Kunsten at rejse med bus - et gammelt essay

Jeg sidder og kigger min dokumentmappe på min computer igennem og har lige fundet en skolestil, som jeg skrev i oktober 2006. Det er en danskopgave, hvor vi skulle skrive et essay om et valgfrit emne - essaygenren er helt klart min yndlingsgenre, fordi den minder så meget om en blog/dagbog. Jeg kan godt lide at skrive sådan meget anekdotisk og hverdagsagtigt, som om man står over for en person og fortæller sin historie. Samtidig har jeg jeg har en tildens til at skrive ret parentetisk (med trivial knowledge og indskudte bemærkninger som denne) og nogle gange en smule overfladisk (hvilket jeg forsøger at passe på med). Denne stil er nok den bedste, jeg nogensinde har skrevet i skolen, og jeg er også ganske tilfreds med det flotte 11-tal, som fru Bjørn gav mig i sin tid. Jeg har valgt ikke at rette i teksten, som jeg i dag sagtens kan finde fejl og mangler i, men i stedet bare at copy-paste direkte. Enjoy.

Kunsten at rejse med bus.
Klokken er 7.45. Det er mandag morgen, og jeg skynder mig ud af døren. Løber og løber. Håber på at nå det. Jeg smutter over krydset, inden det skifter til rødt.
Skoletasken er ekstra tung i dag, fordi vi både skal have tysk og dansk – hvilket er ensbetydende med mange tunge bøger.
Min cykel er til reparation, og min mor har ikke tid til at køre mig i skole. Derfor må jeg tage af sted sammen med Århus Sporveje og deres let genkendelige gule busser.
Jeg står ved et busstopskilt og venter på, at 6’eren ankommer. Der er ingen andre i nærheden, og jeg har glemt mit ur derhjemme på hylden. Jeg aner ikke, hvad klokken er, og jeg kan kun håbe, at bussen ikke allerede har været forbi. Det er langt fra første gang, jeg står og venter på en bus, uden at vide hvad klokken er. Hvad skal man bruge en lang liste over de tidspunkter, busserne holder ved stoppestederne, hvis man ikke kender klokken? Der står, at 6’eren burde holde ved mit stoppested klokken 7.47. Hvordan kan jeg vide, at bussen ikke er forsinket? Måske er den allerede kørt videre uden mig. Den næste bus går først om en halv time. Sådan er det altid med busserne og for den sags skyld også toge og andre transportmidler.
Man kan aldrig være sikker. Enten er man heldig, eller også er man ikke. 50-50.

Nu er det så at jeg tænker, hvorfor man ikke bare installerer et lille digitalur ved stoppestederne, så folk har en lille chance for at vide, om de når bussen eller ej?
I stedet bruges der masser af penge på, efter min mening, enormt grimme ”huse” med dårlige bænke. Før i tiden var det bare en rund klods, man kunne sætte sig ind i, men nu har Århus anskaffet sig nogle moderigtige glashuse med dertilhørende bænke, der matcher med et cool metal-look. Ulempen ved det er, at folk synes, det er utrolig sjovt at smadre glasset, der danner disse væggene. Bænkene tager heller ikke særlig stor hensyn til personer med sarte eller store numser. De er alt for små, og så er de fremstillet af slebet jern. Hvem er dog kommet på denne idé, at dét skulle være smart? Hvis man havde tænkt sig lidt grundigere om, ville man vide, at jern bliver ubehagelig koldt om vinteren og er næsten umuligt at komme i kontakt med. Jeg vil i hvert fald hellere stå op, hvis alternativet er at sætte min røv på en iskold bænk.
Man får jo nærmest forfrysninger i bagenden.
Hvor kan det i øvrigt være kedeligt at vente på en bus. Godt nok får man mulighed for at tænke lidt over livet, hvis man da har behov for dette, men jeg synes, man burde overveje en måde at underholde de rejsende på, mens de står og venter på deres transportmidler. Måske skulle man, i stedet for de til tider meget fantasiløse reklamer med popstjerner, der står og promoverer smarte produkter, sætte nogle plakater op med samme koncept som bøgerne i ”Find Holger”-serien. Disse børnebøger kan man bruge flere timer på at lede efter den lille mand i det rød-hvidt ternet tøj. Sådanne billeder ville være geniale påfund at have ved et busstopsted.
Måske skulle jeg sende et brev til Århus Sporveje og foreslå denne idé: En eksklusiv kampagne som vil underholde de rejsende kunder, mens de står og venter på bussen. Genialt!

