Når spil er urimelige svære

I dag besluttede jeg mig for at genspille nogle Xbox-titler, som længe har stået og samlet støv på min hylde. Det drejer sig om Lost Odyssey, Mass Effect og N+.

Jeg startede med det japanske rollespil, Lost Odyssey, som jeg har spenderet en 30 timers tid på. Jeg er nået til den sidste disk, men opgav for cirka et halvt år siden at spille videre. Jeg kom nemlig til en urimelig svær boss, som øjeblikkeligt fjernede al min motivation til at fortsætte. Sagen er den, at jeg kort forinden kæmpede mod nogle rigtig stærke havuhyrer, hvor man inden for en spinkel tidsramme skal nå at dræbe dem alle, inden at de angriber en havneby. Jeg brugte rigtig mange forsøg på det, men til sidst vandt jeg. Jeg åndede lettede op og fortsatte. Snart efter mødtes jeg af en ny boss i form af tre stærke tanks. Før jeg havde set mig om, var jeg død, og hurtigt slukkede jeg min 360'er. Jeg har sidenhen ikke spillet det, fordi der har været så meget andet, men i dag bestemte jeg mig for at give det en ny chance. Jeg booter spillet op og gør mig klar til kamp. Jeg forsøger ihærdigt at skade kampvognene, men problemet er, at de er alt for stærke. De to yderste stjæler mange af mine manapoints, som de giver til den stærke tank i midten. Allerede efter én runde er dens kanon fuldt ladet op; den affyrer og rammer os alle sammen med en damage på omkring 1000. Problemet er, at mine folk kun gennemsnitligt har 2000 HP. Det siger sig selv, at jeg efter blot to-tre runder er blevet smadret totalt. Jeg forsøger at heale med magi og potions, og jeg forsøger at skabe et skjold. Lige meget hjælper det. De er simpelthen for stærke. Efter "Game Over"-teksten prøver jeg igen, men får samme resultat. "Okay", tænker jeg. "Jeg har mildt sagt gået gennem ild og vand, og nu står jeg over for en bøvet skurk med tre massive kampvogne. Hvorfor er det lige, at de skal være så urealistisk stærke?" Er det mon mig, der er noget i vejen med? Har jeg ikke brugt nok tid på at level'e mine karakterer op? Jeg synes ellers, at jeg har kæmpet ret mange randomkampe for at få mere XP. Jeg har før haft problemer med de tidligere bosser, men dér havde jeg i det mindste en lille chance for at være heldig og slå fjenden ihjel. Det har jeg ikke her; marginalen er kun to runder, inden at den midterste tank har dræbt hele mit hold! Jeg nægter simpelthen at backtracke tilbage for at grinde mine figurer højere op. Derfor er spillet nu røget på hylden igen. Det er et flot og storslået spil, men når dets sværhedsgrad stiger så drastisk uden nogen grund, gider jeg bare ikke mere. Det er ærgerligt, for jeg synes egentlig rigtig godt om historien og vil meget gerne se, hvordan det hele ender. Måske finder jeg en walkthrough på et tidspunkt, men det bliver hvert fald ikke foreløbigt.

Bagefter forsøgte jeg mig med Mass Effect. Spillet fængede mig hurtigt med sit enormt store univers og nærmest uendelige muligheder. Alligevel gik der ikke mere end en lille uges tid, før jeg stoppede med at spille det. Der er omtrent et år siden. Nu vil jeg prøve igen. Jeg begiver mig ud i den lidt kluntede rumbil, som jeg kører rundt på en snedækket planet. Efter med nød og næppe at have overlevet nogle farlige robotdroner, når jeg til et punkt, hvor jeg skal ud af fartøjet og ind i en bygning, hvor en gruppe fjender venter. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om styringen, som jeg finder lettere klodset, og skydedelen er helt klart den svageste i spillet. Jeg gemmer mig bag en væg, men inden jeg har set mig om, er den ene af mine holdkammerater faldet om. AI'en er ikke særlig god, og éns medspillere har åbenbart ikke lært at søge dække. Sammen med min anden ven får vi plaffet en håndfuld fjender ned. På dette tidspunkt lader det til, at der kun er én fjende tilbage, og derfor vågede jeg mig ud for at tage ham med min sniperriffel. Det lykkedes, men pludselig befinder en anden fjende sig bag mig og slår mig en enkelt gang: Jeg er død, og den triste Game Over-musik begynder at spille. Nu husker jeg, at det nærmest var den helt samme hændelse, der for et år siden fik mig til at droppe Mass Effect. Jeg har såmænd intet imod udfordring, men det er decideret åndssvagt, at der ingen checkpoints er. Hvis jeg har lyst, kan jeg endnu en gang køre den 10 minutter lange tur og prøve igen, men det har jeg ikkel. Måske var jeg bare uheldig, men uanset hvad gider jeg ikke gøre et nyt forsøg. Det handler selvfølgelig om, i hvor stor en grad man gider at fordybe sig i et spil for at lære de gængse taktikker, opgradere sine våben og komme videre ved trial-and-error. Jeg gav imidlertid Mass Effect en chance for at give mig et andet indtryk, men det skuffede mig, og jeg tror ikke, jeg får lyst til at lægge det i maskine fremover.

