Anmeldelse: Assassin's Creed ~ Game design, spiludvikling & gaming

Den flyvende ørn gør sit entre i Middelalderen
Ubisoft har med produceren Jade Raymond brugt flere år på at hype denne spiltitel, hvor der er blevet lovet en kæmpestor verden med oceaner af muligheder. Det har det skam til en vis grad, mens det andre steder er meget traditionsfastlåst.

Jeg var én af dem, som havde set utrolig meget frem til denne titel i flere år. Spillet lød spændende og anderledes, og jeg købte delvist min Xbox 360 på grund af Assassin's Creed.
[historiespoiler] Spillet starter ud med, at man i rollen som Desmond Miles befinder sig på et mystisk Science-Fiction laboratorium med en særlig maskine kaldet Animus. Nogle ukendte professorer vil benytte sig af Miles' gener, hvori der ligger spor fra en af hans forfædre, som var en berømt lejemorder i Middeladeren. Miles bliver smidt i maskinen uden noget valg, og pludselig befinder han sig i år 1191 under Det Tredje Korstog. Han er nu Altaïr Ibn La-Ahad ("Flying Eagle and Son of None"), hvis mission mislykkedes og resulterer i, at han bliver nødt til at kæmpe for at få sin rangstatus hos broderskabet tilbage. Scenen er nu sat, og med tre kæmpestore arabiske byer at boltre sig i, er der vel ingen problemer i sigte, vel?

Assassin's Creed er et slags middelalderligt GTA-spil blandet med Prince of Persia. Altaïr er utrolig akrobatisk og kan klatre op af stort set alle bygninger i spillet. Dette får han brug for, da det er nemmest at bevæge sig uset på byens tage. Hans mål er at dræbe ni historiske personer, hvilket er en fin idé. I starten har lejemorderen - grundet sit fejltrin i den første mission - ikke særlig mange våben eller evner. Som spillet skrider frem, tilegner han sig flere egenskaber, der dog ikke gør den store forskel. Hovedessensen i spillet er at snige sig ind på sit bytte - eksempelvis en dum vagt - og stikke sit Hidden Blade i ham, før han når at vende sig om og tilkalde hjælp.

Ligesom i mange andre sandkassespil kan man frit vælge missionernes rækkefølge. Det kræver dog, at man kan finde dem først, og dette gøres ved at klatre op i et (nogle gange) meget højt tårn for at danne sig et overblik. Herefter kan man vælge at lave et "Leap of Faith"; at tage chancen og hoppe ned i en lillebitte høstak uden at komme tilskade. Ifølge Jade Raymond stammer denne idé fra en af Marco Polos bøger, hvori han beskriver et "show", hvor lejemorderne hoppede udover en skrænt tilsyneladende i den bitre død - det var så meningen, at folk skulle tro, de var døde, men sandheden var, at de på mirakuløs vis overlevede.
Okay, nu har jeg fået opdateret mit GPS-kort, og jeg lægger mærke til et par ikoner, der indikere nogle forskellige minimissioner. Nogle gange skal jeg sætte mig på en bænk og lytte til et par mænds samtaler, andre gange skal jeg fiske et hemmeligt kort ud af tasken på en gut. Det grundlæggende ved opgaverne er, at de alle giver Altaïr en række informationer om hans nuværende mål. Efter at have klaret to-tre minimissioner, smutter jeg forbi det lokale assassins-bureau (savner dansk ord), som hjælper mig på vej mod den person, der skal dræbes. Nu er det min opgave at snige mig ubemærket mod målet og stikke en kniv i halsen på ham; efterfølgende føres der en kort samtale mellem morderen og ofret. Efter dette opdager byens mange vagter med stor sandsynlighed, at deres chef er blevet myrdet, og så giver spillet én et valg: at flygte over stok og sten eller at kæmpe til den bitre ende. Uanset hvad man vælger, kan de begge klares stort set uden besvær, og der går ikke længe, før jeg er på vej mod sit næste mål.