Nå, men jeg står altså stadig og venter på min bus; håber på at den endnu ikke er kørt. Så kommer jeg til at tænke på min rejse til Sønderjylland i sommerferien 2006.
Jeg skulle ned og besøge en ven i Haderslev, og på min rejse begik jeg en kæmpe brøler: For det første kunne jeg ikke finde ud af, at man skal stige ind foran i bussen. Åbenbart er Århus en af de eneste byer, hvor man går ind i bagenden. På grund af denne misforståelse endte det med, at jeg kom til at køre sort; altså ikke betalte for min billet. Det var ikke min mening, men da jeg først var steget ind ad den forkerte dør, havde jeg ingen mulighed for at komme op til chaufføren og købe en billet. Bussen var propfyldt med mennesker af enhver slags, og jeg bar rund på en tung taske. Jeg kunne på ingen måde møvre mig igennem den store menneskemængde, så jeg måtte bare stå og kigge – håbe på at der ingen kontrollør kom forbi. Imens jeg stod i bussen sammen med min ven, kiggede jeg rundt på de forskellige personer. Det er altid interessant at betragte de mange forskelligheder, og nogle gange kan det være ekstremt underholdende. Der findes tusindvis af forskellige typer mennesker, og ingen er ens. Nogle ser umådelige grimme ud med deres alt for store næser og øjenbryn, mens andre har sindssyge frisure og make-up, så det siger spar to. Selvfølgelig er der også de mere almindelige folk, som ingen gider interessere sig for. Og så er der dem, som altid taler så højt i deres mobiltelefon, at alle andre i bussen nemt kan overhøre hele samtalen.
Nogle gange hvis jeg keder mig, leger jeg en lille gætteleg i busen. Helt konkret går det ud på, at man lytter efter folks samtaler, for eksempel bagved én. Så danner man sig automatisk et billede af person(erne) inde i hovedet. Når jeg så går ud ad bussen, kigger jeg mig lige over skulderen for at se, om mit billede af vedkommende var tæt på eller ej. Det er nogle gange utroligt, hvor meget man kan vide om en persons udseende ved blot at bruge høresansen … men nogle gange gætter jeg også helt forkert, men i de fleste tilfælde ligner mit billede rimelig godt.

Min anden store fejltagelse var da jeg skulle hjem. Her gik det rigtig galt, da min rejsekammerat og jeg skulle købe billetter. Han er et år ældre end jeg og skal altså betale som en voksen. Jeg derimod er 15 år gammel, og denne alder ligger ofte på grænsen mellem barn og voksen. Mange steder ligger skillelinjen forskelligt. For eksempel skal man købe voksenbillet i biografen, hvis man er over 12 år. Et busklippekort for børn i Århus gælder til man er fyldt 16.
Da jeg steg ind i bussen, spurgte jeg, hvor gammel man skal være for at blive anset som voksen. Den kvindelige chauffør svarede 16 år. Helt ordret sagde jeg følgende uden nogen videre overvejelse: ”Okay, så er jeg 15 år.” Hér kollapsede det hele … Jeg havde formuleret mig på en dum måde og brugt en forkert tone.
Nu troede hun selvfølgelig ikke på mig og forlangte legitimation. Jeg havde intet på mig, så derfor blev jeg nødt til at købe en voksenbillet. Jeg blev godt og grundigt rasende, men havde jo intet valg – jeg kunne ikke bevise, at jeg rent faktisk var et år yngre. Den dag lærte jeg, at man altid skal fortælle sin alder, før man forhører sig om skillegrænsen. Det er på sin vis lidt åndssvagt, at bare fordi man udtrykker sig lidt forkert, bliver man nødt til at betale mere, end hvad der er behov for.
Hvorfor skal man egentlig betale dobbeltpris hvis man er 16 i stedet for 15 år?
Man behøver nødvendigvis ikke fylde mere på grund af det ene år.
Det er dybt latterligt, og jeg synes, man burde sætte en officiel grænse for alt billetsalg i Danmark. Lad os bare sige, at man skal betale som voksen, når man bliver myndig – altså ved 18-års fødselsdagen.

Da jeg endelige kommer ind på Århus Hovedbanegård, tager jeg en hurtig bus hjemad. Denne gang kender jeg proceduren: Man stiger ind bagi og propper sit klippekort ned i maskinen, indtil den fremsiger et svagt ”hak”.
Nu sætter jeg mig på et af de nærmeste sæder, som selvfølgelig ikke er af den fine slags. Det er nærmest en tradition, at bybusser har meget slidte, beskidte og grimme stole. Sådan er det bare, og det må man acceptere. Stolen lugter væmmeligt af noget ukendt og får mig til at tænke tilbage på sidste års lejrtur i Sverige. Sammen med parallelklassen kørte vi til Idre Fjäll for at stå på ski. Turen gik rigtig godt, men rejsen i bus var bestemt ingen succes. For det første var bussen enormt lille, og der var ikke plads til os alle. Nogle blev nødt til at sidde ovenpå hinanden hele vejen op til det svenske fjæl. Buschaufføren var også ekstremt gnaven og sur, og han råbte hele tiden, at vi skulle sidde stille. Selvom vi intet gjorde. Hvorfor han bar nag til os, har jeg ingen anelse om.