Til sidst spillede min lillebror og jeg lidt N+, som er en Xbox Live Arcade-titel, jeg har downloadet. Det er et uhørt simpelt Flash-spil, hvor man som en lille ninja hopper rundt mellem et hav af platforme. Vi får gennemført en hel del baner, men den sidste i episode 15 kunne vi ikke klare. Man skal samle tre firkanter (nøgler) for at få åbent en dør. Samtidig er der tre raketskydere, som konstant fyrer instant kill-raketter efter os. Udfordringen ligger i, at firkanterne er placeret i hjørner, hvor det er noget nær umuligt at undslippe raketterne. Vi brugte måske 20 minutter på dette ene level og måtte til sidst give op. Denne gang er jeg dog ikke i tvivl om, hvem der er det svage led i kæden. I de to forrige eksempler vil jeg mene, at spillene er blevet designet forkert, men i N+ er det nok snarere min bror og jeg, der ikke er dygtige nok. Jeg har hele tiden vidst, at N+ er et svært spil, og det var dengang grunden til, at jeg erhvervede mig det. Der er ikke andet at gøre end at forsøge igen; vi skal nok klare banen på et tidspunkt. Spørgsmålet er bare, hvornår ...

Da jeg var på Game Development Camp i sommerferien, lærte vi om det såkaldte "Game Flow", som er en slags model for, hvor meget spilleren udfordres. Det siger sig selv, at et spil aldrig nonstop må være alt for svært eller nemt. Det skal derimod være varieret, for eksempel med små højdepunkter, som er ekstra sværre (typisk en stor boss), efterfulgt at noget mere afslappende gameplay. Det handler også om placering af checkpoints, som opdeler de sværre steder i mindre bidder. Dette forhindrer, at man, hvis man fejler, skal gentage hele banen. Hvorledes en spiller finder spillet for svært eller for let er naturligvis en subjektiv sag. Måske lyder jeg lidt som en whiner, når jeg beklager mig over ovenstående spil. Jeg vil selv kategorisere mig som en rimelig stærk og habil gamer, der er nogenlunde god til de fleste spil. Jeg kan godt lide udfordringer, men når jeg møder en høj mur, som kræver timevis af forsøg for at opnå den rigtige kombination af held og skills, kan jeg godt ende med at droppe det, hvis ikke der er den rette motivation. For mig er sådanne momenter ofte meningsløse, og jeg vil hellere bruge min tid på andre ting end at forsøge at klare det samme level hundredvis af gange. At skabe et dynamisk system, som kan læse spillerens nuværende situation og på den måde tilpasse sværhedsgraden, er, tror jeg, svært. Trods dette bør man gøre forsøget, hvilket udviklerne af Lost Odyssey øjensynligt ikke har gjort. I stedet er sværhedsgraden blot en stigende kurve, som stiger støt hele tiden uden pauser. Det bedste eksempel på et dynamisk sværhedsgradssystem er Left 4 Dead med sin "AI Director", som hele tiden analyserer, hvor godt personerne spiller. På den måde kan systemet tilpasse antallet af zombier, der bliver smidt i hovedet på de fire spillere. Jeg har selv gennemført Left 4 Dead sammen med tre gutter på en netcafé, og vi følte aldrig, at spillet var urimelig svært, men det gav os hele tiden en tilpas mængde af udfordring. Det handler om at finde et flow, som bliver vist på nedenstående grafer.


Alt i alt synes jeg, at teori og praksis med at tilpasse sværhedsgraden i et spil er rigtig interessant. Det kræver helt sikkert en masse testning og tweaking, men det er i sidste ende alle pengene værd. Det ville jo være enormt ærgerligt, hvis man har skabt et rigtig godt spil, som ingen kommer til at opleve, fordi den første boss er alt for svær- Nogle spil er skabt udelukkende for hardcore-publikummet, der elsker at tæve igennem Mega Man, Ikaruga eller The World's Hardest Game. Men langt størstedelen af spillene skal jo sælges med et bredere appeal og være tilgængeligt for alle. Derfor forsøger mange udviklere at tilpasse deres hardcore-titler til den mere casual-prægede befolkning. Her kan jeg nævne det nye Prince of Persia, som i den grad er blevet en slags interaktiv tegnefilm, hvor prinsen automatisk klistrer sig fast til vægge, og spilleren holdes i hånden hele vejen. Jeg vil ikke komme mere ind på dét her, men kan kort sige, at jeg er skuffet over, hvor automatiseret og overfladisk spillet er.

Inden jeg slutter af, vil jeg lige nævne denne side, som jeg fandt, da jeg søgte på emnet. Den indeholder en masse gode informationer om Game Flow og lignende, som er værd at bide mærke i. Graferne er ligeledes hentet derfra.