Anmeldelse: Ratatouille

En lille rotte der kokkererer

I dag var jeg i biografen for at se Disney Pixar's nye tegnefilm kaldet "Ratatouille" (udtales "Rat-a-too-ee"). Jeg havde på forhånd ikke særlig store forventninger til filmen; jeg mener, det er jo bare en børnefilm om en eller anden rotte i Paris. Dér tog jeg fejl. Skønt filmen naturligvis appellerer til børn, er der masser af dybdegående budskaber i historien om den lille rotte Rémy, der elsker at spise og lave mad. Han har dog et problem: hans kæmpestore rottefamilie, der blot tænker på at æde ækelt affaldsmad hele tiden. Rémy er ikke en hvilken som helst rotte, nej, han har en særlig evne til at skabe meget fin mad, der får sanserne til at danse af glæde.

Historien i filmen er på overfladen ret banal; Rémy møder en køkkendreng, der er en idiot til at lave mad, og sammen udtænker de et system, hvorved rotten kan styre menneskets bevægelser. På den måde ender de med at lave så god mad, at den drastisk faldende restaurant pludselig bliver populær igen. Der stikker dog noget under; chefkokken har nemlig fået en mistanke til, hvad den før så umulige og klodsede dreng laver ...

Alt i alt kører historien ganske flydende med et budskab, der prøver at fortælle, at selvom man stammer fra en beskidt rottefamilie, kan man alligevel godt have visse evner. Man skal dermed ikke skue hunden på hårene, for at bruge et ordsprog, men hellere lægge sine fordomme på hylden og dømme ud fra den enkelte person.

Filmen er skabt af Pixar, som jo altid er lig med utrolig flotte og detaljerede film. Ratatouille er ingen undtagelse, og selvom madtemaet ikke lægger op til det helt store, blev jeg forbløffet over den fremragende og spøjse billedeside.

Denne film er helt klart anbefalesværdig og på højde med blandt andet Toy Story og Find Nemo.
Derfor giver jeg Pixar's rottefilm den anden højeste karakter.

Lad dig ikke skræmme af det lidt barnlige design; denne film er hyldende morsom og ligner ikke noget, vi har set tidligere.