Min Gmail er en ninja

For et par uger siden rullede Google en lang række temaer ud til deres mailservice. En del af dem er faktisk rigtig gode, og mit yndlings er helt klart temaet med de dødsensfarlige ninjaer. For at skifte tema skal du blot gå ind under Indstillinger og så fanebladet "Temaer". Her er et screenshot af min Gmail (har valgt at vise SPAM-bakken for ikke at afsløre alle mine private mails).
Når man alligevel bruger så meget tid på at læse og skrive mails, hvorfor så ikke peppe udseendet lidt op, så det gør én lidt gladere i hverdagen?

Fiktion kontra virkelighed i spillenes verden

På Gamasutra har jeg læst en ganske spændende artikel om emnet Immersion (fordybelse, indlevelse), som er det helt store buzz word i disse tider. HUD-grafikken på skærmen skal væk; nu skal figurens status kunne ses direkte. Call of Duty var et af de første skydespil, som fjernede HP-baren og i stedet farvede skærmen rød, når soldaten var såret. Det gav en helt anden indlevelse for spilleren, for nu skulle man se på sin figur for at afgøre, hvilken stand personen var i - altså hvor tæt på døden man var. I dag bliver dette system brugt i rigtig mange spil, og for nyligt tog EA skridtet videre med Dead Space, hvor alle menuer og skærme er bygget ind i hovedpersonens dragt. Det handler om at gøre skærmen så clean som overhovedet muligt, sådan at man rigtig kan blive opslugt af spillets verden. I Mirror's Edge bliver alt set gennem pigens øjne, og det skaber en ganske unik forbindelse, der får én til at føle sig som Faith.

At kunne fordybe sig i et hvilket som helst medium, film, bøger, spil eller musik, er vigtigt for at kunne leve sig ind i den (ofte) fiktive verden. Alligevel ved vi jo godt, at vi befinder os i den virkelige verden, den fysiske verden, med en controller i hånden foran fjernsynet. Men hvad med karakterene i selve spillet? Hvad sker der, hvis de også er klar over, at de bare er et stykke software skabt til at underholde mennesker? Dette emne tager artiklen fat på, og en fyr ved navn Ernest Adams synes ikke om den stigende tildens. Her nævnes et eksempel med Solid Snake fra Metal Gear Solid-spillene, som flere gange antyder, at du, spilleren, skal trykke på Action-knappen for at komme videre.

To take a game seriously, one can imagine, is to believe that what happens to characters is meaningful and real within the sealed bubble that contains the fictional universe of its story. If certain graphical interface elements, like life meters, are projected on the surface, it's not a problem as long as the characters below don't notice. However, if the characters do notice, the whole bubble pops. Reality and fiction, at least in Adams' mind, do not mix. From the moment Snake's commanding officer in Metal Gear Solid mentions the "action" button, the story is finished. It is proof that Snake's world isn't real, so why should we care?

Han mener, at illusionen brister fuldstændig, når en person i et spil fortæller, at vedkommende godt er klar over, at han befinder sig i et spil. Jeg kan sagtens forstå Adams pointe, men alligevel synes jeg, at det er ganske skægt med disse meta-agtige kommentarer. Jeg har ikke selv prøvet Metal Gear, men har ladet mig fortælle, at der er flere sjove momenter, hvor man skal hive controller, memory card og lignende ud af sin maskine for at komme videre i spillet. Det giver en ekstra dimension til spillet, der forsøger at kombinere den fysiske og digitale verden. Dette fænomen, augmented reality, er rigtig populært, hvor man i dag forsøger at bygge bro mellem det virkelige og informationer på en skærm - en almindelig GPS i en bil er et godt eksempel på dette.

I artiklen skrives der om den fjerde mur, som er et udtryk, der bruges i teaterets verden. Hér er det fatalt, hvis skuespillerne indikerer, at de godt ved, at de bare spiller en rolle i en fiktiv historie. Dette mener jeg ikke er tilfældet i videospillenes verden. Jeg synes tværtimod, at det er sjovt, når spil inddirekte viser, at de godt ved, at de er et spil. Jeg kan for eksempel huske Mother 3 (et meget obskurt japansk RPG til Game Boy Advance), hvor der flere gange bliver antydet, at spillet godt ved, at man sidder med det i hånden og træffer beslutningerne. Det finder jeg ganske morsomt.

