet.

Sin and Punishment: Hoshi no Keishōsha [N64 ~ Wii]

Jeg manglede noget at spendere mine 2000 Wii Points på, så efter længere tids research faldt valget på et af Treasures mest hyldede spil til dato. Det har aldrig været udgivet uden for Japan før nu, men takket være Virtual Console kan det nu købes til den nette pris af 1200 Wii Points. Spillet er en intens shooter, hvor man styrer en løbende person, som bliver angrebet af alverdens fjender. Det er meget farvestrålende, heftigt og til tider svært. Grafikken er noget af det bedste, den gamle Nintendo 64 kunne præstere. Historien er en smule forvirrende, men det vejer det gode gameplay op for. Jeg har kun spillet det i få timer, men ifølge anmeldelser er spillet ikke meget længere end dét. Ellers har jeg ikke noget dårligt at sige om spillet. Har man lyst til noget hurtig action, kan Sin and Punishment anbefales.

Rhythm Heaven [NDS]

I går modtog jeg en pakke fra Videogamesplus med Nintendo DS-spillet Rhythm Heaven, som blev lanceret i sidste uge i USA. Spillet blev oprindeligt udgivet til Game Boy Advance, og efter at spillet er blevet langet over disken i stort omfang i Japan, er det nu endelig blevet oversat til engelsk.

Hvis du har spillet WarioWare før, har du et meget godt billede af, hvad Rhythm Heaven er for en størrelse - både hvad angår grafikken, styringen og til dels også musikken. Spillet er nemlig ekstremt simpelt i sin visuelle form, hvor mange måske vil mene, at det er decideret grimt. Inden at I drager forhastede konklusioner, må jeg dog sige, at dette spil på ingen måde kan bedømmes ud fra screenshots! Det skal prøves selv, for at man skal kunne forstår det geniale koncept.

Som titlen antyder, handler spillet om musik og rytme. Man holder maskinen lodret som en bog, og på den ene skærm ses det reelle gameplay, mens touchskærmen er helt tom. Der er dog en mening med dette, da du skal bruge den som et instrument til at udføre forskellige handlinger i takt til musikken. Der er tre grundbevægelser, du kan gøre med pennen, nemlig at trykke, at holde i bund, og at skubbe/gnide pennen hurtigt afsted. Det er ret svært at forklare ved hjælp af ord; man skal selv prøve det på egen hånd. Selvom styringen er latterlig simpel, fungerer den, og det er imponerende, hvor stor variation der er i de over 50 minigames.

Alle spillene indeholder en meget surrealistisk og typisk japansk humor. I det ene øjeblik fylder man benzin i en robot, og i det næste skal man styre en samling aber, som står og klapper til en koncert. Det lyder skørt - og det er det også - men spillets egentlige essens ligger i musikken og rytmen, som du med tungen lige i munden skal forsøge at følge. Noget ekstraordinært ved Rhythm Heaven er, at du, hvis du har en god rytmesans, kan lukke øjnene og stadig klare dig udmærket i spillet. Se, dét er blæret!

Da jeg først fik spillet i går, er det begrænset, hvor mange af minispillene jeg er kommet igennem på nuværende tidspunkt. Spillet er nemlig temmelig svært - i hvert fald for en rytmeløs gut som mig - og derfor bevæger jeg mig langsomt igennem de enkelte spil. Dog kan jeg allerede nu se, at der er rimelig stor kvalitetsforskelle på hvert spil. Nogle føles meget intuitive, mens andre nærmest er umulige, fordi musikken enten skifter for hurtigt eller ikke indeholder en særlig naturlig rytme. Uh, jeg tør slet ikke tænke på de specielle Remix-baner, hvor spillene bliver blandet sammen i én stor og forvirrende pærevælling …

Selvom nogle af spillene ikke fungere så godt og ofte giver en dårlig feedback på, om man gør noget rigtigt eller forkert, er min helhedsoplevelse af spillet yderst positivt. Jeg er selv ret vild med WarioWare-serien og musikspil som Elite Beat Agents og Guitar Hero, og dette virker som det perfekte mix af alle tre. Spillet rummer tilsyneladende meget værdig for pengene, da der er masser af bonusmateriale at efterstræbe. Dette gør man ved at klare et spil perfekt, hvilket er lettere sagt end gjort. Alt i alt er jeg ovenud tilfreds med dette spil, som er en genistreg inden for spildesign, men jeg bliver lige nødt til at nævne dets boxart her på falderebet. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man kan gøre brug af så grimt et cover. Det siger absolut intet om spillets indhold, og den bæbrune baggrund er slet ikke til at holde ud. Jeg mener, Rhythm Heaven er noget af det mest farverige, jeg har set længe, så hvorfor vælger man at klistre én af de allergrimmeste farver på spillets boks? Ikke ét sekund ville jeg overveje at købe spillet, hvis jeg stod med det i hånden i en butik uden at vide det mindste om det.