Nu er jeg langt om længe kommet hjem fra Spanien og er ved at have fundet den gamle rytme igen. Da jeg kom hjem lørdag aften, havde jeg over 50 ulæste e-mails og flere tusinde nyheder liggende i Google Reader.
Nå, men kort og godt var det en rigtig god tur til San Lorenzo og Madrid. Jeg havde, som nævnt tidligere, mange bange anelser for udvekslingsdelen af turen, hvor vi skulle bo hos en spanier og vedkommendes familie. Heldigvis viste det sig slet ikke at være så farligt, som jeg havde frygtet. Tværtimod havnede jeg hos en flink dreng, hvis far var rigtig god til engelsk, fordi han har rejst meget rundt i verden - deriblandt Danmark. Vi havde det rigtig hyggeligt sammen og var på forskellige udflugter med deres skole. Min spanske familie var ret uformel og utraditionel, hvilket vil sige, at alt det med kæmpe madbord og kindkys var nedtonet meget i forhold til nogle af de andre familier, som mine klassekamerater boede hos. Vi fik alle en stor indsigt i den spanske kultur, hvoraf døgnrytmen helt klart har været noget af det største chok for os. Det bliver nemlig meget sent mørkt i Spanien, så derfor er det normalt at spise aftensmad ved 11-12 tiden om aftenen. Det var ligeledes sjovt at se, at alt bliver synkroniseret i medierne. Fx sad vi klokken 02 om natten og så Braveheart med spanske stemmer! Selv noget som The Simpsons har de synkroniseret. Jeg blev imponeret over, hvor gode de egentlig var til mundtlig engelsk, taget i betragtning af at de hører det så lidt i modsætning til os, plus at de kun har skriftlig engelsk i skolen. Jeg havde hvert fald ingen problemer med at snakke med min spanier, selvom han sommetider manglede et ord eller to.
Det med at bo hos en spansk familie gik overraskende godt. Der var stort set ingen problemer på nær en enkelt spanier, som havde røget et eller andet snask og derfor blev smidt ud af udvekslingen. Selvom de fleste var yngre end os, havde vi det skægt sammen. De var utrolig gavmilde og havde nærmest svært ved at tage et initiativ; de ville have, at vi skulle bestemme alting.
Vejret var helt perfekt med en temperatur på 15-30 grader. Det svingede nemlig meget, alt efter om vi befandt os oppe i bjergene (nogle af dem har sne på toppen) eller nede i byen. Vi var på en del ture. Vi var eksempelvis i Segovia for at se en gammel romersk akvædukt. Vi var også i landets gamle hovedstad, Toledo, som er en by, der er bygget på et mindre bjerg med en stor flod rundt om. Den helt store turistattraktion dér var våben, især sværd, som det bugnede med overalt. Faktisk var byen én af leverandørerne til filmatiseringen af Ringenes Herre. Det var temmelig vildt, fordi sværdene rent faktisk var ægte. Man behøvede ingen våbentilladelse; man kunne bare købe, hvad man havde lyst til!
Efter at have taget afsked med vores spaniere - som i øvrigt kommer til Danmark til september - drog vi mod Madrid. Da vi kom op ad metroen, havde vi alle det samme ord på læberne: stort! Fra at være kommet fra en mindre landsby og så til hovedstaden var noget af en omvæltning for os. Det vrimlede med mennesker overalt, og de enorme huse lignede noget fra New York. Vi blev indlogeret på et meget beskendt hotel, som en del af pigerne selvfølgelig brokkede sig over. Heldigvis skulle vi ikke tilbringe megen tid dér, fordi vi hele tiden skulle ud og kigge på forskellige seværdigheder, museer, parker, butikker og lignende. De sidste dage af rejsen fik vi lov til at gå rundt i byen selv, hvilket var meget spændende. Jeg blev især imponeret over det yderst velfungerende metronetværk.
Alt i alt gav studieturen en ordentlig én på opleveren. Det er en rejse, jeg sent vil glemme, og den har helt sikkert givet mig større indsigt i Spaniens kultur og sprog. Som klasse er vi også blevet godt rystet sammen. Samtidig har turen fået mig til at tænke mere på vores eget lille Danmark, som sammenlignet med Spanien og alle dets høje bjerge får vores land til at ligne et kedeligt og fladt landskab, hvor de eneste seværdigheder er Himmelbjerget og Rundetårnet. Alligevel glæder jeg mig til at, at de kommer til Danmark og skal bo hos os. Det skal nok blive sjovt!
tirsdag den 31. marts 2009
Hjemme igen fra studieturen i Spanien
tirsdag den 17. marts 2009
Jeg drager sydpå mod Spanien
Kender I det, når man glæder sig til noget, men at man samtidig frygter det en lille smule? Sådan har jeg det, for på torsdag flyver jeg og min klasse nemlig til Spanien. Studieturen varer 10 dage, hvoraf torsdag-tirsdag er som udveksling, hvor vi skal bo hos spanske elever. Sådan noget har jeg aldrig prøvet før og er derfor temmelig nervøs - især fordi mine spanskkundskaber ikke er noget, jeg går og praler med. Jeg skal bo hos en 15-årig dreng, som jeg har skrevet en smule med over MSN. Han virker rigtig flink, men jeg er stadig meget spændt.