Both avatars and the technological devices we use to control them are never simply in one reality. They are inherently liminal entities, contributing to a mindset that we, as players, exist in two realities at once. It's just as natural for a player to say, "I defeated that boss," as it is to say, "Snake defeated that boss," since Snake is and is not the player at the same time. It is likewise natural for a player to say, "I punched an enemy soldier," when in reality, she punched no one. All she did was press a button.

Jeg elsker, når spil har referencer til andre spil eller spilkulturen i det hele taget. Det er sjovt at lede efter easter eggs og finde Marios kasket i et Microsoft-spil. Efter min mening ødelægger referencerne på ingen måde helhedsoplevelsen, men gør den snarere bedre. Et spil som The Simpson's Game kører næsten udelukkende på referencer, og det gør det bare enormt sjovt. Der skal naturligvis være en slags grænse for, hvor meget af indholdet der må være fjollede hentydninger til andre spil, men på nuværende tidspunkt ser jeg det ikke som noget problem. På samme måde er der stadig meget at udforske hvad angår spil-spiller forholdet. I nogle spil siger hovedpersonen intet, fordi det er spilleren, der skal give liv til sit avatar. Hverken Link eller Gordon Freeman siger et eneste ord, men alligevel fortæller de sammen med spilleren en episk historie. I andre spil bliver en karakters personlighed vist gennem dialog, men det kan ofte være en ret tung affærde. Derfor foreslår jeg, at vi finder en middelvej, lidt i stil med det interaktive dialogtræ fra Mass Effect, som lod spilleren bestemme samtalens retning. Jeg kan ikke finde på nogle konkrete eksempler, men jeg tror og håber, at udviklere vil finde på nye måder at fremvise en figurs personlighed, der knytter sig endnu stærkere til spilleren foran skærmen.

I må undskylde, hvis det hele er blevet en smule rodet. Artiklen, som jeg varmt vil anbefale jer at læse, peger i så mange forskellige retninger om historiefortælling i spil, at det er svært at skrive en længere sammenhængende tekst om det. Det er et stort emne, som helt klart fortjener mere fokus, og derfor er jeg rigtig glad for, at Gamasutra har forsøgt at afdække det i den fire sider lange artikel. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad jeres mening er om alt det her. Er det i orden, at den kære Hugo Trold banker på skærmen og siger: "Halloooo, er der nogen hjemme?", eller ødelægger det hele billedet af den virtuelle verden?

Her til sidst vil jeg copy-paste et klogt udsagn fra den danske Jesper Juul, som er forsker i videospil. Jeg ved ikke ret meget om ham, men ud fra hans blog virker han som en fornuftig fyr.

Game scholar Jesper Juul calls games "half real," meaning they are at once fictional worlds and real games. "Dying" in a game is fiction, since the player is not really in danger and does not really die. But "losing" the game is real, since the player is real and really has lost. This can easily be applied to technology at large as well. In the game, the player may be starting a car, but in reality he is just pressing a button. The technological apparatus of the game, which we as players have direct knowledge of, is real.

40 farvefyldte wallpapers

Jeg elsker flotte billeder til computerskrivebordet, og her den anden dag fandt jeg en side med 40 farvesprudlende billeder. Jeg synes især godt om billedet med de mange smilier.

Need a new wallpaper? Så klik her [-:

Jeg hader egoistiske cykelister

Jeg har efterhånden brugt min cykel temmelig meget, temmelig længe. Engang kørte jeg altid med bus, når jeg skulle i skole eller ned i byen. I dag cykler jeg stort set hver gang, hvilket jeg synes er rigtig dejligt. Man er fri til at gøre det i sit eget tempo, fri til at cykle sin egen vej, og det er nemt at stille den fra sig og gå lige derhen, man har lyst til. Jeg kan især godt lide at cykle, mens jeg lytter til podcast. Der er dog én ting, som irriterer mig grænseløst, og det er, når jeg møder folk, som åbenbart synes, at janteloven er alle tiders.