Kampsystemet er meget intuitivt; det er hovedsagligt baseret på counter-angreb, hvor man skal trykke på et par bestemte knapper, når en fjende angriber. Hvis timet korrekt, laver Altaïr et drabeligt modangreb med sit sværd. Folk i Middelalderen havde tydeligvis en anden tankegang, end vi har i dag. Selvom man er omringet af en 10-15 vagter, insisterer de på at give spilleren en chance for at forsvare sig selv. De angriber aldrig på samme tid og står nærmest i kø for at blive nedslagtet. Det skaber en gang imellem spøjse situationer og kan virke en anelse for nemt. På den anden side ville det ikke være sjovt, hvis man døde hele tiden. Ubisoft har ramt en god blanding, dog i den lidt nemme ende af skalaen. Hvis man ikke tør kæmpe, er det muligt at flygte op på et hustag og gemme sig i en høstak eller en lille, firkantet boks med gardiner. Ofte hænder det, at vagterne går forvirrede rundt om sidstnævnte, selvom det er ekstremt tydeligt, at man gemmer sig derinde ...

Indimellem hives man tilbage til nutiden (eller er det fremtiden?), hvor der foregår mystiske ting og sager. Hver aften lukkes Desmond Miles inde i et lille soverum, men på et tidspunkt tilrager han sig en kode til at åbne døren. Hvis man er en virkelig snushane, logger man ind på de to professorers e-mail og læser deres private breve. I løbet af spillet får man indblik i en større historie, som alt sammen handler om denne Animus-maskine. Hvad det helt præcist drejer sig om, er svært at afgøre, da det er tydeligt, at man først får konkrete svar i de fortsættende spil, som der er så mange rygter om. Hvad jeg kan sige nu, er, at den Dan Brown-agtige stemning på laboratoriet med sin megen mystik er et fint indput til et ellers meget actionpræget spil.

Assassin's Creed er flere gange blevet omtalt som det første rigtige next-gen spil. Spillets visuelle stil er utrolig vellykket, og settingsene er rigtig gode. De fire byer, Masyaf, Damascus, Acre og Jerusalem er kæmpestore og er ifølge udviklerne skabt på baggrund af mange historiske kildematerialer. Trods byernes størrelse synes de mig en kende for ensartede - de kan kort og godt beskrives som ""den lille startby", den brune by", "den grå by" og "den lidt mere brune by". Det føles en smule som om, at man har valgt at gøre byerne større for overvældelsens skyld i stedet for at koncentrere sig om at variere dem. Alligevel er det et imponerende syn at se Altaïr klatre op af bygninger og hoppe fra tag til tag. Hovedpersonen er skabt af flere tusinde animationer, og hans bevægelser virker meget realistiske og overbevisende.
Ligeledes er crowdet - byens befolkning - imponerende. Der er flere hundrede mennesker, og de sætter alle rammen for et særligt system, hvor man eksempelvis i flugten skal passe på ikke at vælte på grund af de mange personer. Der er naturligvis mange kloner, men overordnet set fungerer NPC'erne rigtig godt. Vagternes kunstige intelligens virker en anelse dum, men på den anden side gør det ikke så meget, da det ville tage en krig at snige sig ind på sit bytte, hvis alle vagterne var lige så smarte og handlekraftige som B.S. Christiansen.

Konklusion
Assassin's Creed er en virkelig forfriskende titel og ligner ikke noget, vi har set før. Hele produktet virker solidt, og den grafiske side er yderst imponerende. Især skygge- og lyseffekterne er flotte, og så rummer spillet de mest realistiske heste set i et videospil til dato. Lydsiden er fin uden at være overvældende. Der er stemningsfulde arabermelodier og en intens flugtmelodi. Musikken er i øvrigt komponeret af danske Jepser Kyd, hvilket er lidt sejt. Desværre har spillet også en hage, som trækker en stor del ned: Repetation. At klare minimissioner og dernæst snigmyrde en konge/sultan/præst/læge eller lignende er sjovt, men at gøre det samme hele tiden er ikke. I starten overvældes man af den store frihed, men efter et par timers spil indser man, at målene skal udføres på samme måde igen og igen. Hvis der bare var noget mere variation i missionerne, stod spillet til en topkarakter. Som spil er der ikke så stor en underholdningsværdi, men som en slags simulation virker det utrolig godt. De mange animationer er rigtig flotte, og overalt oser designet af kvalitet. Hele spillet virker gennemført, men med den ene svaghed, at det i længden bliver for trivielt.

Apropos gennemført, så er slutningen lidt kliché-agtig. Jeg vil ikke afsløre, hvad der sker, men lad det bare være sagt med det samme, at der helt sikkert kommer en toer og måske endda en treer, der ikke nødvendigvis behøver at finde sted i Middelalderen ...