lørdag den 30. august 2008

Anmeldelse: Wall-E

Det er efterhånden ved at være længe siden, at Wall-E debuterede i de amerikanske biografer. Først nu når filmen til Danmark, og jeg var i dag inde at se den med nogle venner. Jeg fik lyst til at skrive en kort anmeldelse, og I kan herunder læse resultatet.


En lille robot strandet helt alene på den store Jord

Pixars nyeste skud på animationsstammen er en film omkring en sød, lille robot ved navn Wall-E (Waste Allocation Load Lifter Earth-Class). Robotten er blevet efterladt på Jorden, hvor dens opgave er at rydde op efter de dovne mennesker. Trods sin simple bygning er han ganske effektiv. Grunden til at jeg skriver ”han” er, at robotten skam har følelser. Den drømmer sågar om at finde en partner, der vil holde i hånd med den. Wall-E er sammen med sin lille kakerlakven de eneste levende væsener tilbage på Jorden. Menneskene har nemlig forladt planeten for over 700 år siden, da den gradvist er blevet læsset med tonsvis af affald og til sidst gjort ubeboelig. Trods dette kæmper Wall-E bravt for at lave kompressede kasser af affald, som den stabler pænt på rækker. Dens liv syntes meningsløst, men én dag sker der noget uventet. Et kæmpestort rumskib kommer forbi og efterlader en hvid robot ved navn Eve. Denne hvide robot – som synes stærkt inspireret af Apples stilrene produkter – er meget bevidst om sit mål, dens skaber har givet den, og farer rundt og skanner alle objekter på planeten. Wall-E kigger forsigtigt til, og på et tidspunkt tager han springet og viser sig for hende. Eve er nemlig en pigerobot, og dét ser vores hovedperson straks. Med tiden opbygger de et mildt forhold, skønt Eve endnu ikke har lyst til at holde i hånd med Wall-E. Han viser stolt alverdens hittegods frem, og da han på et tidspunkt viser hende en grøn plante, sker der noget uventet. Eve skanner planten, og går pludselig i en form for auto-mode, hvor hun snupper planten og placerer den inde i sig for dernæst at gå i dvale. Wall-E prøver ihærdigt at få kontakt til hende, men intet sker.

Tiden går og Wall-E bliver mere og mere ulykkelig, indtil det store rumskib vender tilbage og opsamler Eve. Wall-E hæfter sig fast og opdager nu en helt ny verden udfolde sig inde i dette meget futuristiske skib. Hér befinder alle menneskene sig, og hver og én er de fede og dovne på grund af den megen teknologi, de har til rådighed. Kort sagt er de ikke i stand til at foretage sig en hujende fis selv uden at få hjælp fra en eller anden servicerobot. Wall-E kæmper nu en tapper kamp for at finde Eve, der er forsvundet op til kaptajnen. Sagen er den, at man i meget lang tid har søgt efter beviser for, at fotosyntese, og dermed liv, lader sig gøre på den kære Jord. Efter at have udført lidt research (”Computer, definér 'Jord'. Definér 'hav'. Definér 'dans'” osv.) sætter skibets kaptajn et projekt i gang for at flyve tilbage til hjemplaneten. Det tillader skibets autodrevet computer dog ikke, og nu udfoldes en kamp mellem menneske og maskine.


Det exceptionelle ved denne film er, at den fungerer på så mange forskellige planer. Den har først og fremmest en sød historie om en lidt kluntet robot, der for første gang møder et hunkønsvæsen. Historien udfolder sig ganske dramatisk, hvor en stemning og medhold for Wall-E bygges op under forløbet. Det er en typisk Disney-film om det ynkelige væsens kamp for at opnå retfærdighed, venskab, kærlighed og det dertilhørende. Udover dette er filmen også skabt som en skarp kritik til os mennesker, og hvordan vi behandler vores planet. Filmen viser et tankevækkende fremtidsperspektiv, hvor vi er for tykke til at kunne foretage os andet end blot at ligge i en slags flyvende seng og være udvidende om alt, der rækker ud over vores egen næsetip. Den viser, at hvis vi ikke tager os gevaldigt sammen, så vil vi ende med at ødelægge vores egen planet og være nødsaget til at flygte for at overleve. Nogle mennesker skriver bøger og holder oplæg, hvor de viser en graf over temperaturstigningen på Jorden, hvor en mindre kran er nødvendig til at nå op på toppen af kurven. Pixar har lidt af det samme budskab som Al Gore i ”En Ubekvem Sandhed”, men de har imidlertidig valgt en anden måde at få deres budskab ud på. Nemlig ved at skabe en underholdende film, der på overfladen virker meget børnevenlig, men faktisk rummer en dybere kant af alvor for fremtiden.