Jeg snakker om cykelister, der ikke kan respekterer en køkultur, når man venter i et lyskryds på at få grønt lys. Når der er rødt, stiller man sig op og venter ved kantstenen, og hvis der kommer flere til, er det da en ganske selvfølge at stille sig bag den sidste i køen. Hvad jeg ikke kan fordrage, er når visse folk bare overhaler hele rækken af ventende cykelister og nærmest kører ud på vejen, selvom der endnu er rødt. De tror, de er så smarte, men det er de bare ikke, når jeg få sekunder efter indhenter (altså når der er blevet grønt, og man må begynde at køre). De hersens egoistiske cykelister tror, at de lige kan nå at komme foran, men det viser sig faktisk, at de fleste blot er langsomme og bliver overhalet på nul komma fem. Og tror mig, jeg har oplevet dette fænomen mange, mange gange ... det er faktisk ret vildt, hvor selvcentrede folk er.

En anden ting, jeg virkelig undrer mig over, er gamle mennesker, som går over store veje uden at benytte et gåareal ved et lyskryds. Der er så meget snak om, at vi skal passe på det grå guld, men hvorfor fanden kan de så ikke selv gå over de steder, der er beregnet til formålet, i stedet for at smutte over en dødsensfarlig vej fyldt med biler? Jeg fatter det simpelthen ikke ...

Jeg tester min skrivehastighed

Har prøvet det flere gange før, men denne gang fandt jeg et site, hvor ordene, man skal skrive så hurtigt som muligt, er danske og ikke engelske. Mit første forsøg fik følgende resultat ...

97 ord

Speedtest

Det er faktisk ganske sjovt. Dog har jeg det med at forsøge at skrive andre ord, der giver mere mening, fordi ordene blot er sat op i en tilfældig rækkefølge. Jeg kunne godt tænke mig at skrive sammenhængende sætninger for at se, om resultatet bliver anderledes. Desuden går der lidt spiltid, hver gang en række ord er skrevet.

Jeg prøvede også på engelsk, hvor jeg skrev små 80 i minuttet.

It's a Mii, øh, jeg mener Avatar!

I går blev Dashboardet til Xbox 360 opdateret, og sammen med New Xbox Experience, som det kaldes, følger de nye Avatars. Jeg ved godt, at der har været rigtig meget debat, om hvem der kom først med idéen ... Nintendo eller Microsoft? Uanset hvad er det ekstremt tydeligt at se, at sidstnævnte har fået inspiration (læs: stjålet) fra Nintendo, fordi man bygger sin Avatar på helt samme måde som en Mii. Interfacet, måden man vælger sine karaktertræk på osv., er nærmest identisk. Forskellen er, at Microsoft tilsyneladende gør mere ud af Avatars, som nu bliver associeret med Gamertags, således at alle ens online-venner kan se éns figur. Der er også langt flere muligheder med Avatars, og nyt tøj bliver tilføjet jævnligt. Det ærgrer mig, at Nintendo sidder med sådan en god idé, men ikke gør brug af den, og så kommer Microsoft og overhaler indenom.

Oh well, her er min figur (ikke grine!):

Seje tricks med billeder

I bliver nødt til at se de billeder her, de er vildt fede!

