Et fremtidsscenarie for computerverdenen

Hvordan tror du, internettet vil komme til at se ud i år 2015? Eller hvad med 2050? Ejer Google WWW på det tidspunkt, og kommunikerer vi stadig via Facebook og lignende social sites? Og hvad med Web 2.0-bølgen, er den blevet til version 3.0, 4.0 eller måske endda 5.0? Følgende film giver et meget spændende, men også skummelt, bud på en fremtid, hvor især Google dominerer. Den er meget tankevækkende, især taget i betragtning af, at den blev sammensat i 2004, altså før Facebook, Digg, YoutTube, Twitter m.fl. kom til verden. Tænk engang; hvem kan i dag forestille sig en en verden uden sider som disse?

FML - læs om andres uheldige oplevelser

Hvis du en dag sidder og har total nedtur, fordi du er blevet ramt af skæbnes store knytnæve og virkelig føler, at ordsproget "Én ulykke komme sjældent alene" er ved at være en parodi på dit liv, så kan et besøg på Fmylife sandsynligvis kvikke dig lidt om. Kort sagt er det et samlingssted, hvor folk kan dele deres anekdoter og værste oplevelser, som bare burde være løgn. Et eksempel:

Today, I received my passport in the mail. They got my birthdate wrong. Then I picked up my birth certificate that I had sent in with the application. Turns out my parents have been celebrating my birthday on the wrong day for 16 years. FML

Måske en smule ondt, men mange af dem er stadigvæk ganske sjove at læse. Heldigvis kan man jo altid forfatte som anonym ...

Parkour og Dice Stacking - dét nice!

For nogle dage siden opdagede jeg en fyr på YouTube, som kalder sig for Azo og mildest talt er noget af et multitalent. Manden kan alverdens vilde tricks, samtidig med at han er professionel animator. Nedenstående er en video af hans nyeste gøren, for åbenbart laver han årligt sådanne show off-videoer. Vær parrat til at få et puf i selvtilliden, for han får det til at se legende let ud, men det er det så absolut ikke.




Efter at have set nogle af hans film (fx én optaget i første person á la Mirror's Edge), og efter at have samlet min kæbe op fra gulvet, søgte jeg på "dice tricks", fordi jeg gerne ville finde ud af, hvordan han udførte tricket med tegningerne i koppen. Åbenbart er det en mindre "sportsgren" i sig selv at dice stacke. Denne film viser det først i realtid og dernæst i SSS, måske bedre kendt som "super sweet slowmotion". Til de interesserede er der her en god how to-guide til at lære at stable tegninger i et bægre. Dog er det ikke alle tegninger, som egner sig til formålet, så derfor anbefaler personen i videoen, at man køber rigtige casinotegninger.

Nyt alternativ til kedelige PowerPoints og animationer - DoInk og Prezi

Forleden dag faldt jeg over et særligt tegneprogram på Lifehacker, DoInk, som minder en smule om Flash. Det smarte ved DoInk er, at det først og fremmest er helt gratis, men også at det hele foregår online, hvilket giver gode muligheder for at dele indholdet. Det er meget let og intuitivt at lave sin egen lille animationsfilm, og hvis man ikke har de store tegneevner, kan men nemt låne fra andre. Kort sagt et genialt stykke værktøj til de, der gerne vil lege lidt med animation uden at bruge flere tusindene kroner på professionelt software.

Som I kan se i ovenstående animation, er mine evner desværre nærmest ikke-eksisterende. Jeg har aldrig kunne finde ud af at tegne, og jeg er endnu dårligere til at gøre det med en mus. Jeg har svært ved at afgøre, hvorfor, for jeg synes selv, at min fantasi er rimelig god, men af en eller anden grund har jeg svært ved at nedfælde den på et stykke papir. Ej heller har jeg tålmodigheden til det, hvorfor stort set alle mine tegninger består af pindemennesker.