En flot film – som altid

Pixar Studios kan bare deres kram, når det gælder animationsfilm. Punktum. Jeg er aldrig blevet skuffet over deres film, og det er heller ikke tilfældet i denne omgang. Billedesiden er smukt skabt med rigtig mange kreative idéer, især ombord på det store rumskib med de mange fremtidsdimser. Studiet er også kendt for at lave film med dyr eller ting, der umiddelbart ikke associeres med film. Deres talent er, at de kan sætte liv i stort set hvad som helst, og det endda uden at hovedpersonen siger én eneste rigtig replik, udover at gentage sit eget navn et fåtal af gange. Hvad den kække, lille robot mangler i sproget, har den i sin mimik. Wall-E fjumrer nemlig rundt hele tiden og begår den ene dumhed efter den anden, og man kan som seer ikke undgå at få millidenhed med ham. Alt hans kommunikation foregår via kropssproget, og når kameraet zoomer tæt ind på hans øjne, imens han står og stirrer vildfarent op mod himmelen, er det som om, man kan se noget dybere inde bag linserne. Robotten har sine egne følelser.

Alt i alt indeholder Wall-E en enorm høj mængde kvalitet. Billede- og lydsiden harmonerer smukt sammen, og historiemæssigt er filmen velskabt for alle aldre. Både børn og voksne vil få glæde af at se denne film, der med sin enorme detaljegrad imponerer enhver. Det er uden tvivl én af de bedste film, jeg har set i biograferne i år.

9.3/10.0

Phoenix Wright + Brawl = Awesome

Jeg har længe elsket advokatserien til Nintendo DS, og det samme gør sig gældende med Super Smash Bros.-serien til konsollerne. Hvad sker der, hvis man kombinerer de to? Man får selvfølgelig verdens sejeste karakter i Brawl: Fønixen selv!

Nintendo har formået at få én figur fra Konami, Solid Snake, og én fra Sega, Sonic, til at gæsteoptræde i Super Smash Bros. Brawl til Wii. Men hvad med den tredje store japanske spilgigant, Capcom? Mange råber efter Mega Man, men jeg vil nu meget hellere se Phoenix Wright inkluderet i spillet. Det skete aldrig, men nu har nogen på en eller anden måde sat et nyt design på Lucas, så han ligner den kære Phoenix. Han ser godt nok lidt spøjs ud, især på grund af højden, men det er nu alligevel ret fedt lavet. OBJECTION!


Flere fede texture-hacks.

lørdag den 23. august 2008

EA laver sjov med Tiger Woods

Et par drenge opdagede en spøjs glitch i Tiger Woods PGA Tour 08, hvor selveste tigeren himself går på vandet som en eller anden Jesus-fyr. De optog en film af opdagelsen og lagde den op på nettet.

Nu har Electronic Arts, firmaet bag computerspillet, sammensat en responsvideo på YouTube, hvor de har fået den virkelige Tiger Woods til at gå på vandet! "It's not a glitch. He's just that good".

G-E-N-I-A-L-T!

fredag den 22. august 2008

Mine favorittilføjelser til Firefox

Der findes tonsvis af sådanne lister rundt omkring på Internettet, det ved jeg godt, men nu har jeg altså besluttet mig for at lave en liste over de tilføjelser (såkaldte add-ons eller plugins) til Firefox-browseren, som jeg finder mest nyttige. Jeg har efterhånden brugt ildræven som min foretrukne webbrowser i ganske mange år, og derfor har jeg eksperimentet med en del forskellige addons, temaer osv. Nedenstående er de få, udvalgte tilføjelser, som har fået lov at blive på min harddisk. Jeg har valgt ikke at inkludere links til, hvor de kan downloades henne, af ren dovenskab. Jeg kan dog som forsvar fortælle, at de fleste (hvis ikke alle) kan hentes på Firefox Add-ons.

Adblock Plus
Findes der noget mere irriterende på nettet end blinkende Flash-reklamer? Denne udvidelse fjerner automatisk en stor del af reklamerne, som findes på rigtig mange hjemmesider i dag. Det hele er ekstremt nemt at konfigurere, og derfor har ABP fået en permanent plads i mit Firefox-program.

