Kill Screen - et spilmagasin for gamere med hjerne

GAMERS DON'T READ -  sådan lyder påstanden fra det nye spilmagasin Kill Screen.

Kill Screen er et helt nyt magasin, som netop er blevet søsat takket være finanseringsplatformen Kickstarter. Det er dog ikke et magasin om spil, men om spilkultur. Det er et magasin, som dykker dybere ned og ser på, hvordan spillene er med til at påvirke os mennesker. Her efinder du intet preview af Halo: Reach-betaen eller interviews med spiludviklere, som hyper deres kommende titler. Nej, Kill Screen er et magasin, som kigger på samfundet, vi lever i, hvor videospillene bliver en stadig større og større del heraf.

Dette er ikke et magasin for gamerfans, der har brug for det næste nyhedsfix. Kill Screen er et magasin med formålet at komme under overfladen og blive et mere alment tidsskrift, som alle med en vis interesse for den moderne verden og kultur kan læse og få noget ud af. Her skrives om oplevelser, om hvad spillene gør ved os, og hvorfor spilkulturen hænger sammen, som den gør. (Læs i øvrigt Truth in Game Design, en fremragende artikel om spildesign, som giver os resonans i livet).

Faktisk læste jeg her den anden dag en bog, som omhandler dette emne, nemlig hvordan vi taler om og beskriver videospil. Vi har endnu ikke fået fastsat noget universelt sprog og termer, som vi kan bruge, når vi skal snakke om, hvordan et spil fungerer. Modsat eksempelvis filmbranchen mangler vi stadig at nedfælde en rigtig terminologi. Bogen hedder Ludoliteracy Defining, Understanding, and Supporting Games Education (José Zagal) og er i sig selv ikke noget særligt, men den fastsætter en ret vigtig problemstilling: Hvordan taler vi om spil, og i hvor høj grad bliver vores spilsprog påvirket af populærmediernes til tider overfladiske måde at beskrive videospil på? Er spil for evigt hensat til at blive anset som ligegyldig underholdning og eskapisme, eller er det muligt, at det nogensinde får samme status som litteratur, film og musik?

GAMERS DON'T READ.
You’ve probably thought that. Or read it maybe. Or overheard it. Well, if not, then we’re telling this to you now. What we hear is that people who “play games” are too immature, too uneducated, and too short-attentioned to focus on anything other than the killing, robbing, and leveling up. Feelings? Reflection? Discourse? No, thank you.

We can do better.

We are fixated on a single question: “What does it mean to play games?” We want to be what early Rolling Stone was to rock n’ roll or Wired was to tech. We want to look like the Fader and walk like the Believer. We’re talking about the long format read on the creative minds behind blockbuster and indie game titles sided by personal essays about what games mean to our daily little lives.

Kill Screen is the natural extension of a maturing games industry. Far from the sensationalist juvenilia that dots the web and more accessible than the lofty rhetoric and gamespeak of academics, we’re approaching a beloved medium on its own terms as fans and as critics.

Kill Screen er et sted for freelancerskribenter, der elsker at skrive og desuden spiller videospil - ikke omvendt. Her prioriteres det skrevne ord højest, og spillene kommer sekundært. Kill Screen spås til at være redningen for det papirbaseret medium i forhold til det altid flygtige internet, hvor tingene ændres konstant. Her kræser man for kvaliteten og har filosofien om, at når noget først er skrevet, så kan det ikke ændres - when it's done it's done. Derfor handler det om at ramme rigtigt den første gang, for man får ikke muligheden for at revidere tingene efterfølgende.

Kill Screen er heller ikke så fastlåst, rigidt, som mange andre magasiner er i dag, hvor der ofte er afsat X sider til anmeldelser, Y til previews og Z til læserkommentarer. Layoutet i Kill Screen ændres dynamisk efter indholdet, og man bestræber sig på for så vidt mulig at undgå brugen af screenshots fra de omtalte spil. Selve den fysiske kvalitet af papiret er også i højsædet, da man mener, at folk er villige til at betale ekstra for noget, som føles godt i hænderne.

Navnet "Kill Screen" har en ret turbulent og lettere counter-intuitiv forklaring, men vigtigst af alt lyder det godt og er noget, som man husker. Egentlig stammer begrebet fra den hardwarefejl, mange af de gamle arkademaskiner havde, hvor man slet og ret formåede at komme så langt i et spil, at maskinen frøs og viste den berygtede kill screen: spillenes svar på Blue Screen of Death. Det kan virke en smule modstridende, at et magasin, som ønsker at gøre op med de mere overfladiske fan-baserede spilblade, indeholder ordet "kill" i titlen. De fleste, især dem som ikke spiller spil til dagligt, forbinder nemlig det at dræbe med, hvad der gør videospil åndssvage, absurde og ligegyldige (tænk bare på hele kontroversen om Grand Theft Auto og Modern Warfare 2). Dette gøres der imidlertid op med i form af en leder i magasinet, der argumenterer for, hvorfor netop dette navn er valgt, og at man bør og kan skelne mellem "good death" og "bad death".

Det første nummer af Kill Screen ude lige nu og indeholder tekster af en lang række forskellige folk, både kendte og ukendte Hvert magasin tildeles desuden et overordnet emne, som kan og bliver tolket meget frit af skribenterne. Teamet i det første nummer er "The Maturity", mens det næste kommer til at handle om "No Fun".

Som jeg har skrevet om flere gange, elsker jeg at læse i trykte magasiner. Lige siden min interesse for teknologi, computere og spil begyndte, har jeg læst forskellige blade. Jeg har tidligere omtalt EDGE og Gameplay, hvor jeg især er blevet rigtig glad for førstnævnte. Men efter at have læst Kill Screen #0 er det gået op for mig, hvor forskellig en tilgang magasinerne har til mediet. EDGE indeholder både de obligatoriske anmeldelser, nyheder og andre lettere overfladiske elementer, såvel som de mere dybdegående artikler. Med Kill Screen er læseroplevelsen dog markant anderledes - magasinet får rent faktisk én til at tænke og overveje, hvorfor man er så opslugt af spilmediet ... hvad der gør det unikt i forhold til så meget andet.

Jeg kan kun anbefale Kill Screen. Mit eneste kritikpunkt er magasinets relative korte længde, og at det er en smule dyrt, men på den anden side er der ingen reklamer og deslige, og kvaliteten er virkelig top-notch. Så vidt jeg kan forstå har de ikke nogen decideret udgivelsesplan endnu, men det andet nummer er i øjeblikket i produktion, og det tredje står til udgivelse engang i midten af juni. Jeg glæder mig allerede.