Efter at have læst indlægget om DoInk scrollede jeg ned igennem kommentarerne og fandt på den måde en anden service kaldet Prezi. Nysgerrigt klikkede jeg mig gennem nogle tutorials-film for at undersøge, hvad det var for noget. Jeg finder ud af, at Prezi er et redskab til at lave flotte præsentationer, som i mine øjne langt overgår de gammeldags PowerPoint-diasshow, alle folk bruger. Det føles meget friskt og Web 2.0-agtigt, fordi man ikke er fastbundet til de traditionelle slides, men i stedet kan gøre brug af bevægelse, rotation etc. Det giver en anden fornemmelse af rum og interaktivitet, da alle elementerne i princippet ligger på den samme flade, som man kan navigere rundt på. Det kan peppe enhver præsentation op, selv hvis indholdet er gabende kedeligt.

Ved hjælp af en smart menu kan man redigere en helt masse ting i sin browser, uploade billeder og video, og bagefter dele indholdet med andre. Det er lidt svært at forklare, hvordan det fungerer, så i stedet viser jeg jer en kort præsentation, som jeg lavede for sjov ud fra nogle billeder på min computer: "Nintendo - et videospilsfirma" (klik på pilen i nederste højre hjørne for at gå videre, eller brug Tab-knappen). Jeg ser et stort potentiale i Prezi, som jeg ligeledes har tænkt mig at gøre brug af, næste gang jeg skal holde en fremlæggelse i skolen. Det er gratis at få en basisbruger, men man kan tegne et abonnement for at få adgang til flere funktioner og større lagerplads.

Prezi allows anyone who can sketch an idea on a napkin to create and perform stunning non-linear presentations with relations, zooming into details, and adjusting to the time left without the need to skip slides.

The ideology of Prezi is based our natural knowledge on how to coordinate ourselves in space; traditionally all information we have had to process and store used to be linked to physical space. That is where our minds have developed good skills in orienting ourselves. Despite all this digital information today is mostly presented to us as a moniker of printed matter. Of course printing has served us well to store (and shape) information for the the last six centuries, however, with the wide appearance of computing we saw the same old pattern: old forms got translated to new media without exploring its full potential. Most of the computer systems which present us with information today use the old paradigm of prints and slides: arranging information on a framed 2d static space. We could argue that these (at least their forms) are merely the side effect of Gutenberg's galaxy.

Se en Nintendo DSi skille sig selv ad

TechRestore har sammensat en skæg stopmotionfilm, hvor en lyseblå Nintendo DSi gradvist bliver åbnet op - akkompagneret med lydeffekter som får maskinen til at fremstå som levende.



[Gizmodo]

Et magisk tryllenummer med et mobilkamera

Denne video er optaget med en helt ny mobiltelefon fra Samsung - men hov, det kan mere end bare at filme. Det kan nemlig optage OG være usynligt på én og samme tid! Hvordan kan det nu lade sig gøre? Der er intet effekt-hurlumhej indblandet; det hele er taget ud i et enkelt take uden brug af en computer eller lignende.

For at få bedst udbytte bør du se videoen i HD-format. Skriv dit bud på, hvordan du tror, at de har optaget filmen, i kommentarfeltet og du vinder måske en præmie - eller noget ...

Playing now - april '09

Jeg har en dum tildens med ikke at blive fuldstændig færdig med et spil, før jeg går i gang med det næste. Faktisk har jeg slet ikke tid til at spille i øjeblikket, men alligevel sniger de sig ind bagfra. Her er en liste over de spil, jeg er i gang med i øjeblikket, og hvad jeg synes om dem.

Grand Theft Auto: Chinatown Wars [NDS]

Da jeg var på studietur i Spanien, købte jeg Chinatown Wars til min DS, så jeg havde noget at slå tiden ihjel med under flyturen. Jeg kendte ikke særlig meget til det på forhånd, og normalt er jeg ikke specielt interesseret i serien. Jeg elskede toeren, og jeg var dybt imponeret over det første 3D-spil, men efterfølgende har serien aldrig rigtig fanget mig igen. Jeg blev glædeligt overrasket over Chinatown Wars, som er en nostalgisk blanding af de første GTA-spil, som man så oppefra, og det nyeste IV-kapitel. Lad mig sige det med det samme: Dette spil er hele vejen igennem et fuldbyrdes GTA-spil.