Better GReader
Jeg er efterhånden blevet en flittig bruger af Google Reader, som er en nem måde at læse nyheder på gennem RSS Feeds. Tilføjelsen her er en samling af nogle smarte Greasemonkey Scripts, som ændrer både udseende og tilføjer smarte funktioner. Jeg kan især godt lide den såkaldte Preview-knap, som gør det muligt at loade en hel hjemmeside inde i Google Reader. Der er også et nyttigt værktøj til hurtigere at abonnere på et feed, hvor man før skulle finde feedet først, kopierer URL'en, for til sidst at tilføje den i sin Reader. Med Better Greader springer man de to første trin over - der dukker nu automatisk et lille gult ikon op i højre hjørne, og når man klikker på det, vil feedet blive indlæst i Google Reader. Jeg er i øvrigt også rigtig glad for Mac OSX-temaet, som får det hele til at se en tand pænere ud.

Dansk Ordbog
Hvad er der at sige? Stavekontrollen, som vi kender den fra skriveprogrammerne, blev indført i anden version af Firefox, og det fungerer glimrende. Jeg skal ikke kunne sige, om det har resulteret i færre stavefejl på nettet, men det har helt sikkert reddet mig fra mange typos, når jeg poster indlæg på diverse fora.

Foxmarks Bookmark Synchronizer
Endnu et genialt tiltag. Foxmarks lader dig synkronisere bogmærker mellem flere computere, så du aldrig behøver at sidde ved en maskine, hvor du mangler dine sædvanlige links. Synkroniseringsproceduren er smertefri, og man kan tilmed tilgå sine bogmærker via et website, der opdaterer sig selv.

Read it Later
Jeg fandt tilføjelsen i dag, og indtil nu virker det fint. Sammen med den automatiske bogmærke- og tagfunktion i Firefox 3, lader Read it Later dig mærke en side, som du gerne vil kigge på senere. Det kan for eksempel være en længere artikel, som du ikke lige har tid til at læse nu, men gerne vil studere nærmere en anden dag. I en smart To-Do-stil får du en liste over sider, du ikke har læst endnu.

Undo Closed Tabs Button
Tilføjer blot et ikon til en funktion, der kan tilgås ved at højreklikke på tabbaren og vælge "Fortryd Lukning af Faneblad". En nyttig lille tilføjelse hvis man en gang imellem kommer til at lukke en tab ved et uheld.

Zotero
Et rigtig smart redskab for skolearbejde. Tilføjelsen opretter databaser i selve browseren, hvor du kan gemme links, tekster, billeder og meget mere. Alt sammen sker på en intuitiv måde, og derfor er det velegnet til projekter, der kræver research på nettet. Zotero gemmer i øvrigt alle hjemmesider i en lokal mappe; det vil sige, at hvis du eksempelvis har gemt en Wikipedia-artikel, vil du stadig kunne læse den, selvom du er afskåret fra Internettet. Smart! Lige nu er interfacet lidt roddet, men programmet har et stort potentiale, og jeg vil helt sikkert benytte mig mere af tilføjelsen i fremtiden, når jeg skriver gymnasierapporter.

Det var så mine mest brugte tilføjelser i Firefox. Hvad med jeres? Her til slut inkluderer jeg et screenshot af min browser. Jeg har tidligere haft mange forskellige temaer installeret, men nu er jeg gået tilbage til standardudseendet, som jeg er meget godt tilfreds med, da det nu bruger native-ikoner fra GNOME i Ubuntu Linux.

torsdag den 14. august 2008

Drop.io - nem måde at dele filer over nettet

Når man godt kan lide et program eller en Interneteservice, vil man naturligvis gerne sprede budskabet, så andre også kan få glæde af de mange muligeder. Drop.io er én af dem, og basalt set handler det om at lave såkaldte "Drops", som er en side, man kan uploade filer til. De bliver lagt ud på hver deres egen underside, og det bedste af det hele er, at det er gratis og nemt at uploade filer dér. Man kan tilmed sætte en kode på, så kun udvalgte får adgang til filerne, eller sætte en tidsgrænse, så den fjerner sig selv efter for eksempel et år. Hastigheden er fin, og siden egner sig meget til alle de småfiler, vi gerne liiiiige vil vise vennerne.

Noget helt nyt er et addon til Firefox 3, som gør det endnu lettere at dele sine filer på nettet. Folkene bag har sammensat en kort video, som forklarer, hvordan du skal gøre. Se den her.