Fototricks på Juniorama

At være til stede i sin handling

En ting jeg længe har undret mig over er folks tilgang til at udføre handlinger. Jeg mener, at når man er i gang med noget vigtigt/interessant, bør man lægge fokusset på det og kun dét. Det nytter ikke at lave en helt masse andre ting, mens man for eksempel sidder og læser eller skriver. Selv finder jeg det stadig sværre og sværre at koncentrere mig 100% om en enkelt ting i længere tid, for eksempel at lave lektier, fordi jeg får så mange nye indtryk, krav og oplevelser hver dag. Jeg har svært ved at holde en masse tanker ude, men det hjælper, når jeg sætter mig i en stol langt væk fra computeren og fjernsynet. Jeg har en kæmpestor stak af bøger, som jeg gerne vil læse, men jeg har simpelthen ikke tid og overskud til at fordybe mig i teksten. Engang lavede jeg næsten ikke andet, men i dag kan det tage lang tid, før jeg sådan rigtig bliver opslugt, og verden omkring mig forsvinder. Denne tidsløse indlevelse i en historie, hvor alt omkring en forsvinder, savner jeg rigtig meget, og hvis det ikke var på grund af den store mængde lektier, vi får i her i 2g, og de mange nye must-have videospil, ville jeg vitterlig gerne læse de mange klassiske bøger, som jeg mangler. Faktisk er spillene lidt et problem for mig; de har en særlig magt over mig, der gør, at jeg desværre sjældent får taget mig sammen til at læse i længere tid ad gangen. Jeg vil ikke kalde mig selv en afhængig ludoman, men snarere én med en med en meget stærk og inkarneret interesse. Mange ser videospil som barnligt tidsspild, det er jo bare legetøj, men det gør jeg ikke. I mine øjne er mediet i stand til noget, ingen andre kan. Det kan fortælle historier på en meget mere involverende måde med sin interaktivitet. Det kan gøre mennesker i stand til ting, som de aldrig vil kunne i det virkelige liv. Udover dette kan spil underholde på mange forskellige planer, samtidig med at det kan bruges i undervisningsøjemed. Det at spille er blevet et meget større fænomen end i de simple arkadedage, hvor man for et par mønter kunne få et hurtigt fix og få stillet sin Donkey Kong-sult. Jeg bruger ganske givet meget tid på at spille, men jeg bruger mindst lige så meget tid på at diskutere (kommende) spil med andre, enten over nettet eller in real life. Jeg er så småt begyndt at lære om de bagvedliggende mekanismer, fordi jeg har en vision om selv at komme til at arbejde med udvikling af spil i fremtiden. Jeg lånte for nyligt to store bøger om emnet og er lige nu i gang med "Rules of Play - Game Design Fundamentals". Den er rigtig god, men også en smule svær, og handler ikke kun om videospil, men spil i det hele taget. Den beskriver, hvordan en designproces fungerer og forsøger at give et indblik i, hvad der skal til for at kunne designe spil.

For at komme lidt tilbage på sporet: Jeg oplever en stigende tildens til, at folk (og også jeg selv, desværre) bruger tid på så meget andet, end det man reelt set er i gang med. Her tænker jeg eksempelvis på nogle af mine kontakter på Xbox Live, som bruger mere tid på at ville peptalke med folk via headset end egentlig at fordybe sig i spillet. Jeg har på ingen måde noget imod at hyggesnakke med folk over nettet, men når jeg har sat mig ned i sofaen for at få fortalt en storslået historie om en protagonist, som er oppe imod hele verden, har jeg altså ikke lyst til at høre en masse random talk i mit øre konstant. Bevares, det er skam en rigtig god måde at kommunikere på, hvis man for eksempel skal aftale taktikker i onlinespil, men hvis folk bare invitere (det vil sige: ringer) til mig uden at have noget konkret at tale op, gider jeg ærlig talt ikke acceptere invitationen. En anden ting, jeg undrer mig over, at folks måde at skrive "Hej" på over MSN-prtokollen. Jeg har oplevet op til flere gange, at folk skriver en velkomsthilsen til mig for så at forsvinde i inaktivitet. Jeg mener, hvorfor fanden skriver man til nogen uden at følge op på samtalen med et eller andet bagefter? Man kan da ikke regne med, at modparten (dvs. mig) altid har noget at slynge ud for at starte en samtale. Jeg kan godt forstå, at det bare er en venlig gestus, men hvis det sker hele tiden, bliver det sgu ret irriterende. Faktisk begyndte jeg på dette indlæg udelukkende på grund af en af disse ligegyldige "Hej'er" på MSN.

Hvad er din mening? Hvad synes du om de forskellige sociale websites, hvor man rent ud sagt skriver om stort set ingenting? Er du på Facebook, MySpace, Arto og deslige - og hvis ja, hvorfor? Selv oprettede jeg en bruger på Facebook, dengang jeg tilmeldte mig til Game Development Camp i sommerferien, fordi man på den måde kunne møde deltagerne på forhånd. Sidenhen har sitet ikke sagt mig en hujende fis, og jeg besøger nærmest aldrig siden. Det med at konkurrere om at have flest onlinevenner siger mig heller ikke noget ...

