Mario og Luigi møder sit yngre jeg

Da jeg var på skiferie i Norge i sidste uge, måtte jeg selvfølgelig have noget underholdningsmateriale med til den lange bustur. Jeg valgte Nintendo DS-spillet Mario & Luigi: Partners in Time, som er en fortsættelse til SuperStar Saga på GBA.

Spillet starter med, at den kære Prinsesse Fersken ved et uheld bliver sendt tilbage i tiden af en tidsmaskine den sjove fyr Professor Elvin Gadd(ham den underlige mand med briller fra Luigi's Mansion til GameCube, som har bygget Poltergust 3000)har opfundet.

Prinsessen bliver taget til fange af de onde svampe Shroobs, og Mario hopper efter hende i et tidshul. Hans bange bror, Luigi, følger efter ham, selvom det ikke er med hans egen gode vilje.
De to brøder skynder sig efter prinsessen, men bliver overfaldet af Shroobs'ene, som kommer fra deres kæmpestore UFO(Unidentified Flying Opbject). Til al held dukker to velkendte babyer frem i sit røde og grønne tøj. Ja, du har sikkert gættet det! Den yngre udgave af Mario og Luigi kommer til undsætning og redder deres voksen udgave.

Sammen skal Baby Mario, Baby Luigi, Mario og Luigi ud og finde nogle... ja, stjerner som det plejer; denne gang under navnet Cobalt Stars. Disse stjerner skulle kunne vise dem vej til Peach, men vejen er svær. De skal igennem en masse forskellige miljøer, som vi har set så mange gange før plus en masse nye som fx. Yoshi Island.

Det var så lidt om historien, men nu kommer jeg til gameplay-delen:

En opdatering siden GBA-tiden er, at Nintendo DS'en jo har fire knapper: A, B, X og Y. I dette spil har de fire helte hver deres knap til at hoppe, eller til at lave et special-angreb. Dette fungerer i sig selv rigtig godt, selvom man skal bruge lidt tid til tilvænning. Nogle steder skal man løse opgaver, hvor babyerne og de voksne skal gå hver for sig. I disse episoder bevæger børnene sig på den øverste skærm, mens at de voksne hopper rundt på den nederste skærm.

Spillet har en masse puzzles, men de fleste af dem går meget tit ud på det samme: Gå hen til et punkt, hop op i en knap, gå tilbage til en dør, gå ind, find en anden knap.
Dette bliver hurtigt trivielt, synes jeg, og nogle gange orkede jeg slet ikke at gå hen til mit bestemmelsessted for bare at få at vide, at jeg skal tilbage igen.

I sig selv er spillet meget godt, men desværre er det ret langtrukket, som smør der er blevet strækket ud over for stort et stykke brød. Jeg får den tanke, at udviklerne har tænkt, at spillet kan blive længere ved at man skal gå hen til en masse unødvendige steder uden rigtig at få noget ud af det. Heldigvis vipper det lige på kanten til at være irriterende, men på grund af humoren giver det et positivt indtryk.

I spillet er Luigi det sorte og uheldige får, og han står nærmest i Marios meget store skygge. Han er både en bangebuks og en del svagere i forehold til sin rødklædte bror. Tit er det ham, der skal tage skraldet, og den afsluttende del af spillet sker der noget ret sjovt, synes jeg, da man finder ud af, at Luigi ikke har et rent hjerte...

En anden ting, jeg synes der mangler, er en saving-funktion. Jeg ved godt, at der er en masse gemmeblokke rundt omkring i hele spillet, men det ville altså være bedre, hvis man bare kunne trykke på start-knappen og gemme direkte. Der var flere gange i Norge, hvor jeg blev nødt til at klappe min DS sammen til standby-funktion, fordi jeg ikke lige havde tid til at finde en gemmeblok. Det er ikke fordi, at de er sværere at finde, men det ville give et bedre resultat med den anden løsning.

Til sidst vil jeg sige, at spillet måske er lidt for nemt. Godt nok henvender de fleste Mario-spil sig til yngre gamere, men det her har så mange humoristiske scener, som jeg ikke mener, at børn under 10-11 år kan forstå. Derfor ville jeg gerne hellere, at Alpha Dream, der står bag spillet, havde satset på en lidt ældre målgruppe - fx. 13-16 år.
Det havde ikke skadet, hvis sværhedsgraden var blevet skruet én tak højere op.

Alt i alt er Mario & Luigi 2 et rigtig, rigtig godt spil. Historien er god og sjov, men måske lidt forvirrende, og styringen er også god. Grafikken er rigtig hyggelig, ligesom at lyden er meget iørefaldende med nostalgiske melodier.

Spillet er bestemt alle pengene værd, og der er masser af timers spil i det. Dog er der ikke meget at hente, når spillet er gennemført.
Jeg har selv brugt ca. 16+ timer på spillet, og det synes jeg er ganske godt.

Mario & Luigi: Partners in Time fortjener en karakter på 8,9/10 med et ønske om lidt mere nyskabelse. Dette kunne være ganske spændende, hvis Alpha Dream havde prøvet sig med en multiplayer-del til dette spil i stedet for at køre helt samme stil som i det forrige.
Spillet ligner nemlig rigtig meget SuperStar Saga til GBA og indeholder desværre ikke så voldsomt meget nyt...