Så er gymnasielivet begyndt at trykke

Nogen har måske lagt mærke til, at jeg ikke har opdateret bloggen i et godt stykke tid. Dette skyldes hovedsagligt skolelivet, som for alvor er begyndt at blive hårdt. Det første gymnasieår er på vej mod sin slutning (me want sommerferie now!), og dagene er begyndt at blive lange. Vi har i lang tid mødt sent/fået fri tidligt, men nu er alle dage stort set til klokken 15 (hvilket er maksimum på min skole). Vi har også fået utrolig mange afleveringer for; engelsk stil omkring tidligere nævnte bog "The Catcher in the Rye", næsten ugentlige matematikafleveringer, biologiaflevering og så en drilsk opgave i dansk, der går ud på at skrive en litterær artikel omkring en Herman Bang-novelle. Ellers går det rigtig godt i skolen, som jeg er blevet utrolig glad for. I folkeskolen gad jeg ikke stå op om morgnen, mest på grund af min halvdårlige klasse, men nu er det nærmest omvendt. Min klasse består af en flok rigtig søde mennesker, og det er dejligt at gå hjem med følelsen af at man har lært noget nyt den pågældende dag. Jeg er i øvrigt begyndt at cykle i skole hver dag, tager et kvarters tid, i stedet for at tage bussen. Dyrker generelt ikke megen motion, så det er godt med en cykeltur hver dag.

Min studering af det japanske sprog er desværre sat lidt på pause, men jeg regner med snart at tage fat igen. Det er ikke helt nemt at lære to sprog på én gang, spansk og japansk, men jeg har sat mig for at forsøge. Min interesse for at læse og skrive er begyndt at stige igen efter lang tids inaktivitet. Jeg plejede at være en ihærdig læser, der læste mange bøger om måneden, men pludselig gik det bare ned ad bakke. Dette forsøger jeg at rode bod på nu, da jeg har en hel stak spændende bøger liggende.


Udover dette er megen af min tid gået med at spille Super Smash Bros. Brawl, som er helt igennem fantastisk. Forleden dag fik jeg en "Nu har du spillet i 100 timer!"-dims, men jeg har endnu ikke forstået tidssystemet. I Data står der, at jeg har spillet i lidt over 50 timer ... og er ikke engang halvejs igennem The Subspace Emissary, som i mine øjne er alt for repetativt.

Her til slut vil jeg runde af med et spil, jeg fandt på Internettet i dag. Det kalder sig selv for verdens sværeste og indeholder 30 levels, hvor man skal guide en rød firkant igennem nogle forskellige forhindringer. Det er svært at forklare og skal opleves selv; og jeg må indrømme, at det er skidesvært! Men det er nu også rigtig sjovt, selvom man ofte får lyst til at hive hår ud af hovedbunden. Selv er jeg kommet til den tiende bane, som synes umulig at gennemføre. Man har ganske enkelt ingen pauser overhovedet, hvilket betyder, at man skal klare det hele perfekt. Ekstremt svært, men ekstremt vanedannende. Prøv det!

The World's Hardest Game