Puha, det blev en længere smøre. Men sådan kan det gå, når man fra tid til anden får lyst til at nedskrive sine løjerlige tankespind. Det er det, jeg så godt kan lide ved essaygenren, nemlig at man lader ét emne fører sig videre til et andet, mens man på et personligt plan lidt á la en dagbog skriver interessante (?) dagligdagstanker ned. Jeg tvivler bare på, at der er nogen særlig klar, rød tråd i dette indlæg. Jeg fik bare lyst til at skrive en længere tekst efter de mange ret beskedne short-posts, jeg har lavet på det seneste. Oh well, nu vil jeg spise min æggemad, og om en halv time cykler jeg af sted til svømning trods den piskende regn i mørket.

Et øjeblik

Prøv lige at overvej, hvor meget du går glip af, hver gang du blinker med øjnene. Ikke særlig meget, måske kun et lille mikrosekund.

Prøv så at overvej, hvor mange gange du blinker, for eksempel i løbet af et minut. Pænt mange gange, ikke?

Prøv så at gange de to tal sammen; hvor meget du går glip af verden, hver gang du blinker, og hvor mange gange du blinker i løbet af dit liv. Jeg kender ikke tallet, men jeg tror, det er ret stort ... det er faktisk lidt sygt at tænke over, hvor mange timer eller dage (!?), man misser på grund af øjnenes nødvendighed for at blinke, så de ikke tørrer ud o.O

Sjov oversættelse fra Google Reader

Google har netop lanceret en ny, smart feature til deres RSS-læser. De kombinerer ganske enkelt deres fænomenale Reader sammen med Translate, sådan at man kan få vist sine udenlandske nyheder på sit eget sprog. Det er samme teknologi som førnævnte, der kan oversætte min blog (kig i menuen til højre), og har selvfølgelig en del sjove oversættelser.

For eksempel læste jeg på fourzerotwos blog (vellidt Community Manager hos Infinity Ward, firmaet bag Call of Duty), hvor han skriver om sin kærlighed til Fallout 3. Oversættelsen er såmænd ganske forståelig, men alligevel ret sjov. Især den sidste del grinte jeg af: Så Hvad alle andre er afhængige af i øjeblikket. Det skal være noget, fordi der er WAYYYY for mange fantastiske spil kommer ud på samme tid. Spejle Edge morgen, så Venstre 4 Dead, og Call of Duty: World at War. Jeg har ondt af vores kære.

Det er sikkert en rigtig nyttig funktion for nogle mennesker, men jeg tror, jeg holder mig til originalsproget. Suk. Hvis bare man havde en Babelfisk ligesom i The Hitchhiker's Guide to the Galaxy ...

At forøge sit ordforråd

De seneste par måneder har jeg noteret stort set alle ord, jeg ikke kender til. Jeg har nemlig besluttet mig for at øge mit ordforråd, og derfor har jeg lavet en liste med nye ord, jeg lærer, både på dansk, engelsk, spansk og japansk. I starten havde jeg blot en liste med [Ord] = [Betydning], men da jeg opdagede førnævnte Anki, besluttede jeg mig for at plotte dem ind i programmet for iterativt at øve dem.

Førhen når jeg læste en bog og faldt over et ord, jeg ikke kendte betydningen af, sprang jeg det bare over. Nu skriver jeg det ned på en Post it-seddel og slår det senere op i min betydningsordbog eller på nettet. Allerede nu er min liste ret lang, og den forøges flere gange ugentligt. Selvfølgelig går der et stykke tid, inden jeg sådan rigtig begynder at anvende dem i mit eget sprog, men det er da et skub på vejen til at lære nye ord.

Opdateret:
Du kan finde mine danske og engelske ord på denne side. Da listerne er ret lange, har jeg valgt ikke at kopiere dem ind her, men i stedet gøre brug af Pastebin, som er skabt til formålet.

Jeg er ikke død!

Jeg vil bare lige fortælle, at min blog ikke skal anses som død. Jeg har blot ikke haft tid eller lyst til at opdatere den, fordi jeg laver en masse andet.

Snarest vil jeg begynde at skrive igen. Kan du holde dig munter!