Trods de mindre skærme og den simplere grafik har udviklerne formået at bibeholde charmen og stemningen. Som altid går det ud på at køre/gå rundt i en stor verden med et hav af missioner. På den måde fungerer spillet som alle de andre. Noget nyt er drug-dealing, hvor man ved hjælp af sin smarte PDA skal fræse rundt og finde de bedste købere og sælgere af stoffer for at få størst mulig profit. Noget andet nyt er små minigames, som man skal løse, når man fx stjæler en låst bil. Her skal man lirke låsen op på forskellige måder, inden at alarmen går i gang. Man kommer også ud for at skulle blande sine egne molotov cocktails ved at pumpe benzin ned i en flaske. Alt sammen sker ved hjælp af touchskærmen. Det balancerer på kanten til at være en gimmick, men det fungerer ganske fint og giver i den lange ende serien et nyt friskt pust. Grafisk er spillet noget af det flotteste på maskinen, ja, det overgår endda The Legend of Zelda: Phantom Hourglass.

Spillets største minusser er historien, og især dialogen, som sker gennem kedelige tekstbokse og cutscener uden det mindste spor af animation. Styringen kan også godt være lidt træg, men efter en smule tilvænning er den til at døje med. Et absolut anbefalelsesværdigt spil med god holdbarhed. Jeg har endnu ikke gennemført det, og jeg har stadig til gode at prøve multiplayer-delen.

Alien Homonid HD [XBLA]

Jeg elsker Castle Crashers, så da jeg så, at udviklernes første spil var sat ned til halv pris på Xbox Live Arcade (normalprisen er 800 Microsoft Points), slog jeg til. Jeg har desværre ikke nået at spille det særlig meget, da min Xbox for nyligt gik død med Red Ring of Death, men af hvad jeg fik prøvet, minder det meget om førnævnte spil. Den største forskel er, at man kun kan spille to samtidig, hvor man i Castle Crashers kunne være fire venner sammen. Derfor er der ikke så stort et fokus på teamwork. Alien Homonid er også en hel del sværere og føles lidt mere hardcore. I stil med fx Ikaruga (som er ekstremt fedt og ekstremt svært) kan man nemlig kun tage imod én kugle fra fjenderne, før at man mister et liv. Det kan godt blive temmelig irriterende i længden, men så må man bide tænderne i sig og prøve igen. Spillet er meget Flash-agtigt, men det gør ikke noget for mig. Jeg er helt vild med Dan Paladins stil, som rummer enormt mange skægge detaljer. Alien Homonid er et forholdsvist simpelt spil, men ikke desto mindre rigtig sjovt.

MadWorld [Wii]

Jeg har købt dette spil af tre grunde: For det første vil jeg gerne støtte spil på Wii'en, som er mere henvendt det voksne publikum. Hvis det sælger godt, er der en chance for, at andre udviklere/udgivere tør at komme med lignende spil til den ellers meget børnevenlige spillekonsol. For det andet står mange af udviklerne fra det fænomenale Okami bag MadWorld. For det tredje ser spillet bare helt vildt fedt ud, og det må jeg konkludere, at det også er.

Spillet er tankevækkende simpelt; man skal nemlig ”bare” smadre sine modstandere på den mest voldelige måde overhovedet muligt. Til hjælp har man forskellige objekter, skilte, tønder, pigge og lignende, til at lave de mest bizarre kills, der nogensinde er set i et videospil. Yderligere groft bliver det, at hele spillet er i sort-hvid (dog også lidt gullig) med det meget fremtrædende røde blod. Den visuelle side minder på mange måder om Sin City, hvilket kun er en god ting.

Desværre bliver gameplayet meget hurtigt trivielt. Man skal lave combos (stik en pind igennem fjenden, sæt et bildæk over ham og hæng ham så op i en skarp krog) for at tjene points, der så lukker op for mere af banen, samt nogle ganske sjove minispil (der i øvrigt kan spilles i multiplayer). Efter nogle baner har man lært rutinen at kende, og så er oplevelsen ellers meget den samme resten af vejen. Der introduceres ikke særlig mange nye objekter at lege med, og mange af kills-animationerne bliver til sidst en smule kedelige at se for 27. gang i træk. Det er ærgerligt, at udviklerne ikke har turde tage springet og være en tand mere kreative i de måder, man kan slå folk ihjel på. Fx kunne det være interessant med flere våben end den motorsav, spillets protaganist bærer rundt med på sin arm. Ikke desto mindre er spillet dejlig forfriskende. Trods en lidt stram styring og lidt for få variationer, er spillet klart værd at tage et blik på. Især kommentatorerne til spillet, som foregår i et reality-program kaldet Death Watch, skal have stor ros.

