Anmeldelse: Wall-E

Det er efterhånden ved at være længe siden, at Wall-E debuterede i de amerikanske biografer. Først nu når filmen til Danmark, og jeg var i dag inde at se den med nogle venner. Jeg fik lyst til at skrive en kort anmeldelse, og I kan herunder læse resultatet.

En lille robot strandet helt alene på den store Jord

Pixars nyeste skud på animationsstammen er en film omkring en sød, lille robot ved navn Wall-E (Waste Allocation Load Lifter Earth-Class). Robotten er blevet efterladt på Jorden, hvor dens opgave er at rydde op efter de dovne mennesker. Trods sin simple bygning er han ganske effektiv. Grunden til at jeg skriver ”han” er, at robotten skam har følelser. Den drømmer sågar om at finde en partner, der vil holde i hånd med den. Wall-E er sammen med sin lille kakerlakven de eneste levende væsener tilbage på Jorden. Menneskene har nemlig forladt planeten for over 700 år siden, da den gradvist er blevet læsset med tonsvis af affald og til sidst gjort ubeboelig. Trods dette kæmper Wall-E bravt for at lave kompressede kasser af affald, som den stabler pænt på rækker. Dens liv syntes meningsløst, men én dag sker der noget uventet. Et kæmpestort rumskib kommer forbi og efterlader en hvid robot ved navn Eve. Denne hvide robot – som synes stærkt inspireret af Apples stilrene produkter – er meget bevidst om sit mål, dens skaber har givet den, og farer rundt og skanner alle objekter på planeten. Wall-E kigger forsigtigt til, og på et tidspunkt tager han springet og viser sig for hende. Eve er nemlig en pigerobot, og dét ser vores hovedperson straks. Med tiden opbygger de et mildt forhold, skønt Eve endnu ikke har lyst til at holde i hånd med Wall-E. Han viser stolt alverdens hittegods frem, og da han på et tidspunkt viser hende en grøn plante, sker der noget uventet. Eve skanner planten, og går pludselig i en form for auto-mode, hvor hun snupper planten og placerer den inde i sig for dernæst at gå i dvale. Wall-E prøver ihærdigt at få kontakt til hende, men intet sker.

Tiden går og Wall-E bliver mere og mere ulykkelig, indtil det store rumskib vender tilbage og opsamler Eve. Wall-E hæfter sig fast og opdager nu en helt ny verden udfolde sig inde i dette meget futuristiske skib. Hér befinder alle menneskene sig, og hver og én er de fede og dovne på grund af den megen teknologi, de har til rådighed. Kort sagt er de ikke i stand til at foretage sig en hujende fis selv uden at få hjælp fra en eller anden servicerobot. Wall-E kæmper nu en tapper kamp for at finde Eve, der er forsvundet op til kaptajnen. Sagen er den, at man i meget lang tid har søgt efter beviser for, at fotosyntese, og dermed liv, lader sig gøre på den kære Jord. Efter at have udført lidt research (”Computer, definér 'Jord'. Definér 'hav'. Definér 'dans'” osv.) sætter skibets kaptajn et projekt i gang for at flyve tilbage til hjemplaneten. Det tillader skibets autodrevet computer dog ikke, og nu udfoldes en kamp mellem menneske og maskine.

Det exceptionelle ved denne film er, at den fungerer på så mange forskellige planer. Den har først og fremmest en sød historie om en lidt kluntet robot, der for første gang møder et hunkønsvæsen. Historien udfolder sig ganske dramatisk, hvor en stemning og medhold for Wall-E bygges op under forløbet. Det er en typisk Disney-film om det ynkelige væsens kamp for at opnå retfærdighed, venskab, kærlighed og det dertilhørende. Udover dette er filmen også skabt som en skarp kritik til os mennesker, og hvordan vi behandler vores planet. Filmen viser et tankevækkende fremtidsperspektiv, hvor vi er for tykke til at kunne foretage os andet end blot at ligge i en slags flyvende seng og være udvidende om alt, der rækker ud over vores egen næsetip. Den viser, at hvis vi ikke tager os gevaldigt sammen, så vil vi ende med at ødelægge vores egen planet og være nødsaget til at flygte for at overleve. Nogle mennesker skriver bøger og holder oplæg, hvor de viser en graf over temperaturstigningen på Jorden, hvor en mindre kran er nødvendig til at nå op på toppen af kurven. Pixar har lidt af det samme budskab som Al Gore i ”En Ubekvem Sandhed”, men de har imidlertidig valgt en anden måde at få deres budskab ud på. Nemlig ved at skabe en underholdende film, der på overfladen virker meget børnevenlig, men faktisk rummer en dybere kant af alvor for fremtiden.

En flot film – som altid

Pixar Studios kan bare deres kram, når det gælder animationsfilm. Punktum. Jeg er aldrig blevet skuffet over deres film, og det er heller ikke tilfældet i denne omgang. Billedesiden er smukt skabt med rigtig mange kreative idéer, især ombord på det store rumskib med de mange fremtidsdimser. Studiet er også kendt for at lave film med dyr eller ting, der umiddelbart ikke associeres med film. Deres talent er, at de kan sætte liv i stort set hvad som helst, og det endda uden at hovedpersonen siger én eneste rigtig replik, udover at gentage sit eget navn et fåtal af gange. Hvad den kække, lille robot mangler i sproget, har den i sin mimik. Wall-E fjumrer nemlig rundt hele tiden og begår den ene dumhed efter den anden, og man kan som seer ikke undgå at få millidenhed med ham. Alt hans kommunikation foregår via kropssproget, og når kameraet zoomer tæt ind på hans øjne, imens han står og stirrer vildfarent op mod himmelen, er det som om, man kan se noget dybere inde bag linserne. Robotten har sine egne følelser.

Alt i alt indeholder Wall-E en enorm høj mængde kvalitet. Billede- og lydsiden harmonerer smukt sammen, og historiemæssigt er filmen velskabt for alle aldre. Både børn og voksne vil få glæde af at se denne film, der med sin enorme detaljegrad imponerer enhver. Det er uden tvivl én af de bedste film, jeg har set i biograferne i år.

9.3/10.0