Min fobi overfor videospil

Siden jeg var helt lille, har jeg ikke været særlig glad for at spille alene. Det er altid rarest at være flere, der sidder og kigger på skærmen, eller når der inde i spillet er en eller flere hjælpere.

Det hele startede for en del år tilbage, jeg gik vist i 1. eller 2. klasse, da jeg juleaften fik Nintendo 64-spillet Banjo & Kazooie (jeg fik faktisk to, fordi både min mor og moster købte det til mig...).
I starten virkede spillet fint nok og meget sjovt, men en dag fik en ven det samme spil. Han kom en del længere end mig i spillet, og ved titelskærmen startede han ved at klikke på bjørnen, der spiller Game Boy. Dette lød rigtig sejt, så derfor prøvede jeg også at trykke på ham.

Men så lige pludselig kom der en ond heks frem, som jeg blev rigtig bange for. Da filmen med heksen var slut, var jeg startet forfra. Helt fra begyndelsen.
Jeg blev naturligvis meget ked af det, fordi alt før var væk, og jeg gik faktisk lidt i panik. Derfor fik jeg min ven til at tage mit spil med hjem til sig selv og komme længere i det.


Senere fandt jeg så ud af, at jeg ikke havde slettet mit spil, men blot valgt en anden savedata >_<
I en del år havde jeg mareridt over denne heks, selvom jeg jo havde set hende før, da jeg startede spillet første gang. Dette kunne jeg bare ikke huske, og siden da har jeg altid haft det lidt skidt med at spille alene.

Når man tænker på dette nu, virker det helt til grin, men dybt inde i mig har jeg stadig minder derfra, men heldigvis er det næsten gået over nu. Det er derfor, at jeg foretrækker party- eller onlinespil, hvor man altid er sammen med andre.

Jeg har for resten aldrig fået gennemført spillet, selvom det er suverænt godt. Måske jeg skulle hive min gamle 64'er frem igen, når nu det ikke kan hentes ned på den kommende Wii...?