Kort sagt: Jeg er rigtig glad for Drop.io, og derfor har siden fået den ære at være en del af min linkliste i højre side her på bloggen.

søndag den 10. august 2008

Sådan vil du browse nettet i fremtiden

Mozilla Labs har sammensat en række videoer, der illustrerer, hvordan de mener, Internettet vil fungere i fremtiden. Der er fire film i alt, og de er bestemt et kig værd! Hvem ved, måske vil vi alle være i stand til at arbejde med computere ligesom i filmen Minority Report? Se dem i HD-format her.



Aurora (Part 1) from Adaptive Path on Vimeo.

torsdag den 7. august 2008

Bliver mester til Sten-Saks-Papir

Jeg er før faldet over nogle ret tunge hjemmesider med officielle regler og guides til det simple Sten-Saks-Papir-spil. Tro det eller ej, men der findes faktisk lange bøger omkring det klassiske spil, som omhandler menneskets psyke ligesom poker og lignende spil.

Wired har skrevet en kort guide til, hvordan du altid vinder. Hvis du følger den, vil du i al fremtid været sikret en sejr, når du og din ven skal afgøre et eller andet på stående fod. Hvis du har mod på at lære mere om det "ædle spil", så prøv at lave en Google-søgning på "Rock Paper Scissors". Der findes overraskende mange sider omkring et spil, som man umiddelbart skulle tro kun afhænger af held!

1. Brug altid papir i første hug. Folk bruger som regel sten, da den virker stærkest. Hvis du vinder: fedt. Hvis du taber: vi spiller jo altid bedst ud af tre, ikke?

2. Udnyt efterabere. Folk har en tildens til at benytte sig af det våben, de lige er blevet slået af. Du kan hjælpe denne effekt på vej ved at skrige: "Mit papir vandt!"

3. Vær på vagt for gentagende brug af et våben. Modstanderen bruger sjældent det samme våben mere end to gange; hvis vedkommende har brugt saksen to gange i træk, skal du benytte dig af papir i tredje omgang.

Wired [via Klik]

tirsdag den 5. august 2008

Game Development Camp 2008

Du har måske lagt mærke til, at bloggen har stået stille i et godt stykke tid. Det skyldes blandt andet, at jeg i den foregående uge har været i Aalborg sammen med en ven. Vi var på en sommercamp, afholdt af UNF (Ungdoms Naturvidenskabelige Forening), der går under navnet "Game Development Camp" (GDC). Kort og godt handler det om, at 50 gymnasieelever på en uge skal udvikle et computerspil helt fra bunden. Vi var opdelt i syv gruppe á seks personer, og mange af os var helt grønne inden for programmering og deslige. Spillene blev derfor ikke videre avanceret, men på en uge (snarere fem dage), vil jeg mene, at det er ret godt gået. Vi benyttede os af en game engine i Blender, et open source-program, og brugte en smule Python-scripts hist og her.

I vores gruppe valgte vi at udvikle "Gravity". Spillet går ud på, at du styrer en kugle rundt i en tredimensional verden lidt i stil med Super Monkey Ball. Det specielle er, at man skal benytte sig af tyngdekraften for at forcere forskellige baner. Hvis du er interesseret, kan du hente vores spil på dette link. Desværre havde vi problemer med at få spillet overført til andre maskiner, på grund af forskellige filer, så derfor virker spillet ikke i .exe-formatet. Ej hellere er det lykkes mig at afspille filen i Blender ... snøft. Men du kan stadigvæk downloade de andre spil, som er vitterlig forskellige og meget kreative. Vi har nemlig alle valgt at gå Open Source, sådan at alle har mulighed for at hente kildefilerne og rette/arbejde videre med dem i fremtiden.
Alt i alt var det en meget lærerig camp. Vi hørte en masse fordrag af folk inden for branchen. Vi havde blandt andet et par stykker fra IO Interactive (Hitman, Freedom Fighters og Kane & Lynch), en mand fra et mobilspilsfirma, og en argentiner fra Blender (Big Buck Bunny) forbi. Vi fik et dybere indblik i, hvad computerspil er, hvordan de laves, og hvordan man får dem ud til forbrugerne.

Der har været en del pressesværmen rundt om campen, som er forholdsvis ny og den største i verden af sin slags. En del netsider har skrevet om os, og den lokale TV2-station var også et kig forbi.

Lige nu har jeg ikke så meget overskud til at komme med flere detaljer; jeg kom hjem i søndags og er stadig en smule træt. Du kan læse meget mere om campen her (med blogs og meget andet), eller tage et kig på vores Wiki.

Danmarks største samling af nørder. På forreste række ses Pablo Vazquez fra Blender Games.