The Legend of Zelda: Majora's Mask [N64 ~ GCN]

Jeg har ikke tænkt mig at gå særlig meget i dybden med dette spil, som jeg har brugt mange timer på at skrive om rundt omkring på nettet. Kort sagt er det et af de mest dybe og mørke spil i serien, og persongalleriet er helt unikt. Spillet gør brug af et særligt tidssystem; historien er nemlig den, at Skull Kid bringer dommedag over landet Termina ved at få månen til at styrte ned mod jorden. Link har nu tre dage til at redde verden fra dens grufulde skæbne, og dette gør han med sin trofaste okarina, som har evnen til at manipulere med tiden. Tiden er nemlig et meget vigtigt element i spillet, da de tre dage hurtigt forsvinder, før man har set sig om - medmindre man kender til en særlig melodi, som får den til at gå langsommere, eller man kan sågar spole tiden tilbage til den første dag.

Det tidslige aspekt skaber en række meget intelligente gåder og historier, som alle og enhver bør opleve. Mange finder spillet stressende, men det stiller jeg mig uenig med. I starten kan det godt virke som et irritationselement, at man skal skynde sig, inden at de tre dage er gået, men efter at have forstået systemet, kan man vende tiden til sin egen fordel. Spillet er som sagt meget dystert, ja sågar en smule filosofisk og eksistentialistisk, og så er det propfyldt med side-quests. Et stort omdrejningspunkt er nemlig masker, som giver Link forskellige evner. Der er masker, som transformerer ham om til andre racer, og så er der masker, som giver mindre kræfter, der benyttes til at løse specifikke opgaver. Ved første øjekast kan spillet forekomme ret småt i forhold til forgængeren Ocarina of Time - Majora's Mask har nemlig ikke så mange hovedtempler - men hvis man virkelig vil have fuldt udbytte af historien og samle alle 24 masker, kan det godt gå hen og tage mange, mange timer.

Spillet blev for nyligt udgivet på Virtual Console til Wii. Dette gav mig incitament til at begynde forfra i min Collector's Edition til GameCube, som indeholder en emulator af det gamle spil. Jeg blev nemlig aldrig færdig med det, da jeg spillede det for nogle år siden, og derfor syntes jeg, at det var på tiden at gøre et nyt forsøg. Desværre er emulatoren meget ustabil, hvilket resulterer i forringet lydkvalitet, og at spillet indimellem fryser. Fx har jeg oplevet at være midt i et tempel, hvorefter skærmen pludselig gik helt amok, og jeg blev nødt til at slukke. Lidt irriterende, men dog overkommeligt. Heldigvis er Virtual Console-versionen en del bedre, har jeg hørt. Hvis du endnu ikke har prøvet Majora's Mask, men er vild med de andre Zelda-spil, forlanger jeg, at du med det samme smutter ind på din Wii og downloader denne titel. Dét skylder du virkelig dig selv! Sammen med The Wind Waker er det uden tvivl et af mine yndlingsspil i serien, måske endda et af mine mest elskede spil overhovedet.

Sin and Punishment: Hoshi no Keishōsha [N64 ~ Wii]

Jeg manglede noget at spendere mine 2000 Wii Points på, så efter længere tids research faldt valget på et af Treasures mest hyldede spil til dato. Det har aldrig været udgivet uden for Japan før nu, men takket være Virtual Console kan det nu købes til den nette pris af 1200 Wii Points. Spillet er en intens shooter, hvor man styrer en løbende person, som bliver angrebet af alverdens fjender. Det er meget farvestrålende, heftigt og til tider svært. Grafikken er noget af det bedste, den gamle Nintendo 64 kunne præstere. Historien er en smule forvirrende, men det vejer det gode gameplay op for. Jeg har kun spillet det i få timer, men ifølge anmeldelser er spillet ikke meget længere end dét. Ellers har jeg ikke noget dårligt at sige om spillet. Har man lyst til noget hurtig action, kan Sin and Punishment anbefales.