På sædet overfor ligger der en avis. Indlysende nok en af de gratis slags. Det er helt bimmelim, som vi bliver bombarderet med nye gratisaviser for tiden. Først kom der to-tre forskellige, som kan hentes i bokse, der er opstillet rundt omkring i byen. Nu har andre fået øjnene op for den smarte pengefidus, og der trykkes tonsvis af gratisaviser til borgerne landet over. Åbenbart kan vi ikke leve uden, siger de. Ifølge blandet andet ”dato”, ”24timer” og ”Nyhedsavisen” er en dag ikke fuldendt, før vi har læst samtlige sider i deres aviser. Fuldstændigt hensynsløst for både miljøet, buddene og skraldemændene, siger jeg bare. Hvad fanden skal Danmark med seks-syv aviser om dagen, der er fyldt op til randen med kæmpestore reklamer og unødvendige oplysninger? Desuden går det vist ikke særlig godt med at få dem bragt ud om morgnen, da det kun er den indre del af København, der modtager alle aviserne hver dag. Vi har selv fået et par af dem ind ad brevsprækken nogle få gange. Men ikke hver dag, måske kun én eller to gange om ugen. Engang var jeg avisbud – først for ALFO med en hulens masse reklamer, og dernæst gik jeg med Morgenavisen Jyllandsposten –, og det er bestemt ikke noget særlig interessant eller lærende job. Det bliver hurtigt ensformigt, og jeg føler virkelig medynk for de stakkels bude i Post Danmark, som nu skal på overarbejde på grund af de nye trykte aviser.
Øjensynlig tager de det ikke så tungt og gider ikke sætte den helt store indsatsstyrke ind. Alligevel loves der guld og grønne skove, hvor de siger, at vi hver dag vil have mulighed for at læse deres aviser sammen med morgenkaffen. Men intet sker. Skuffende; men alligevel forståeligt.

Jeg indrømmer dog gerne, at jeg en gang i mellem snupper et eksemplar af ”Urban” med hjem, når jeg cykler fra skolen. Urban er nok den bedste af de mange gratisaviser, fordi den efter min mening har fanget den rigtige stemning og tone med blandt andet bagsidetekster. Her har de fået nogle kendte danskere til at skrive om tilfældige ting i livet, og mange gange finder jeg skribenternes meninger interessante. Ikke desto mindre er der stadig langt mellem gratis- og købeaviser i mine øjne.
Jeg tror ikke, at vi skal frygte, gratisaviserne overtager de ”rigtige” avisers plads i den nærmeste fremtid. Tværtimod.

Jeg læser ikke specielt meget avis, udover at skimme Urban’s topnyheder og bagsidetekster igennem. Jeg føler ikke at have tid eller behov for at gennemgå de mange antal sider hver dag. Generelt har jeg det heller ikke særlig godt med de store hæfter af papirer. Jeg venter, til at man opfinder en brugbar digitalavis.
For resten læste jeg noget om dette emne for nogle måneder siden. Nogle forskere er i gang med at designe en minicomputer, som kan modtage dagens nyheder lidt ligesom en mobiltelefon. Jeg læste i artiklen om forskellige digitale aviser: Nogle var meget enkle med en traditionel skærm, mens andre var sat sammen af et slags papir, der ligner meget et almindeligt stykke ark. Det specielle ved denne model er, at den kan downloade informationer fra Internettet og altid være opdateret. At være opdateret ser jeg ofte som et problem for aviserne. Hvordan kan man for eksempel tillade sig at kalde en avis for ”24timer”, når den jo allerede ét minut efter trykkelsen er forældet? Virkelig dårlig markedsføring, vil jeg sige. Det giver absolut ingen mening.


Nu er jeg så tilbage, hvor jeg startede. Jeg trykker på den røde stop-knap og går mod udgangen. En masse børnehaveunger løber foran mig og skriger som en flok vilde dyr. Én for én går de ud ad døren med et ”Tak for turen” til buschaufføren.
Og hver gang svarer han: ”Selv tak”. Hvad er meningen med dette? De har jo selv ærligt og redeligt betalt for turen – eller mere præcist: deres pædagoger har betalt –, så hvorfor skal de sige tak? Jeg fatter heller ikke, hvorfor at buschaufføren svarer, som han eller hun gør. Hvad kan man bruge et ”Selv tak” eller ”Det var så lidt” til?
Nogle steder er verdenen meget mærkeligt og ofte ukreativt skruet sammen.
Lidt ligesom de kiksede slogans bagpå busserne. ”Tre klip og kørekortet er væk, men hos os har du syv stadigvæk”. Eller hvad med ”Ta’ bussen – det er sund fornuft!”. Man kan rent faktisk tjene penge på at skrive sådanne reklamer.

Med disse tanker går jeg langs fortovet hen mod vores hus. Nu skal jeg hjem og lave dagens lektier. I denne omgang står det på dansk, hvor vi skal skrive et essay til aflevering. Hvad skal dette dokument så handle om? Hvad skal min inspirationskilde være? No problemo, jeg har jo lige oplevet en masse sammen med Århus Sporveje. Jeg tror, jeg vil skrive om mine rejse med de gule busser …