Vi skal bo i noget en lille by, der hedder San Lorenzo de El Escorial, hvilket ligger omkring 50 km. fra Madrid. Vi var derfor inde at se teaterforestillingen "Don Carlos" for nogle uger siden, da den foregår i det enorme palads, som kongen af Spanien boede i. Efter at have boet med de spanske elever tager vi til Madrid og indkvarterer os på et hotel. Vi skal selvfølgelig besøge en helt masse museer og lignende, og vi skal ligeledes lave spørgeundersøgelser, fordi vi rejser med fagene spansk og samfundsfag.
Jeg glæder mig naturligvis enormt meget til rejsen. Jeg har været på Mallorca og Gran Canaria, men aldrig i Spanien. Jeg regner med at tage en masse billeder med vores nye Canon Powershot A2000 IS, som jeg så vil uploade til Google Picasa.
Nå, men jeg er så småt ved at pakke og har derfor ikke tid til at blogge længere.
¡Hasta luego!
fredag den 13. marts 2009
Amazon Kindle = The Hitchhiker's Guide
Dette er indlæg nummer 500 på min blog. Hurra, hurra, hurra!
Jeg har tidligere skrevet om Amazon Kindle, som jeg glæder mig utrolig meget til at få fingrene i, når den en dag udkommer i Europa. Det ville undre mig meget, hvis ikke Amazon snart begynder at sælge den, hvert fald i England, som jo er et kæmpestort bogmarked. Jeg tror, grunden til, at den endnu ikke er at finde på disse breddegrader har noget at gøre med mobilnettet, som gør det muligt at surfe på nettet helt gratis i USA ved hjælp af Whispernet. Der er sikkert en masse partnerbøvl med at få det til at fungere i hele Europa.
Mens vi venter, kan vi jo altid bruge tiden på at se de heldige amerikanere lege med deres Kindles. Fx er der ham her, som har fået laserindgraveret "Don't Panic!" bag på sin Kindle 2. Nørdede læsere vil straks fange referencen til Douglas Adams' fremragende bøger, nemlig den misvisende trilogi kaldet The Hitchhiker's Guide to The Galaxy. Kindle minder ekstremt meget om den elektroniske guide, hovedpersonerne gør brug af i bøgerne, som jeg for øvrigt skrev Dansk-Historie opgave om. Jeg fik et beskedent 7-tal, hvilket jeg blev en smule skuffet over. Havde virkelig lagt meget arbejde i opgaven, hvor fokusset lå på livs- og verdenssynet i den første roman.
Se en video af processen herunder + en sjov tegneserie fra xkcd.
torsdag den 12. marts 2009
Jeg er begyndt at kvidre
Jeg har besluttet mig for at afprøve den meget kontroversielle Twitter-tjeneste, som er en såkaldt micro-blogging service, hvor man med 140 tegn skal beskrive sin nuværende situation. Det er ekstremt populært i USA og er så småt begyndt at komme til Europa lidt á la Facebook.
Hvis I har lyst til at følge mit twitteri, kan I gøre det på Twitter.com/wikzo. Jeg har forbundet Twitter med min mobiltelefon, så jeg kan twitte, uanset hvor i verden jeg befinder mig. Ligeledes har jeg tilføjet et statusfelt i højre side af bloggen, som viser mine updates, lige under mine yndlingsblogs.
Hvad synes I om Twitter? Bruger I det, og i så fald til hvad? Jeg vil meget gerne høre jeres erfaringer og have fat i jeres brugernavne, så jeg kan follow'e jer.
mandag den 9. marts 2009
En strålende film om hverdagen i Indiens slumkvarterer
I lørdags var jeg i biografen sammen med min lillebror for at se den meget roste film Slumdog Millionaire. Jeg kendte stort set intet til den på forhånd, udover en kort trailer og de mange gode anmeldelser. Jeg vidste også, at den har vundet hele otte Oscars, hvilket jeg ikke har svært ved at forstå hvorfor.