Rhythm Heaven [NDS]

I går modtog jeg en pakke fra Videogamesplus med Nintendo DS-spillet Rhythm Heaven, som blev lanceret i sidste uge i USA. Spillet blev oprindeligt udgivet til Game Boy Advance, og efter at spillet er blevet langet over disken i stort omfang i Japan, er det nu endelig blevet oversat til engelsk.

Hvis du har spillet WarioWare før, har du et meget godt billede af, hvad Rhythm Heaven er for en størrelse - både hvad angår grafikken, styringen og til dels også musikken. Spillet er nemlig ekstremt simpelt i sin visuelle form, hvor mange måske vil mene, at det er decideret grimt. Inden at I drager forhastede konklusioner, må jeg dog sige, at dette spil på ingen måde kan bedømmes ud fra screenshots! Det skal prøves selv, for at man skal kunne forstår det geniale koncept.

Som titlen antyder, handler spillet om musik og rytme. Man holder maskinen lodret som en bog, og på den ene skærm ses det reelle gameplay, mens touchskærmen er helt tom. Der er dog en mening med dette, da du skal bruge den som et instrument til at udføre forskellige handlinger i takt til musikken. Der er tre grundbevægelser, du kan gøre med pennen, nemlig at trykke, at holde i bund, og at skubbe/gnide pennen hurtigt afsted. Det er ret svært at forklare ved hjælp af ord; man skal selv prøve det på egen hånd. Selvom styringen er latterlig simpel, fungerer den, og det er imponerende, hvor stor variation der er i de over 50 minigames.

Alle spillene indeholder en meget surrealistisk og typisk japansk humor. I det ene øjeblik fylder man benzin i en robot, og i det næste skal man styre en samling aber, som står og klapper til en koncert. Det lyder skørt - og det er det også - men spillets egentlige essens ligger i musikken og rytmen, som du med tungen lige i munden skal forsøge at følge. Noget ekstraordinært ved Rhythm Heaven er, at du, hvis du har en god rytmesans, kan lukke øjnene og stadig klare dig udmærket i spillet. Se, dét er blæret!

Da jeg først fik spillet i går, er det begrænset, hvor mange af minispillene jeg er kommet igennem på nuværende tidspunkt. Spillet er nemlig temmelig svært - i hvert fald for en rytmeløs gut som mig - og derfor bevæger jeg mig langsomt igennem de enkelte spil. Dog kan jeg allerede nu se, at der er rimelig stor kvalitetsforskelle på hvert spil. Nogle føles meget intuitive, mens andre nærmest er umulige, fordi musikken enten skifter for hurtigt eller ikke indeholder en særlig naturlig rytme. Uh, jeg tør slet ikke tænke på de specielle Remix-baner, hvor spillene bliver blandet sammen i én stor og forvirrende pærevælling …

Selvom nogle af spillene ikke fungere så godt og ofte giver en dårlig feedback på, om man gør noget rigtigt eller forkert, er min helhedsoplevelse af spillet yderst positivt. Jeg er selv ret vild med WarioWare-serien og musikspil som Elite Beat Agents og Guitar Hero, og dette virker som det perfekte mix af alle tre. Spillet rummer tilsyneladende meget værdig for pengene, da der er masser af bonusmateriale at efterstræbe. Dette gør man ved at klare et spil perfekt, hvilket er lettere sagt end gjort. Alt i alt er jeg ovenud tilfreds med dette spil, som er en genistreg inden for spildesign, men jeg bliver lige nødt til at nævne dets boxart her på falderebet. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man kan gøre brug af så grimt et cover. Det siger absolut intet om spillets indhold, og den bæbrune baggrund er slet ikke til at holde ud. Jeg mener, Rhythm Heaven er noget af det mest farverige, jeg har set længe, så hvorfor vælger man at klistre én af de allergrimmeste farver på spillets boks? Ikke ét sekund ville jeg overveje at købe spillet, hvis jeg stod med det i hånden i en butik uden at vide det mindste om det.

En nuttet Big Daddy-dukke

I den første teaser til BioShock 2 så man en Little Sister stå med en primitiv - men faktisk ret sød - dukkeudgave af den overvældende Big Daddy-figur. Nu har en fan lavet den i virkeligheden, og resultatet er rigtig godt. Jeg har på fornemmelsen, at udgiverne af BioShock 2 måske vil lave noget lignende, som man kan købe i samlerudgave ligesom med det første spil, hvor man kunne købe en 15 cm høj figur af metal.

Uanset hvad glæder jeg mig ekstremt meget til BioShock 2 på trods af den nye trailer, som viser et spil, der nærmest set identisk ud med det første. Det skal dog nok blive spændende at spille som Big Daddy, og især undervandsscenen ser interessant ud.

TinEye - find ud af hvor billedet stammer fra

Kender du det, når man har downloadet et billede fra internettet og så på et senere tidspunkt gerne vil finde kilden til det igen? Selvfølgelig har man glemt, hvor man fandt billedet henne, og man er naturligvis for doven til at gå gennem alle Googles søgeside bare for at finde et enkelt billede.

Lad mig præsentere TinEye. Denne webservice har en særlig magisk evne til at gøre netop dette; nemlig at søge nettet igennem for at finde alle de sider, hvor et billede befinder sig. Hvordan det fungerer, skal jeg ikke kunne sige, men det er nu ret imponerende og ganske nyttigt.

TinEye is a reverse image search engine. You can submit an image to TinEye to find out where it came from, how it is being used, if modified versions of the image exist, or to find higher resolution versions. TinEye is the first image search engine on the web to use image identification technology rather than keywords, metadata or watermarks. For some real TinEye search examples, check out our Cool Searches page.

En messe fuld af sjove dimser

I søndags var jeg med en ven inde og besøge NEXT-messen. Den lignende mig sig selv fra sidste år, men denne gang var der et overordnet større fokus på lysende himstregimser.

Da vi ankom, gik vi straks hen mod et særligt hologram-agtig lysshow. En projektor lyste op på nogle specielle snore, som hang i loftet, og ved hjælp af en Wii Remote-lignende controller kunne vi bevæge en tredimensional kugle rundt i luften. Det var meget flot at se på, men havde vist ingen reel praktisk anvendelse. Manden ved standen fortalte dog, at lysene var tiltænkt diskoteker og barer..

Bagefter begav vi os over til en lille indhegnet bane, hvor der kørte en robotkanin rundt på gulvet. Der var forskellige "fjender" og gulerødder, man skulle samle op. Vi fik hver et joypad i hånden, og ved hjælp af en indbygget motionsensor i controlleren skulle vi samarbejde for at styre kaninen. Sagen er nemlig den, at min ven kun kunne køre frem og tilbage, mens jeg kunne styre fra side til side. Derfor krævede det god koordination for at køre dyret rundt på banen. Det er en meget skæg idé, men desværre var styringen lidt ufølsom.

Så kom vi til en stor krystal-agtig kugle, som viste vores blå planet. Jeg havde godt læst om den på forhånd og vidste derfor godt, hvad denne globus kan. Kort sagt er det en slags fysisk virkeliggørelse af Google Earth, hvor man kan dreje Jorden rundt og se forskellige informationer så som vejr, seismisk aktivitet og pladetektonik. Det var rigtig spændende, og jeg glæder mig til den dag, hvor vi får sådan en fætter i geografilokalet.


Herefter gik vi forbi messens hovedattraktion: Microsoft Surface. Det var første gang, at den blev vist offentligt frem i Danmark, så derfor var der en stor mængde mennesker rundt om bordet. Vi fik desværre aldrig prøvet det selv, men det så ganske interessant ud. Det er et slags bord med en touchscreen, som gør, at man på en social måde kan lege med computeren. Vi så, hvordan skærmen importerede billeder fra en mobiltelefon påført et lille RFID-chip, og hvordan en gruppe børn spillede et Asteroids-lignende spil. Jeg kan rigtig godt lide tanken om dette bord, men desværre er det bare alt for dyrt på nuværende tidspunkt til, at en privatperson så meget som kan overveje at investere i det. Det koster nemlig omkring 100.000 kr., og bordet er i sig selv ikke særlig stort; jeg skønner, at det er mest optimalt for fire eller fem personer.