Jamal Malik is one question away from winning 20 million rupees. How did he do it? A) He cheated, B) He's lucky, C) He's a genius, D) It is Written (which could mean either the show is predetermined by destiny or that the show is scripted)
Filmen handler meget kort fortalt om to brødre, der lever i et fattigt kvarter i Mumbai, Indien. De oplever en hulens masse ting. På et tidspunkt møder de en pige, og tilsammen er de De Tre Musketerer. Gruppen er ustoppelig - ikke engang et grumt børnehjem, som forsøger at udnytte dem på en temmelig makaber måde, kan holde dem fanget. I takt med at de vokser op, kommer de to brødre længere og længere væk fra hinanden, og til sidst skilles de helt. Der er imidlertid problemer med pigen, som bliver omdrejningspunktet for hovedpersonen. Han bruger lang tid på at lede efter hende, og til sidst er hans eneste udvej at gå på landsdækkende tv, nemlig i det verdensberømte program "Hvem Vil Være Millionær?" (med 9 millioner seere). Jeg skal ikke røbe alt for meget, men filmen handler i høj grad om, hvordan knægten klarer sig igennem programmet og svarer på alle spørgsmålene. Essensen er, at han har ikke brugt sit hele sit liv på at lære trivialviden udenad, men i stedet har kæmpet for at overleve ved at tage én dag ad gangen.
Filmen er rigtig, rigtig god. Historien er meget rørende og anderledes, idet den tager udgangspunkt i en ret fjern kultur for os europæere. Den viser Indien på både godt og ondt, og her skal den britisk-danske kameramand have stor ros for at komme helt ned, hvor fluerne summer over affaldet på gaderne. Jeg læste i en gratisavis, at mestendels er blevet optaget med et kompakt digitalkamera, således at han har kunne gebærde sig rundt i byen som en almindelig turist uden at vække for meget opsigt. På samme måde er lydsporet imponerende med sine orientalske toner, der sætter stemningen rigtig godt.
Jeg kan varmt anbefale Slumdog Millionaire. Det er en intelligent film med mange lag og flashbacks, som får én til at tænke meget over handlingen og vilkårene for de forskellige personer. Jeg har indtil videre kun været i biografen to gange i år, hvor jeg for en måneds tid siden så The Curious Case of Benjamin Button, som også er en god film (dog kan jeg bedre lide Forreste Gump). Jeg håber desuden på at kunne nå ind og se Mænd Der Hader Kvinder, men vil først være færdig med bogen, som jeg er lidt over halvejs i. Slumdog er en vidunderlig film, som kan og bør ses af alle; den kan meget vel gå hen at blive en af årets bedste. Det var i hvert fald en meget positiv overraskelse for mig, og filmen er uden tvivl en af de bedste, jeg har set længe.
onsdag den 4. marts 2009
Readability - en nemmere måde at læse tekster på nettet
Internettet er et massemedie med oceaner og atter oceaner af forskelligt indhold. På en hjemmeside gælder det om at have det mest eye catchy design, samtidig med at man bliver nødt til at tjene lidt profit ved at vise bannere. Derfor kan det for læseren ofte være irriterende at læse længere tekster på en side, hvor diverse Flash-applikationer blinker og spiller lyde. Oven i købet er der stor forskel på skrifttyper, farver og meget andet, hvilket ikke altid sikrer et optimalt læsemiljø.
Readability er et forsøgsprojekt, som gerne vil gøre det nemmere at læse i ro og fred, mens man surfer. Med denne bookmarklet fjernes alt unødvendig indhold, så kun selve teksten står tilbage. Det er uhyre simpelt og virker ganske effektivt - ikke på alle hjemmesider, men en hel del. Fx fandt jeg det rigtig nyttig, da jeg læste nogle anmeldelser af bærbare computere på Wired.com. På den anden side virker Readability ikke særlig godt her på min blog, men det kan være, at det kommer.
Det er hvert fald et rigtig godt initiativ, som jeg i fremtiden vil benytte mig meget af. Jeg føler, at det giver mig et bedre incitament for at sætte mig ned og fordybe mig i en tekst, når det visuelle ser rent og indbydende ud. Jeg håber, at de fremtidige webbrowsere vil indbygge sådan en funktion, således at man bliver fri for alt den støj, som der findes rundt omkring på nettet. Se nedenstående video for at lære mere om servicen.
[Lifehacker]
søndag den 1. marts 2009
Verdens sejeste Lego-tank i aktion
Jeg kan huske at have lavet noget lignende i midten af Folkeskolen, hvor vi var med i en konkurrence om at bygge en robot af Lego-klodser, som så skulle igennem en række forhindringer på en specialbygget bane. Det var helt vildt sjovt, fordi man blev tvunget til at tænke alternativt hvad angår selve bygningen og programmeringen af robotten.
Denne overgår dog alt, hvad jeg har set tidligere. En rå robottank, der automatisk kan skyde efter sit mål. Pas på alle katte og andre husdyr, for her kommer Ogre!
[Gizmodo]