Efter at have set Microsofts intelligente bord kom vi forbi en slags tagwall, hvis mål var at sætte fokus på den globale opvarmning. Ved hjælp af nogle kameraer i loftet kunne vi med vores kroppe fange ord. Når vi bevægede os, flyttede vi rundt på ordene på væggen, og på den måde kunne vi sammensætte sætninger. Det var lidt svært på grund af den trange plads, men en dame fortalte mig, at man allerede nu gør brug af teknologien ved Ridehuset i Århus.

Dernæst bevægede vi os ind i et andet rum, som indeholdt meget af det samme som sidste år. Mest spændende var dog et Wii-hack, hvor man ved hjælp af en Wii Remote kan skabe sit eget smartboard (en sammensmeltning af skoletavle og computer). Vi mødte også et Sony OLED-fjernsyn, som jeg i sidste uge så en anmeldelse af i DR2-programmet So Ein Ding. Skærmen var ekstremt tynd, men ellers synes jeg ikke, at der var noget særligt ved billedkvaliteten. Fjernsynet findes endnu kun i køkkenstørrelse, og priserne er skyhøje på grund af den nye teknologi, der adskiller sig fra de almindelige LCD- og plasmaskærme.

Vi så også noget leg med Lego-robotter, hvor man byggede og programmerede robotterne til at køre på en forhindringsbane. I folkeskolen var vi med til en konkurrence, hvor vi skulle programmere en robot til at køre på en bane med forskellige objekter, som den skulle forcere. Det er rigtig sjovt og meget lærerigt, selvom programmeringsdelen er meget drag 'n drop-baseret.

Et andet stort højdepunkt ved var de små diodelamper. På et bord lå der hundredvis af små lamper og batterier, som publikum frit kunne tage og sætte på fx tøjet. Ganske simpelt, men stadig meget sjovt.

Alt i alt var messen i mine øjne en succes. Folk blev fascineret og morede sig. Der var mange spændende tiltag, men måske var der ligeledes lidt for mange gengangere og lidt for få nye avantgarde opfindelser, som stadig er på prototypestadiet. Fx havde Philips opsat en del fjernsyn med deres lysende aurora-paneler. Dette finder jeg er en smule kedeligt, da fjernsynet har været på markedet i flere år. Alligevel var det meget lærerigt at besøge NEXT no. 6, og jeg glæder mig allerede nu til næste år.

Billederne er fra LabConfidential. Jeg havde svært ved at tage gode billeder med min mobiltelefon, fordi det var så mørkt derinde.

NEXT no. 6 - en fremtidsmesse

I den kommende weekend bliver der afholdt en såkaldt fremtidsmesse i Filmbyen i Århus. Jeg var derhenne sidste år og skal selvfølgelig med endnu en gang. Der bliver fremvist et hav af forskellige teknologiske dimser, som på den ene eller anden måde forsøger at gøre vores hverdag lettere og sjovere. Opfindere fra hele verden fremviser deres idéer, både i form af simple prototyper, men også produkter som er meget tæt på at komme ud på markedet. Sidste gang så jeg alt fra en smart paraply, som via en wifi-forbindelse kunne hente oplysninger fra Google Earth, til et særligt anlæg, der gjorde det muligt at holde lydklip i sin hånd ved hjælp af en speciel handske. Jeg så også det meget kontroservielle Optimus Maximus keyboard, og jeg fik tilmed lov til at lov til at prøve en segway!

Derfor glæder jeg mig utrolig meget til at se, hvad de mange innovative tænkere har at byde på år. Jeg håber på at få lov til at prøve disse tre ting: Amazon Kindle 2, en Google Android-mobiltelefon og Microsoft Surface-bordet.

Hvis du er interesseret, kan du læse meget mere på Innovationlab og LabConfidential, som ligeledes dækker hele messen.